Arrangørerne havde sørget for et særdeles appetitligt tagselvbord af stor musikalsk mangfoldighed, der til fulde berettigede, at vi i vores omtale op til festivalen kaldte festivalen for en mikro-SPOT festival.
Side 33 nåede helt eller delvist at lytte til 14 ud af de 35 artister på programmet – og fælles for dem alle – med en enkelt undtagelse – var at de trak alt for få tilskuere. Det nærmer sig en skandale at en by, der omtaler sig selv som ”Alle tiders musikby”, i snit kun formåede at tiltrække et sted i mellem 5 og 50 mennesker til disse gratiskoncerter i midtbyen.
Vejret – gråt, blæsende og koldt fredag, men pænt solskinnende lørdag – spiller naturligvis ind, men kan ikke købes som hele forklaringen. Et alvorligt problem er helt klart formidlingen af arrangementet op til. Den har været alt for utydelig, og alt for sen. Mange gav udtryk for at de slet ikke vidste at der var musikfestival i byen før de tilfældigvis gik rundt derinde fredag og/eller lørdag. Det skal der strammes op på til næste år – for når arrangør gruppen laver et så stærkt program, med noget for nær sagt enhver god smag, så gør det altså ondt langt ind i musikhjertet, når så mange mennesker forbigår fremfor at gå til.
Det skønne ved sådan en festival er jo ikke mindst at opdage nyt. Mærke den indre varme, der opstår, når man rammes akut musikalsk af en artist, der var et mere eller mindre ukendt bekendtskab, da dagen tog sin begyndelse. Det skete igen for denne skribent til Roskilde Unplugged, at jeg blev ramt akut – og alvorligt. De største – og mest uventede – højdepunkter stod BULJA, Abekejser, Eugenia, Aysay (solo), Nü Fiona, og Astronaut for.
Førstnævnte nåede jeg desværre kun 20 minutter af. Men det var nu rigeligt til at blive indfanget i og overrumplet af duoens lange og stemningsfulde elektro-organiske numre. De er aktuelle med et remix på den nye Go Go Berlin EP ”Here comes the darkness”.
Århus-bandet Abekejser lukkede fredag aften den naturskønne scene ved Roskilde Kloster med sin insisterende dansable jazztronic, der i den grad tiltrak byens unge, og satte gang og glæde i de rytmiske fribevægelser.
Samme sted spillede duoen Eugenia lørdag formiddag – og forinden var de også en del af panelet til en ganske interessant talk om lyrik og musik – sammen med blandt andre Katinka Bjerregaard og Nikolaj Zeuthen fra Skammens Vogn. Eugenia – der består af parret Camilla og Johan Ask Pape – viste at deres triphop-poesi-pop har en dulmende dybde i såvel samplede beat og ord. De har karakter og kant, og deres opfølger på Ep’en ”Vildt+Sødt” (2018) imødeses herfra med spænding – ikke mindst hvis niveauet er som det lød her på de to fremragende nye sange ”Jeg ser mig ikke tilbage” og ”Sosu-pigen”.
Herefter gik turen mod AySay – der her var repræsenteret af frontkvinden Luna Ersahin, som optrådte solo. Hun har dansk/tyrkisk baggrund, og præsenterer et interessant musikalsk spændingsfelt, der tager udgangspunkt i både tyrkiske/kurdiske/argentinske /græske og vestlige musiktraditioner og kulturer. Hun evner at smelte det hele sammen til en lyd, der gør en nysgerrig. Hun graver i musikhistorien med en kompromisløs tilgang, og ud fra tesen om at sprog er relativt. Så historie og samtid mødes, og skaber en befriende ny energi. Så at teksterne er skiftevis på dansk, engelsk, tyrkisk og spansk – gør på ingen måde oplevelsen mere uklar. Nærmere tværtimod. Jeg skulle egentligt videre til noget andet efter en halv time – men det droppede jeg. Denne koncert var jeg nød til at opleve til ende. Og jeg fik ikke et sekund til at fortryde mig valg. Luna – bragte i den grad lune og liv i den kolde baggård – med smil i øjnene, syng-med sange, og særdeles strålende spil på saz. Og når hun så ovenikøbet leverer sange som ”Lille glød” og ”Hør en stemme”, så er det bare at bukke og sige tak.
Direkte derfra gik det over i en mere afprøvet boldgade – nemlig svensk folk-pop fra Nü Fiona. De synede ikke af meget som de stod der. De virkede nærmest lidt smågenerte – men da de så kom i gang åbnede sig nogle særdeles velskrevne sange og underskønne vokalharmonier, der virkelig var overbevisende, og snart blev den hyggelige solskinsbeklædte Holmboms Gård rigtigt pænt besøgt. Sange som den nye ”Little Grow” og ”Woman and Gold” var helt uden tvivl i international klasse, og forsanger Izabelle Norén trådte virkelig i karakter, og skabte ligefrem glimt af Mary Gauthier på nethinden. I sidste del af koncerten fik de besøg af ”Bjørnen fra Tølløse” – Rasmus Nelausen – og hans eget nummer overbeviste da om at man nok også bør holde øre på hans gøren og laden.
Sidst men ikke mindst var mødet med Astronaut en pirrende og positiv oplevelse. Svævende og atmosfæriske lydlandskaber i grænselandet mellem pop og rock, nutid og retro. Referencerne fløj usynligt rundt med navne som Tame Impala, David Bowie, John Lennon, Prefab Sprout, Scarlett Pleasure og Barselona i luftrummet – men langt hen af vejen landede Astronaut hele tiden sikkert i sit helt eget univers. Bandet udsendte for et par måneder siden debutalbummet ”Silence One” i alle digitale omgivelser. Tjek det ud – og ikke mindst nummeret ”New York”, som med en kildende snert af funk/disko bør insistere på at udvikle sig til et regulært hit.
……… læs videre i 2 DEL af ”Mange store musikalske oplevelser for et alt for lille publikum”
