Det kan godt være at Tønder Festival i de seneste 5 år har gennemgået en del forandringer, men der er stadig masser af plads og hjerterum til family and friends. Således gæster amerikanske Arlo Guthrie til sommer festivalen for syvende gang. Sidst han var forbi var i 2012. Som søn af en af hovedfigurerne i amerikansk folkemusik – Woody Guthrie (1912-1967) – har han haft en tung arv at løfte, men han har i gennem en karriere på over 50 år formået at løfte den med både respektfuld videreformidling – og med egne sange, hvoraf ikke mindst hans gennembrudshit ”Alice’s Restaurant” i dag fremstår som en klassiker.
Derudover er Irske Cara Dillon med den krystalklare englestemme føjet til plakaten, ligesom der bliver gensyn med Del Barber og Birds of Chicago – begge fra Canada.
Sidstnævnte imponerede mange sidste år – og var blandt mine Top 3 med ærgrelser over de navne, som man da selvfølgelig skulle have set. Men der var lige noget andet på programmet på det tidspunkt. Og som vanligt bliver det med garanti også i år et spørgsmål om svære valg, når der skal besluttes hvad man skal se.
For i dag ved vi, at man også kan vælge at se Nashville Kvartetten Hogslop String Band, der efter sigende skulle levere et festfyrværkeri af old time country. For ikke at tale om den bundsolide, altid betagende og til tider gudkommelige bluesduo Hans Theessink & Knud Møller. Eller gode og velkendte danske navne som Claus Hempler, der optrådte på afbud sidste år og Kira Skov, der kommer med sine Billie Holiday-fortolkninger. Ja, valget er ikke blevet lettere efter i dag – og festivalen er langt fra færdig med programmet.
Udover dagens otte navne er der tidligere offentliggjort følgende ”MUST SEE FOR ME” navne: John Prine (USA), Keb’ Mo’ (USA), Ryan Bingham (USA), The Secret Sisters (USA), Teitur (FO), Sean Rowe (USA), Jeffrey Martin (USA).