Ligesom Katinka er TERESE et band, der er centreret omkring en markant sanger og frontfigur. Terese Skovhus hedder kvinden med den behagelige og sødmefyldte vokal, der på debut EP’en ”Fantasy” – trods titlen – ikke ligefrem skaber et alternativt verdensbillede eller noget vi ikke havde drømt om at høre i vores vildeste fantasier.
Musikalsk er det billedet af 80’erne der dukker op på nethinde og i øregang – men EP’en føles aldrig som blot en hengemt ”ELDORADO” CD med insisterende outtakes fra Thomas Helmig, Anne- Sanne-Lis, Ray-Dee-Ohh, News og Alberte.
Inspirationskilderne er til at høre – men ikke som en “copy paste” funktion. Nærmere som et statement, om at vi også i 2019 skal turde lade lyset brænde, og evne at nyde det lette og frisk luftige, trods både tomme og tunge trusler fra hvert et verdenshjørne omkring en. Angst, ensomhed, hjertesorger og andre kvaler præger teksterne – men er pakket ind i et optimistisk lydbillede, hvor lyset og dansegulvet hele tiden ses for enden af tunnelen.
Lyt f.eks. til ”Angstens symfoni” om at være bange for sin krop – og for ikke at nå ud. Men med det beat og det drive, så skal det nummer nu nok nå ud på dansegulvet til de privatfester, hvor folk gerne flasher deres seneste ”vi elsker 80’erne” t-shirt – for det er rent faktisk et nummer, der på ingen måde står i skyggen af alle ”det bedste fra 80’erne” numre – snarere tværtimod, fordi man rent faktisk kan mærke det unge hjerte banke og det lysende håb skinne.
Og det reelt den fornemmelse man har fra starten af, hvor titelnummeret ”Fantasy” spiller sig ud af højtaleren – som et smukt minde, man pludselig mærker er den rene og skære virkelighed anno 2019 – og som helt unikt for en popsang får hele 4.54 minutter at folde sig ud på. Se det er klasse. Det er selvtillid. Mere af det i dansk popmusik!.
Var det nummer udsendt i 1989, som en duet mellem Anne Linnet og Thomas Helmig, havde det været et stensikkert hit, og en eviggrøn slagsang i festligt lag. Det samme kan siges om det næste nummer ”De Lyser Blå”, der er så rasende melodiøst, at vel kun Ray-Dee-Ohh’s tre-fire største klassikere kan matche det. Kan du sidde stille til det nummer, og lade være med at synge med, så bestil lige tid hos lægen – for så er dit pophjerte med garanti stendødt.
En mindre stilskifte sker i ”Vampyr” – der har et uhyggeligt fedt neddæmpet groove, og et spoken word mellemstykke, der med overskud understreger, at Teresa ikke kun står fast i fortiden, men også står lige nu og her i nutiden, og banker på – og rusker i håndtaget og i os alle sammen – i håbet om at blive lukket ind. Den mission er lykkedes her hos denne skribent – også selvom det sidste nummer ”Usynlig” – lever alt for godt op til titlen, og forbliver den tynde kop te på en EP, der ellers smager af meget og mere til.
