Fans af Østkyst Hustlers har ganske givet fået alt for lidt i 22 år. Så mange år siden er det rent faktisk at gruppen med Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo sidst udgav et album. Dengang med ”Så hold dog kæft”. Det gjorde de så – og dog. For Jazzy H og Bossy Bo udgav under navnet Hustlerne albummet ”Get A Life Selv” i 2003 – men det var nu ikke det samme.
Det er det nu – for ”Titusind timer” – er ØH classic med ekstra fokus på the funky feeling – håndspillet og primært indspillet live i studiet.
Albummets titel referer til den tid, det tager at blive mester til noget, og det er den røde tråd gennem pladens 13 tracks, der gerne skulle overbevise om at det her er et band, der bare er fuld tanket og tændt, og har mere at sige. Det har de tydeligvis – både om hvor cool og fede de var dengang – hvor kvinder onanerede til deres album covers (jvf. ”Føniks”) men også – og det er faktisk her de bedst – når de kigger deres middelaldrende jeg og sin samtid i øjnene.
Og lad det være klart fra start. De er stadig danmarksmestre i old school rap med grundfunk i blodet. De vil ikke nødvendigvis ramme en ny generation, men der er absolut ingen grund til at alle dem, der i 1996 syntes at ”Fuld af løgn” var en sand åbenbaring ikke skulle kunne begejstres af de ”Titusind timer”, der her kan klares på godt 45 minutter.
Og hvorfor egentligt også ændre på en formel der virker? Hvem beder f.eks. Rolling Stones om lige at ”Go indie” eller lave noget sammen med Ed Sheeran – nej vel! Østkyst Hustlers har på livescenerne igennem mange år bevist at deres bagkatalog nok er old school, men det er også både slidstærkt og langtidsholdbart.
Undervejs går der dog næsten Shu-bi-dua pop-funk i den på en tre-fire numre, og det er vel en smagssag om det er den stafet man syntes de skal tage op. Det ikke de numre denne skribent begejstres over – men det er nu kun ”Louise”, der er af en karakter man bare godt ville have undværet! Til gengæld sniger den pæne og poppede ”Undskyld skat” sig ind på en, med et tiltalende tørt arrangement, og en stærk midtvejskrise-tekst, samtidig med at den rummer et blødt og noget så sødt omkvæd. Ja, og så må det da erkendes at ”Bare det var mig” også vinder på charme, selvtillid – og et godt groovy syng-med omkvæd.
I det hele taget klæder det Østkyst Hustlers at tage sine tekster og sange seriøst undervejs. Vi ved, at de er mestre i festen – men der også en før-fest, og en regning dagen efter, og så der alle dem, der aldrig er med til festen. Det sidste så malende beskrevet i linjen ”Dem med alting og intet bor så tæt på hinanden” på et af albummets overraskende spiddende højdepunkter ”København”.
Også den bluesy ”Shit” imponerer med en herlig historie om nok en mand, der ikke ligefrem blev ældet med ynde. Musikalsk med fuldfed gulvbas, hammond, elguitar og mundharmonika, som den blåtonede indpakning. Samme stemning fortsætter på ”En chance til” – og understreger, at ØH altså mener det seriøst det her, og virkelig har arbejdet på at finde frem til den bedste version af dem selv.
Festen glemmer de naturligvis ikke og både ”Føniks” og ”Lad mig være” bør blive klare publikumsfavoritter når de luftes live.
Deres tidligere version af Kim Larsen sangen ”Det rager mig en bønne” har fået en remake, og fungerer også fornemt her – ligesom den korte hilsen til den alt for ufede by Randers i ”Femogtyve år senere” gør det, og i øvrigt binder en smuk sløjfe på både albummet og på at det i år der er 25-års jubilæum for ”Verdens længste rap”.
ØH har aldrig været helt væk – men med dette album er de stilsikkert og godt tilbage. De har leveret en relevant opdatering, der kan sikre, at de ikke ender som et omrejsende museum, men som et band, der stadig evner at give både kærlige rap over nallerne, balderne, bollerne og rollerne – selvom de jo altså stadig har det meste i munden!
Et kærkomment og cool comeback, som de forhåbentligt har selvtillid nok til at få luftet i tydelig grad på deres kommende 2020 tour
