Gnags har efterhånden redet på ryggen af en drøm i hele 56 år med Peter A.G som det vedholdende bæredygtige energidepot i front. Og med dette album ridder bandet videre på det de selv kalder en trilogi, hvis idé opstod efter den mere end glimrende guitarist Per Chr. Frost vendte tilbage til Gnags i 2015.
Sammen har de to gamle venner stået bag alle sangene på først ”Nørd” albummet, der udkom i 2017 og som i 2019 blev fulgt op af ”Robot’n Roll”. ”Nørd” var et bestemt ganske godkendt og meget ’classic Gnags’ lydende comeback, mens opfølgeren ret beset ikke havde meget at spille op med – og da slet ikke målt op imod bagkataloget.
Og da på ingen måde hvis man i øvrigt holder af det. Det gør jeg. ”X” er vel isoleret set et af min ’all-time’ favorit danske album, og ”En underlig fisk, ”Safari”, ”Mr. Swing King”, ”Lygtemandens sang” og det seneste virkelig vitalt vellykkede Gnags album ”Ridser, revner og buler” fra 2000 er også stadig album, jeg finder stor glæde ved at vende tilbage til.
Men Gnags vil ikke bare være en levende jukebox, de vil mere, og tak for det. Den evige kilde til de store sange, synes dog at være tæt på tom, selvom der bestemt er flere minderige momenter her ”På ryggen af en drøm”.
Men bare ikke på niveau med dengang, der virkelig var gnister i granitten, boller i Cairo, og plads til begejstring trods det besynderlige faktum, at der også dengang var lige så mange, der elskede at hade Gnags, som der var loyale følgere, der elskede dem nærmest ubetinget.
Bitterhed giver bismag
Som det eneste gennemgående medlem er den efterhånden 69-årige Peter A.G. det naturlige omdrejningspunkt, og man fornemmer, at det er sådan han har det bedst. Som midtpunktet, der på egne præmisser deler ud af kærlighed og danskvand i hans ofte fabulerende og filosoferende fortolkninger af det gode liv mellem himmel og jord via fællesskabene ord.
Problemet er, at det ikke kun er det ’gode’, der kommer ud af fællesskabet her på ”På ryggen af en drøm”. Der kommer også stikpiller og bitre bemærkninger i teksterne, og det kunne jeg ærlig talt godt have undværet.
En af landets mest respekterede og altid velskrivende musikjournalister Klaus Lynggaard (Weekendavisen, Information m.fk) og Roskilde Festival får således ’venlige hilsner” med på den ellers noget så fremragende og funky rock swinger ”Støjmaleren” – med linjer som:
”Vi var for vilde til Roskilde” – og ” Klaus Lynggaard var bange for give et stort buh”.
Som sagt har jeg stor respekt for Gnags væsentlige andel i dansk pop-rock historie, men… for vilde til Roskilde! Næppe! Som Dyrskueplads fornemmer jeg nu nok at Roskilde har kunne finde vildere ting end kaniner, en blå hund, underlige fisk og en indespærret brevdue.
Jeg tænker også at Gnags kan være ganske tilfreds med at være det band, der er booket flest gange til Roskilde historisk set. Og med den succes bandet har haft i de sidste 40 år, så har det nok ikke været så afgørende hvad en enkelt anmelder har ment eller som her IKKE har ment!. Så hvorfor denne bitterhed, og hvorfor skal den ud her?. Skal der bøvses, og det kan der jo være behov for, så behøver det egentlig ikke blive foreviget til evig tid! Eller også kunne han udgive en bog!
Hvad angår Gnags og manglende booking til Roskilde i nyere tid, skyldes det nu nok også nærmere, at de nye generationer simpelthen ikke hører noget der tænder eller trækker ved Gnags. De unge kan ikke som hos f.eks. hos TV-2. Kliche, C.V. Jørgensen, Savage Rose, eller sågar Thomas Helmig høre nogle langtidsholdbare værdier i tekst og musik. Jeg tror heller ikke det hjælper, at det på en sang som “Yndefuld som rosens duft” rent faktisk lyder som Thomas Helmig, på en af hans mindre veloplagte dage.
