Kun for forrykte festival – Stubbekøbing – 08.06.19 – DEL 2

Kun for forrykte festival - Foto af Søren Schnoor - Beefeaters morten publkum

Fotograf: Søren Schnoor / Ole Toxværd / Claus Christensen

”Historiske vingesus, spor af kloge ord og forløsende sejre til det impulsive”

Som tidligere nævnt var denne festival langt mere end blot simrende syre-rock og hippie-henkog. Det viste lørdagens program i særdeleshed også, med stærke nutidige kunstnere som Walther, Mathilde Falch, og The Blue Van. Derudover dokumenterede både Niels Skousen og Beefeaters, at de på ingen måde behøver hvile på fortidens bedrifter, for de viderefører ånden fra dengang med nye energier.

De historiske vingesus kom derfor om lørdagen mest af alt via velbesøgte og veltalende musikforedrag fra kapaciteterne Per Wium (om Woodstock festivalen)– og fra Claus Vittus (om The Who). Man mærkede, at de vidste hvad de snakkede om, og de formidlede det begge på en afslappet og ligefrem facon, der gav mening for de fleste.

75-årige Niels Skousen er stadig en unik tekstforfatter – hvilket han på seneste album ”Døgnet har 24 timer” så bravt har bevist – ikke mindst i den rørende og eftertænksomme kærlighedssang “Vil du”. Han er bare ikke skarp til at huske de lange tekster længere, og det giver en drilsk sårbarhed når han er alene på scenen, som han var her på den store scene. I hele tre sange måtte han stoppe undervejs fordi han ikke kunne komme videre i teksten. Ingen er ufejlbarlige, men man skal holde meget af Skousen i forvejen for at blive grebet af en så famlende optræden.

Det gjorde de fleste dog – denne skribent inklusiv – og når man samtidig får serveret sange, som den utrættelige klassiker ”Isabel” og ”Knud Lavard” og en næsten endnu stærkere nyklassiker som ”Få sjælen med” (fra 2016 albummet ”Hvem er du som kommer imod mig”) – med linjerne ”Slå til – stå af – slå fra i dag – I morgen er et slør du gemmer dig bag”, så er det svært at være decideret utilfreds. Det dufter af mere, og da langt bedre end en bagskid fra 68. For Skousen havde heldigvis både sjæl og selvironi, som tro følgesvende. Så selvom der var slinger, var det uden slør. Respekt for det. Respekt for Skousen. Side 33 giver fuld honnør.

Efter 75 minutter med Niels Skousen var det tid til mødet (eller gensynet for nogle) med den lokale folk troubadour – Walther, der dagen før optrådte ,som en del af Sorte Fugle. Han havde også givet et akustisk sæt om formiddagen ved den hyggelige festival brunch, der var arrangeret inde i byens centrum. Flere tilskuere nævnte, at de kunne høre at Walther står på skuldrene af Benny Holst, men mest af alt står han på egne ben, med egne sange, der altid er friske på små sjove stikveje indenfor folk-musikkens vidt forgrenede verden. Således var der undervejs både fodtromme og elektrisk guitar til at farvelægge de socialrealistiske eller blot livsnære sange, der ofte med glimt i øjet evner at trykke på de ømme punkter frem for blot at pege fingre.

Walther kvitterede med noget så forrykt som en julesang i juni! Så fik man hørt det med, og det var da cool nok – især fordi han efterfølgende greb dagen, som man vel siger.  Han forlod scenen med sin guitar, og gik op af den skrående publikumsfyldte plæne og satte sig sammen med tre fra Laursen band – og så gav de ellers en 100% økologisk udgave af Allan Olsen nummeret ”Lille Ørred” – med tre guitarer og en banjo. Publikum var overrumplet og ægte begejstret over den spontane og uventede oplevelse, og selvom vi stort set havde ramt det tidspunkt, hvor Mathilde Falch skulle i gang på den store scene, så var folkekravet nu en sang til HER. Det blev til en flot improviseret udgave af den gamle Per Dich klassiker ”Sådan er kapitalismen” med masser af back-up fra publikum. Et næsten rørende moment, hvor den anarkistiske og impulsive ånd fra 1969 i den grad pustede sig op, som en frisk og formfuldendt brise.

