De tre unge musikere – Benjamin Nørholm Jacobsen på klaver, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Lasse Jacobsen på trommer – er fra start til slut håndværksmæssigt overbevisende på deres tredje fælles album – hvor de alle på hver sin måde bidrager hørbart, også til at de individuelle kvaliteter smelter naturligt og gnidningsfrit sammen til en helhed.
Der er tale om trioens tredje album – og det første studiealbum siden 2015 – hvor de udgav under navnet North. I en markant melankolsk nordisk tone bevæger de sig over de 11 numre primært imellem det smukke, det minimalistiske, det improviserende, og det legende – via et par enkelte omveje. Der er masser af teknisk overskud – og det simple og det komplekse mødes ubesværet og naturligt. Men samlet hørt er der også noget melodisk underskud, der efterlader et savn efter de 46 minutters spilletid.
Det kræver derfor en regulær indsats som lytter virkelig at blive i og blive indfanget af albummet i sin fulde længde – ikke mindst fordi langt fra alle numre er lige dragende eller fantasifulde, og derfor er det altså ikke en af den slags jazzplader, der som sådan egner sig som en baggrundsplade.
Til gengæld er numre som ”Ode til Skyer”, ”The Kite” , ”Horses” og ikke mindst ”Freyu” ganske gennemførte og selvstændigt fuldkomne – og rummer alt det bedste i forhold til kompositoriske spændingspunkter og opbyggelighed. Fra svævende til smukt via det umiddelbart udefinerbare.
I sidstnævnte nummer lægges til op til at det er klaveret der indtager hovedrollen, men langsomt tager Lasse Jacobsen – ikke over – men nærmere styringen, som en menneskelig GPS med ustyrlig rytmisk sans, der alligevel er i fuld kontrol.
Netop Lasse Jacobsen udgav i 2019 et debutalbum – ”A Painted Beginning”- som fangede og stadig fanger mig en del mere end dette album – der har for mange kompositioner, der simpelthen ikke virker minderige nok til at man husker ”Findng Seagulls” når strømmen af andre nye udgivelser bare bliver ved med at give.
Det er sådan set ikke forbi det ikke fornemmes, at der ikke bliver leveret ligeså meget fra hjerterne som hjernerne på ”Finding Seagulls” – men det virker bare mest som der spilles med for meget koldt blod fra Nord. Måske det er et helt bevidst valg, at lave en så gennemført nordisk tonet og ung ’cool ’jazzudgivelse – og så er missionen lykkedes til noget mere end denne anmeldelses karakterangivelse.
Personligt håber jeg bare at de tre store talenter i Litte North udvider missionen og kigger mod andre verdenshjørner næste gang – tilsætter noget mere varme undervejs, og danner nogle endnu stærkere billedskabende tilstanden end det lykkedes med mågerne denne gang.