Alle kvaliteter til trods hænger Gnags fast i den tidslomme de solidt placerede sig i i 80’erne, og appellerer derfor mest af alt til dem, der har været med hele vejen. Sorry to say, det er min helt uvidenskabelige konklusion based on true stories.
Det både swinger og svinger
Gnags eksisterer derfor mest af alt for deres eksisterende publikum, og de vil med garanti være tilfreds med hvad de hører på dette album. 14 numre er dog for mange, og albummet havde haft godt af at blive skåret til. Men som de udtaler i forbindelse med udgivelsen ”Vi vil gerne slutte af med et trut i overflødighedshornet”. Desværre betyder det altså også at der er for meget overflødigt, og lur mig ikke om ikke også det maksimalt er 4-5 numre, der kommer med ud på den kommende tour
På det rytmisk velfunderede og funky nummer – ”Selvoptown” – forstyrres fornøjelsen også over at der skal sendes stikpiller til søsteren Elisabeth og forlaget Gyldendal, fordi de i 2019 udgav bogen ”Store børn – erindring om en familie”. En samspilsramt familie med et – ifølge Elisabeth – selvbestaltet overhovedet ved navn Peter, der i øvrigt løb fra en aftale om at medvirke i og samarbejde om bogen. Derfor blev det et partsindlæg, der måske ikke så overraskende gjorde det ret svært ikke at miste noget sympati for mennesket Peter A.G. Nielsen.
Jeg har dog i mine utallige gennemlytninger af ”På ryggen af en drøm” alene forholdt mig til sangeren og sangskriveren Peter A.G. Nielsen, og der må jeg bare igen forundres over, at han virkelig har behov for at skrive linjer som:
”Der er DM i grænseoverskridning, mange stiller op i redeskidning, Gyldendal skraber bunden efter guld…”
Tjah, jeg ved ikke hvem der nu vinder DM i grænseoverskridning eller redeskidning? Det virker ikke til at det familieforhold står til at redde, men hvorfor filan skal det være en del af en ny Gnags sang, serveret i bitter forklædning? Men måske giver han selv svaret i det særdeles fængende titelnummer, der nok skal blive en LIVE favorit.
”Vi ridder på forfædres skuldre” lyder en linje i det legende og levende titelnummer, der er lige præcis så klassisk Gnags lydende som det må forventes af et orkester, der i grove træk siden 1980 har fanget deres egen signatur lyd i et mix af reggae, pop og rock. Men samtidig synger han også så sigende – ”pludselig kunne jeg se mig selv som en skiderik”. Har den gode gamle sangskriver alligevel set noget han ikke har set før i det lille spejl på væggen der?
Det kan man da håbe på, og så det bare at håbe at herlige nye groovy uptempo numre som ”Sig til alle bands ‘ene”, ”Støjmaleren” og ”Inde under min musik” kan foldes ud LIVE, og blive nye eviggrønne indslag i det altid farverige og gyngende Gnags katalog.
Også et nummer som ”En engel spiller bas” må fremhæves for det swinger himmelsk og med en mere moderne vibe, med et nærmest mellemøstligt keys tema, englekor, julestemning , lækker sax og god percussion, som appetitlige mellemlag. Et af de numre, der giver svaret på hvorfor jeg altid har holdt så utroligt meget af Gnags. De swinger bare for vildt når de er bedst. Desværre svinger kvaliteten af sangene efterhånden også for meget.
Reelt ville jeg give albummet 3½ ’skiver’, men gammel kærlighed ruster ikke, og derfor skruer jeg lige op til 4 skiver – også fordi de stadig har troen, håbet, og selvtilliden til f.eks. om ”Solskin ommer over Øresund” at erklære, at den dejlig iørefaldende, men også såre old school ”Solskin over Øresund”, tilført Nile Rodgers klingende guitarklang som pynt , er Gnags´ bud på en sommersingle til diskotekerne.
Jovist, det skal da nok blive et sommerhit, hvis altså diskotekerne generelt her i 2022 er fyldt med et 40+ publikum. Men man har jo lov at drømme.
“På ryggen af en drøm” er hverken en drøm eller et mareridt, det er et solidt statement fra et band, der med stil ridder på skuldrene af sig selv.
