Hallelujah for en fest da Nashville kom til Odense – og tog briterne med

”Fællesskabet omkring sangskrivning sejrede for de lidt for få”

Fotograf: Maria Fremming

I dagene 17.-19. september blev der afholdt den første udgave af Nashville Nights International Songwriters Festival (NNISF) på otte forskellige spillesteder rundt omkring i Odense. Hele 54 shows med 74 artister fra 7 forskellige lande blev det til, herunder hovedparten sangskrivere fra Nashville.

Arrangeret i en tid hvor uvisheden omkring art og omfang af diverse restriktioner var herskende – blev festivalen desværre fanget lidt på det forkerte ben, idet hele konceptet var bygget omkring en forventning om en ret begrænset kapacitet. Derfor var mange koncerter, talks og ’writers-round’ lagt tidsmæssigt oveni hinanden, og fordelt på mange spillesteder.  Så man fik lidt følelsen af at gå glip af meget. Det gør man så altid på en festival. Men mindre kunne nok have gjort det, hvis man havde kendt til at lægge programmet efter den virkelighed, som viste sig at byde på muligheden for at have op til maks kapacitet på de enkelte spillesteder. Men det var vilkårene – og det vigtigste var sådan set at komme til festivalen og mærke, at den er skabt og drevet af 100% passion og kærlighed til musik, sangskrivning og fællesskab. Refleksionen over det hele kan du læse nærmere om i vores særskilte interview her på siden med Stefan Mørk, der er bagmanden bag festivalen.  

De fulde huse som arrangørgruppen med garanti havde håbet på – forblev en uforløst drøm – selvom det f.eks. var bredt anerkendte navne som Stuart A. Staples, Lisa Ekdahl og Martha Wainwright, der var på plakaten på festivalens største spillested Posten.   

Jeg tror ikke vi kan finde et enkelt svar på hvorfor det var tilfældet, det er nok snarere en samlet fortælling om en ændret virkelighed – efter en verdensomspændende pandemi – der har ændret meget for de mange – også vaner, nysgerrighed efter nyt osv.  Selvfølgelig kan NNISF gøre ting anderledes og bedre – herunder måske at skærpe festivalens samlede profil. Den forblev – med det der efter en del ændringer i sidste øjeblik blev det endelige program – måske stadig lidt for uklar og usammenhængende til for menigmand- og kvinde, at kunne gennemskue om dette her var en country festival – en sangskriver festival – eller måske ‘bare’ et friskt bud på en ‘Tønder Light and Night Festival’.

Ligesom det er tilfældet på en festival som netop Tønder var det dog mærkbart, at NNISF var en festival, som musikerne nød at komme til, og for dem det var muligt for, blev de gerne hængende for lidt ekstra samvær med kollegaer og/eller publikum.  

Side 33 var i løbet af de tre dage forbi godt 10 koncerter, talks eller ’writers-round” – og kan konkludere at de fremmødte tilskuere alle steder mødte nogle kunstnere, der uden omsvøb var kommet for at give det bedste af sig selv og sine sange.

Et par af koncerterne har vi allerede omtalt selvstændigt, resten kommer vi ind på her – ligesom vi på søndag bringer resultatet af et fælles interview vi lavede på festivalen med Mathilde Falch, Marcus Winther-John og Nikolaj Christensen om blandt andet sangskrivningens ædle kunst og formål i forbindelse med at de for første gang sad på en scene sammen i ’writers-round’ formatet.        

Efter på Dexter at have nydt en veloplagt eftermiddagskoncert med Ester Brohus og hendes velspillende band – med Knud Møller som en helt guddommelig velspillende gæst – var det Stuart E. Staples fra Tindersticks, der først satte dagsordenen og løftede barren helt op til det unikke, da han fredag aften gav  en anderledes, intim og følelsesladet koncert, hvor smerten i samtlige sange ramte som en meteor i publikums indre.  

Stuart A Staples formåede – med britisk elegance – statisk og stillesiddende, og med lukkede øjne i samtlige sange, at forføre og henføre alle i salen. En stærk dyb og inderlig vokal fyldte salen, så der var fuldstændigt dødstille alle andre steder en fra manden på scenen. Det var enkelt, det var råt og det var så forbandet elegant. Publikum var kort sagt tryllebundet i den boble af en næsten uforklarlig smuk smerte, der kom fra scenen – og bifaldene blev bare større og længere efter hvert nummer.

