Leeroy Stagger – Bartof Station – 12.11.19.

Leeroy_Stagger_&_The_Rebeltone_Sound - Bartof_Station - 12112019 - (39)

Fotograf: Brian Selander

”Start på Europatur endte i ren verdensklasse”

37-årige Leeroy Stagger fra Canada har i de sidste 20 år været sanger og sangskriver – velsagtens fordi han ikke kan lade være – og så fordi han forstår at sætte ord på de input der kommer ind via de sanser, der gør ham til en stærk observatør og iagttager af den (for)underlige verden vi lever i.

Han forstår i den grad at levere nogle vedkommende tekster, der ikke er bange for at mene noget – og for at tage udgangspunkt i et liv, der undervejs har været præget af angst, depression og alt for mange nydelsesmidler. Alt det er fortid nu, der er ro på bagsmækken, han har været sober i 10 år og lever for familien – der rummer kone og to børn – og for sine sange, og sit publikum.  

Dette er hans første besøg i Skandinavien – og det altså til trods for at han siden 2004 har udgivet 11 studie album, samt et par LIVE udgivelser. Så det er en aktiv herre, der ankommer med et ret veludstyret bagkatalog.

Han har skrevet kontrakt med det hæderkronede pladeselskab True North Records – og har udgivet hele to album i år – ”Me and the Mountain” og ”Strange Path” – og de er nok de mest ambitiøse, filosofiske og ikke mindst musikalsk mangfoldige i hans karriere. ”Stange Path” – som udkommer sammen med en ”selvhjælpsbog” – er et både healende, heftigt og helstøbt album, som hele tiden rykker i nye retninger. Et frisk bud på et mindre mesterværk, og et album med samme vægt og fylde, som en del af de navne han deler lydbillede med – Bruce Springsteen, Bob Dylan, Tom Petty, og Tom Cochrane.

Trommeslageren måtte blive hjemme og passe sit lærerjob, men ellers kommer Leeroy Stagger med stammen fra de to omtalte album han har udsendt i år – Michael Ayotte på piano og keys, Ryland Moranz på guitar og vokal, samt Tyson Maiko på bas.

Og helheden fungerede fra de første anslag – hvor der blev lagt solidt ud med de tre første numre fra ”Strange Path”. Men omvendt kunne man også fornemme, at de nok godt kunne komme højere op – at der var noget mere at give af. Og det næste skridt blev taget med ”Hey Hey! (For Gord), som er en hyldest til Gord Downie, som var forsanger i det i Canada legendariske band Tragically Hip. Da han døde i 2017, var der nærmest landesorg. Gord Downie var en rockpoet – sin generations stemme – og har da også i visse kredse her til lands noget der minder om kultstatus.

Herefter kom et lille musikalsk retningsskift med ”Great Unrravelling” fra ”Me and the Mountain” – skrevet sammen med Chris Luedeck – og det blev klappet hjem i den rene Tønder Festival stemning i det i øvrigt ganske pænt besøgte Bartof Station.

Og disse retningsskift skulle der komme flere af – næstsidste nummer i første sæt – ”Get to Love” (også fra ”Strange Path”) blev knipset hjem med groovy jazz feeling og den mest underskønne guitarsolo fra Ryland Moranz – og afløst af det tætteste det her band nok kommer på et stinkende singlehit ”Strange Attractor”. Det et nummer, der bare har det der helt rigtige fede ”tysker-beat”, som siden 80’erne har kunne åbne døre til ethvert TV Show på de kanter, og derfor bliver det da også det, som bandet fyrer af når de inden længe skal på TV i vores naboland. Og leverer de en version som her – så bør vejen være banet for et kommercielt  gennembrud – for det var i sandhed et peak-point i en koncert, der nu efter 50 medrivende minutter fik sig en pause, hvor bandet gav sig tid til at tale med publikum ved merchandise bordet.

Andet sæt startede med en fin hyldest til ”Joe Strummer and Joey Ramone” – og senere til Leonard Cohen i sangen ”Leonard Cohen (Is Dead” – hvilket viser lidt af den bredde , der er i inspirationskilderne i Leeroy Staggers sangskriver univers – og trådene blev endeligt samlet til sidst da de i ekstra-ekstra nummeret ”Radiant Land” inddrog uddrag af Bob Dylans  ”The Times They are a’changin”. En mageløs, unik, magisk – og for nogle – tåretrillende smuk – afslutning på en koncert med en spillemand og sangskriver – som sammen med sit band The Rebeltone Sound – i den grad kan markant mere end gennemsnittet i et rodfyldt hav af musik.  

Tag bare forskellen på numre som ”The Light” – der sluttede andet sæt – som blev sendt afsted som en hilsen hjem til sønnerne – og med en billedskøn stemningsfuldkommenhed, der lyste rummet op med håb og tro og velvære – og så det første ekstra nummer ”Poison The Well”, der med tung bas og synth underlægning i den grad sendte os ud på en noget mørkere og anderledes farlig tur – der pudsig nok var mindst ligeså fuldendt og fremragende.

Efter 2×50 minutters skandinavisk debut koncert er det bare at sige det videre til alle dem, der kommer nær de mange spillesteder, de skal besøge rundt om i Europa – blandt andet hele fem koncerter i Sverige – tættest på i Malmø og Falkenberg. Har du roots-rock i hjertet eller bare kærlighed for de sande singer/songwritere i blodet, så snyd ikke dig selv for en ekstraordinær oplevelse med Leeroy Stagger & The Rebeltone Sound.

Nu mangler de så bare at få en skandinavisk festival debut i 2020. Det oplagte valg ville nok være Tønder Festival – men de her gutter har så bred musikalsk appel og pondus – at også Roskilde Festival og SmukFest – kunne være oplagte scener for dette sympatiske og bæredygtige foretagende.   

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.