Artikel forfattet og venligst udlånt af Per Wium, musikjournalist
Navnet Cy Nicklin vil være kendt af de fleste, der besøgte danske spillesteder og lyttede til musik i 70’erne og 80’erne. Nicklin var forgrundsfigur i gruppen ‘Culpeper’s Orchard’, senere blot ‘Culpeper’.
Cy Nicklin er født i London og spillede oprindeligt trompet og saxofon. Senere blev guitaren hans primære instrument.
I 1965 dannede Cy Nicklin trioen ‘Cy, Maja og Robert’, sammen med franske Robert Lelievre og danske Maja Aarskov. Trioen sang smukke og raffinerede vokal-arrangementer, udsendte to album og optrådte flere gange i DR radio. I slutningen af 1967 blev trioen opløst.
Cy Nicklin ville kombinere folkemusikken med rockmusikkens stærke udtryk. Dette skete først i ‘Day of Phoenix’ og senere i ‘Culpeper’s Orchard’, et af Danmarks stærkeste koncertnavne fra 1971.
I forgrunden Nicklins kraftfulde og karakteriske vokal sammen med hans originale guitarspil, der hentede stilelementer netop både fra folkemusikken og fra rock. Gruppen bestod desuden af guitarist Nils Henriksen, bassist Michael Friis og nu afdøde Ken Gudman på trommer. Gruppen blev omorganiseret nogle gange i løbet af 70’erne og reducerede navnet til ‘Culpeper’.
Culpeper var populær blandt publikum fordi deres musik på én gang var smuk, kraftfuld og original. Gruppen var også ‘musikernes band’. Danske rockmusikere stod i kø for at høre og se ‘Culpeper’. Kvaliteten i musikken og dens udførelse var altid kompromisløs høj. Især gruppens debut-album og deres svanesang “All dressed up and nowhere to go” er i dag klassikere og særdeles roste. Også udenfor Danmarks grænser.
Tiden efter Culpeper
‘Culpeper’ blev opløst i 1980 og herefter var Cy Nicklin producer og lydmand for en række danske bands og sangere. TV-2, News m.m.fl. I en periode var han lydmand for Kenneth Knudsens gruppe ‘Anima’. Og inden længe kom Nicklin igen på scenen – han var netop dén sanger, der på smukkeste vis kunne forløse Knudsens raffinerede kompositioner.
Efter Anima har Cy Nicklin været lyd-designer for bl.a. Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Pedersen og ‘European Jazz Orchestra’. Selv om Cy Nicklin forlængst har trukket sig tilbage, står erindringen om hans indsats i dansk musik meget stærk. Han omtales ofte rosende på facebooks forskellige interesse-grupper for musik.
Og han har indtil flere afsnit i forfatteren Jens-Emil Nielsens serie om beat, rock og folkemusik gennem årtier. Og i al ubeskedenhed: Culpeper har også et kapitel i min seneste bog “Så hårene rejser sig” om store musikoplevelser.
De fire album
“Culpeper’s Orchard” – udgivet 1971 – senest genoptrykt på LP i 2019
Et brag af et debut-album. Sangene, teksterne, vokalerne og samspillet er helt, helt i top. Og så er der en helt særlig atmosfære og magi gennem hele pladen.
Tjek også kommentarerne på youtube og udenlandske musiksider. Pladen er nået meget længere ud end mange tror!
“Second sight” – udgivet 1972 – senest genoptrykt på LP i 2019
Desværre er produktionen mere bleg end på forgængeren. Det går ud over vokaler og det samlede indtryk. Synd, for der er stærke sange på “Second sight”! Og næsten grotesk at det netop var det klassiske Culpeper-lineup, der er på pladen. Nicklin, Friis, Henriksen, Gudman. Et band, der var en tornado af energi og vellyd live.
“Going for a song” – udgivet i 1972 – og senest genoptrykt på LP i 2018
Et band i en “mellemliggende tid”. Nils Tuxen og Niels Vangkilde er begge på kort gæstebesøg i gruppen og stil og udtryk er lidt mere diffust end på de foregående album.
Tom McEwan er en gevinst som tromme-troldmand herfra og mange år frem. Men hans karakteristiske vokal kan diskuteres. Var det nu klogt at han overtog lead-vokalen fra Nicklin i flere sange? Efter min mening nej.
“All dressed up but nowhere to go” – udgivet i 1977 – og ikke udkommet som genoptrykt på LP
Den flotte finale. Et gennemarbejdet og meget ambitiøst album. Her burde det internationale gennembrud have fundet sted. Men det skete ikke. Gruppen var klar og “dressed up”, men i forhold til den globale branche havde de “nowhere to go”. Nicklins kompositioner og hans vokal er uovertruffen her. Et højdepunkt er mellemstykket i “Prelude”. Noget af det smukkeste, jeg faktisk overhovedet kender!
“Sad decline” var også på gruppens live-repertoire i mange år. Det er en rejse gennem de skønneste musik-landskaber.
Efterskrift
Culpeper(‘s Orchard) var i de mange konstellationer et virkelig godt og særdeles populært live-band. Så dem dem masser af gange i løbet af 70’erne, Store, store oplevelser.
I løbet af de år havde de i perioder to keyboard-spillere i besætningen. Midt i 70’erne var det Thor Backhausen og i slutningen af deres karriere var det (min gode ven) Morten Kærså. Skæbnen og udgivelses-tidspunkterne ville at de to musikere slet ikke figurerer på nogen af de fire album. Men live var de begge vigtige for gruppens sound.