Ligeledes britiske Laura Oaks, der før har imponeret med sit lysende og givende sangskrivertalent i forbindelse med nogle af de tidligere års Nashville Nights koncerter på dansk jord, havde samme dag været et af festivalens første navne. Allerede klokken 12 sad hun på scenen på det dejlige intime spillested Dexter, der er centralt beliggende i byen. Det var der desværre ikke mange der havde opdaget eller valgt at prioritere.  Også her var det intimiteten, de enkle virkemidler, og de gode sange, der gav en minderig oplevelse, der satte en høj standard for hvad man kan forvente af eventyr fra Laura Oaks i fremtiden.

Selvom det er Nashville, der har lagt navn til festivalen, så viste de britiske gæster generelt også en klasse, der sagtens kunne trække en overskrift eller to. Også The Webb Sisters fra de britiske øer imponerede da de søndag gæstede endnu en suveræn omgang med Leonard Cohen Tribute med de velkendte solister Steen Jørgensen, Signe Svendsen, Bjørn Fjæstad, Claus Hempler, Mike Andersen, og Sara Indrio i sædvanlig topform i front for ‘drømmebandet’ bestående af Brødrene Troels og Lars Skjærbæk, Palle Hjorth og Mads Andersen.

Et hold der som ventet evnede at begejstre den pænt fyldte salg – og publikum kvitterede med stående klapsalver hen imod slutningen af koncerten, der lukkede og slukkede på bedste vis med The Webb Sisters i front til ”Bird on a Wire”.

De mange Nashville navne fra programmet spillede primært til diverse ’writers round’, og dem nåede Side 33 desværre ikke meget rundt til, idet de typisk var placeret samtidig med nogle at de omtalte koncerter vi havde udvalgt os. Og derfor må man bare ærgre sig over at have glippet så stærke navne som Dan Smalley, Eric Paslay, Payton Taylor, Emma Zinck og Tupelo Honey. Lad os håbe det ikke bliver sidste gang de gæster landet. 

Til gengæld var der gratis glæder at hente i det charmerende ’food market’ Storms Pakhus, hvor der udover en stor merchandise bod, var en organiseret åben scene, hvor både danske talenter og mange af de spændende Nashville sangskrivere gik på scenen omkring spisetiderne – og viste hvorfor ’writers round’ ofte kan være lige så opløftende en oplevelse som en klassisk countrysang kan være sørgmodig.

Også her nåede vi at opleve en brite, der gav anledning til at lytte lidt ekstra. Skotske Dan Healy gjorde i den grad indtryk i den mere traditionelle folk-orienterede afdeling – mens de amerikanske artister bare holdt en generelt højt niveau – og hvor især en artist som Tera Lynne Fister kom så og sejrede med en af de stemmer, der næsten kan løfte enhver sang. Wauw – hun bliver spændende at følge.   

Mange af de glade og taknemlige Nashville sangskrivere mødte Side 33’s Maria Fremming, da hun lørdag aften var inviteret ud til det vandrehjem i Odense, hvor det fleste udenlandske artister boede under festivalen.

Maria Fremming beretter –  

”Mørket var ankommet og bålet var tændt. Glade syngende ansigter lyste op i bålet skær, nogle havde fundet en guitar andre et vaskebræt og mange slog rytmen med hænderne på låret. Der var ingen stjerner på himlen denne aften, de var alle samlet omkring bålet, til deres egen intime koncert, hvor musikønskerne kom spontant af sig selv.

At få lov til at være med til sådan en medrivende oplevelse, er jo helt unikt. Den sidder under huden på mig og vil stå som den stærkeste musikalske oplevelse jeg har haft i lang tid”

Mange forestiller sig måske en ret stereotyp prototype på en Nashville sangskriver, men de findes rent faktisk i alle aldre – nogenlunde lige mange mænd og kvinder – og ofte med vidt forskellige baggrunde og historier.

Maria Fremming fik sig også en lille snak og en kort præsentation af tre af dem.

Cameron Havens er en charmerende 24-årig ung mand, der i den grad er formet af sine musikalske texanske rødder. Dem tog han med til Nashville, efter sin deltagelse i American Idol i 2020. Hans erfaring som turnerende musiker har givet ham en stor fanskare allerede i hjemlandet, og han arbejder aktuelt på sit andet soloalbum.

