”Tak fordi i er kommet, sådan en onsdag aften. Havde det været i Haderslev var der højest kommet to”
Sådan sagde Maja Rudolph et par numre inde i koncerten med glimt i øjnene og underspillet jysk charme foran et godt og vel halvfyldt Ideal Bar i VEGA bygningen.
Maja og De Sarte Sjæle er en lidt pudsig eksistens og outsider på den danske pophimmel, hvor de med ujævne mellem har sendt stjerneskud afsted siden 2016. Dengang debuterede de med albummet, der blot bar navnet ”Maja Og De Sarte Sjæle”, udgivet på et af de helt store selskaber Universal Music Denmark. Det resulterede i gennembrudshittet ”Uden dig” – en ægte pop evergreen.
Men siden er der ikke kommet flere album. Faktisk kom der ikke nyt fra bandet, der fra starten reelt blot var en duo bestående af sanger Maja Rudolph og sangskriver Timo Andersen – før i 2019, hvor singlen ”Christoffer” blev udsendt. Året efter kom så singlen ”Billabong”, og så fulgte overraskelsen – deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix 2020 med sangen ”Den Eneste Goth i Vejle”. Et Grand Prix, der jo desværre tabte en del i værdi, idet blev afviklet uden tilskuere pga. de aktuelle Corona restriktioner.
2021 bød på en enkelt single ”Olsen Bandens sidste bedrifter” – og senest har de udsendt ”Euro92”, der i den grad rummer lyden af et sejrsmål, der bør kunne ramme lige så bredt som ”Uden dig” gjorde.
”Euro92” er en perle af et popnummer, men en samlende fortælling, tilsat lidt skæv punkenergi, og en charme og nerve, der får en til at erindre dengang da Voxpop og ikke mindst Elisabeth var toppen af poppen.
Men hvorfor er det så aldrig kommet det opfølgende album? Den ’svære 2’er’. Tilbage i 2020 havde vi et interview med Timo Andersen, der gav nogle svar, der rummer flere forklaringer, og giver et indblik i, at der er flere omstændigheder, der har spillet ind.
”Jeg husker perioden omkring tilblivelsen af pladen, som en af de mest sjove, kreative og spændende perioder af mit liv, men også samtidig en af de mest kaotisk og angstfulde perioder.
Vi fik tilbuddet om at lave pladen på et tidspunkt, hvor projektet Maja Og De Sarte Sjæle var døende, og pludselig stod vi med en pladekontrakt i hånden. Den drøm man havde dagdrømt om på ungdomsværelset, var pludselig virkelig. At få lov til at lave en plade på et stort pladeselskab, med dygtige folk, i et legendarisk studie osv.
Vi havde på det tidspunkt ikke nok sange til et helt album, men pladeselskabet pressede på, så der skulle skrives sange. Samtidig var jeg udfordret af at skete der nogle ting på det personlige plan, der gjorde hele processen mere intenst. Pladeselskabet havde høje forventninger og jeg var bange for at skuffe, på den anden side tænkte også jeg Fuck it! Fordi jeg følelsesmæssigt var så langt ude i torvene.
Når jeg hører pladen i dag, kan jeg høre en punket usleben uskyld og jeg kan høre at der er en nerve i sangene, som afspejler den periode af mit liv. Samtidig tænker jeg – ’Ah det kunne jeg havde gjort bedre i dag’ – men samtidig, tror jeg ikke at jeg kunne have lavet den samme plade i dag, med den samme nerve eller energi, som jeg synes står tilbage, når jeg lytter til den i dag.” – forklarede han og fortsatte:
”Maja blev gravid og gennemlevede samtidig en personlig krise. Det satte MODSS på en naturlig pause.
Jeg tror dog også at det var en kærkommen pause. Da vi gik i studiet igen, var det fordi vi havde lyst til at udgive ny musik og spille sammen igen. Venskab har altid været den vigtigste drivkraft i MODSS. Jeg tror vi havde brug for at få det hele på afstand og finde tilbage venskabet.”