Direkte videre over til Mathilde Falch på den store scene, der med sit kompetente og godt sammenspillede band heldigvis lagde godt fra land med titelnummeret fra hendes seneste studiealbum ”Som børn på ny”. Sættet er tydeligvis baseret på indholdet af det live album, der udkommer i næste uge, men som helt eksklusivt blev solgt efter koncerten til begejstrede fans. Niveauet er højt det meste af vejen – og kun med ”Tiden” gik det indre smiley drevne ur lidt i stå. Ikke fordi Charlotte Schultz, som duet partner ikke gjorde det udmærket – men mere fordi den kendte version med Søren Huss er så gennemført fed.

Mathilde Falch & Band er et rockband. Og livsglæden stråler ud af Mathilde Falch når guitarist Christian Ki Dall virkelig folder sig ud. Han var sprudlende og gnistende i numre som ”Alle taler”, ”Nætter under stjernerne” og ”En sidste gang”, og kostede med garanti en streng eller to hos diverse luftguitarister rundt om på pladsen. Festsange er ikke ligefrem Mathilde Falchs normale gesjæft, men hold nu fest, hvor er ”Ild i min røg”, da er en glødende triumf at have på sætlisten, og en skøn reminder til at selve rusen, også “blot” kan være i musikken.

Tiltalende triumfer på sætlisten havde Beefeaters i grad også da de gik på hovedscenen kl. 21 lørdag. Bandets eneste originalmedlem er Morten Kjærumgaard på orgel – og han fik heldigvis masser af spillerum, og understregede et helt unik niveau efter danske forhold. Festivalleder – og her guitarist og sanger Frederik Schnoor – sang bedre end nogensinde – og leverede guitarsoloer, der ikke behøver gemme sig i skyggesiden fra salig Peter Thorup. Bandet og dets tre nye yngre medlemmer har i den grad formået at få ånden fra dengang til at danse, som en nyrenset pibe, der er blevet stoppet med frisk kvalitetstobak. Og danset blev der, og sunget med – og klappet højlydt over eviggrønne versioner af klassikere som f.eks. ”It Ain’t Necessarily”, ”My Babe”, ”Summer Scene” – for ikke at tale om den jazz-influerede ”Seranade to a cukoo”, der undervejs næsten overpræsterede i en intens duel mellem guitar og orgel. I sådanne øjeblikke er musik som et svimlende soundtrack til lykken.

Og for de mange gamle og en del nye fan var det forhåbentligt også lykken at høre at Beefeaters rent faktisk er i gang med nye numre, og vi fik da også det første eksempel på det – nemlig nummeret ”Bording Man”. Jeg siger bare – “sagen var bøf”!

Men den hårdeste kerne af festivalpublikummet havde appetit på mere, og de fik en kalorierigt punktum at tygge på fra de sejt rockende The Blue Van – der i den grad havde sat sig for at holde festen i gang. Og blev man ikke ramt undervejs, af deres insisterende rusk i rocksjælen – ja, så skal man nok lige mande sig op, eller måske bare lige skrue lidt ekstra op for ”Man Up” eller en af de andre riff ristede rock sager, som de har med i goodiebaggen fra efterhånden mere end en håndfuld album. De fik sendt en respektfuld hilsen afsted til netop afdøde Dr. John – og så smed de til sidst – langt inde i den forlængede spilletid – et es, der ryddede hele bordet. De inviterede Michel Belli på scenen, og han bidrog med vokal og guitar på en lang version af Burning Red Ivanhoe nummeret ”Læg dig kun ned”, der bare ikke ville lægge sig ned. Den blev holdt i gang af det magiske, udefinerbare forrykte nu – og foldede sig ud – improviseret og unik – og til sidst kunne Frederik Schnoor ikke klare blot at stå opkørt af glæde blandt publikum længere, han måtte på scenen, og gribe en guitar – og så blev nummeret lige forlænget med godt fem minutter!

Sjældent har man oplevet noget lignende – selvom om man prøver at sætte den indre harddisk på overarbejde for at scanne et lager, der bugner af 35 års forskellige festivaloplevelser. En uforglemmelig afslutning – og den helt rigtige vanvittige og skøre afslutning på en festival, som man kun kan lægge sig ned for. Musikhjertet har talt. Vi ses igen næste år.     

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.