Smilende fortæller Cameron at dette er hans første besøg i landet – og fortsætter :

”I love already Denmark- folk er så flinke og alle taler jo så godt engelsk. – Jeg er vild med alt den gamle arkitektur I har her. Jeg ville ønske at jeg kunne blive et par dage længere, så jeg kunne opleve noget mere.”

Vores samtale kommer forbi musikken i Camerons liv og han finder sin største inspiration hos Paul Mccartney og skal der spilles et cover nummer så er ”Purple Rain” det allerbedste for Cameron at fyre af.

I den anden ende af aldersspektret finder vi Tim Nicholas, der som 63 årig har leveret mere en 20 kæmpehits og modtaget en Grammy for bedste countrysang, modtaget mange BMI-sangskriver priser samt opnået en placering i Nashville Songwriter Hall af Fame. I 2004 skrev han sangen “Like You Were Dying” til Tim McGraw, der lå #1 i ti uger i træk og slog dermed en 30-årig gammel rekord. Sangen vandt en grammy for bedste countrysang i 2005 og fortsatte med at vinde anerkendte priser inden for country music.  Tim elsker mest af alt den kreative del ved sangskrivning og når han ikke skriver sange, dyrker han sin lidenskab for at fotografere. 

Eva Paige er yngste deltager på Nashville Night, bare 17 år gammel og har i et par år imponeret nogle af de mest garvede sangskriver i Nashville. Eva Paige har allerede vundet flere “Music Industry Awards” i Nashville og blev udråbt til bedste singer/songwriter i Nashville “Scene Readers Pool” i 2019. Trods hendes kun 17 år har hun optrådt på mange store legendariske spillesteder i USA allerede.

Mens Ava Paige elsker at skrive, spille og synge, så kæmper hun med leukæmi, der blev opdaget kort før hendes 15-års fødselsdag, og hun er i et langt og hårdt kemoforløb, der først er færdigt til december i 2021.

Selvom Eva er med i en stor gruppe andre sangere/sangskriver fra USA så er hun glad for at havde sin mor med også. Eva fortæller at hun er vild med Danmark og er blæst omkuld over hvor mange fantastiske musikere Danmark har med her på NNISF.

Tre fantastiske danske musikere sad der f.eks. samlet side om side dagen efter – søndag kl. 12 på Anarkist – Beer and food lab – klar til en talk – eller som værten – den dygtige og nysgerrige P4 musikjournalist Jesper Nyborg kaldte det, en ’Zoom session’.  Normalt trækker Signe Svendsen, Dorthe Gerlach og Randi Laubek godt med folk til huse, men der var desværre ikke mange tilhørere denne søndag formiddag.

Men dem der var mødt frem, fik et godt indblik i hvordan en sangskriver arbejder og hvordan en sang bliver til. Der blev afspillet lidt af hver deres sang, for så at spørge ind til historien og processen om hvordan netop denne sang blev til. Gode spørgsmål fik gode svar, og interessant var det at høre hvor forskelligt de tre kvindelige sangskrivere arbejder i deres proces med deres sangskrivning.

Det store spørgsmål var om de alle havde skrevet deres bedste sang? Svarene blev (heldigvis) ikke tre klare gange NEJ. Der fulgte en masse sjove og spændende historier med som sessionen ’zoomede’ sig ind på de tre og især Dorthe Gerlach viste igen en fabelagtig evne til at få nogle meget levende billeder i sine fortællinger, der medførte gode grin hos publikum.     

Og derved blev det et godt eksempel på hvad både sangskrivningen og selve formidlingen af sange mest af alt drejer sig om. At dele følelser, at dele historier, som vi alle kan grine af, græde over, blive klogere af eller bare bekræftet i at vi ikke står alene om nedture og opture.   

Så stor respekt til NNISF for at sætte fokus på et af de vigtigste håndværk i musikindustrien – selve kerneværdien – sangskrivningen. Vi ser frem til 2022 – hvor vi håber at festivalen for alvor finder fodfæste med en forhåbentlig endnu skarpere musikalsk profil – og et endnu højere fokus at præsentere de bedste danske sangskrivere – og gerne i ”writers-round” konceptet.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.