Og lige præcis det – kærligheden og respekten for hinanden og til musikken – afspejler koncerten denne onsdag aften i landets pulserende hovedstad, der selv på en onsdag er nærmest overfodret med musiktilbud. Men selv er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg prioriterede rigtigt med mit koncertvalg, selvom f.eks. The War On Drugs, The Blue Stones, Jonah Blacksmith, Henrik Olesen, også fristede med deres tilstedeværelse forskellige steder i byen.
Maja Og De Sarte Sjæle udgøres anno 2022 af seks musikere, hvoraf især guitarist Kristoffer Nørager Møller og Enrico Salvatucci på keys er med til at tilsætte noget ekstra krydderi. Enrico Salvatucci lyder i sit spil til at have Supertramp og ligesindede soft-rock-pop koryfæer runder huden, og Kristoffer Nørager Møller spiller farverigt med både melodisk snilde og et svævende overskud, og vigtigst af alt – så får han både tid og lov.
Tænk sig at opleve en popkoncert, hvor guitaren generelt bare får plads til at være en væsentlig del af helheden, med bidrag til både stemning og atmosfære, og hvor den på numre som ”Melankoli”, ”Lille Turteldue” og ”Mew” virkelig får lov at foldes ud i minutlange soloer. Ikke soloer for soloens skyld, men fordi de hver især bidrager med musikalitet – og er med til at understrege at både kærlighed og musik kan være værd at bruge mere end 3 minutter på.
Det var simpelthen smukt og stærkt at opleve så velkendte klassiske MODSS numre få lov at vokse yderligere, smækfuld af virkelyst og overskud – alt til trods.
For – ”9 ud af 10 af vores sange handler jo om ulykkelig kærlighed” – konstaterede Maja Rudolph undervejs med et smil. Og det kan nok blive tungt at høre på, hvis ikke det er fordi teksterne udover malende melankoli er fulde af selvironi og humor i alt dens alvorstunge virkelighed.
Perfekt eksemplificeret i det helt nye nummer ”Game of Thrones”, der handlede om at lade sig om at man knuselsker den serie, selvom det ’blot’ er en man ser med den med man prøver at elske betingelsesløst.
Et nummer, der sammen med et andet nyt nummer som ”Wittgenstein” – og omtalte ”Euro92” i den grad lover godt for det andet album, som bandet om alt går vel forhåbentligt får indspillet i år.
Vi fik 80 minutter, der til fulde beviste, at der ikke behøver være hverken koldt eller overfladisk på toppen af poppen. Så selv om temperaturen sagde vinterkulde udenfor, så gav denne koncert i den grad den indre varme.
Godt hjulpet af at man allerede inden var blevet serviceret på smukkeste vis af supportnavnet Sille Trolle, der med seks sjælfulde numre overbeviste om at hun nok skal blive en af de artister man husker 2022 for.
Foreløbig har de to ret forskellige singler ”The day” og ”Backwards” givet forventninger om mere, og det kommer der, og af samme høje kaliber, afslørede dagens sæt, hvorfra især numre som ”Aquarius” og ”In the past” virkelig føltes som mere end ulmende gløder fra bålet.
Hendes jazzbaggrund er tydelig i hendes mørktonede vokal, mens hun musikalsk er dejlig umulig at sætte i bås i et univers, der boltrer sig mellemrummene mellem folk, jazz, pop og indie. Mildt sagt spændende.
Det meste lavet i tæt samarbejde med producer og sangskriver Lasse Lyngbo, der her var en del af et velspillende hold omkring Sille Trolle. Hans guitarspil rummede fine nuancer og nærvær, og virkede som et signal om, at der var noget fælles på spil. Også Amanda Glindvad på kor imponerede, som frisk luft og lune lag, på en søgende vej.
Nu behøver Sille Trolle ikke at se så meget mere i bagspejlet – hendes indre GPS virker til at have fundet den helt rigtige musikalske vej, og jeg skal da love for, at jeg allerede har gjort plads på øregangene til flere ‘Trolle-rier’.
