Da denne skribent havde været til release koncert med Abekejser på Studenterhuset i KBH den 17.10.19 lød overskriften i den efterfølgende omtale her på siden –
”De gutter her er så dygtige, at de ikke behøver lette blærerøven”
Og efter at have gået og lyttet godt og grundigt til debutalbummet”Floating Through the Universe” med jævne mellemrum lige siden, er jeg næsten nød til at gentage mig selv –
”De her gutter er så dygtige, at de ikke behøver lette blærerøven”
For det overordnede indtryk af alle fem i bandet – Jon Døssing Bendixen (keys & vocoder), Jeppe lavsen (guitar), Frederik Emil Bülow (trommer), Rasmus Fisker Pedersen (drum machine) og Adrian Christensen (Bass synth) – er at de i alle den grad alle både teknisk snilde og håndværket i orden. De går dog aldrig efter hverken blændværk eller blæremås, men mere efter det samlede billede og de fælles mål i deres udbytterige jagt på et ret personligt aftryk – som indeholder elementer fra såvel jazz, fusion og electronica.
Guitarist Jeppe Lavren – er mærkbar undervejs, som f.eks. i det rytmisk drillende åbningsnummer ”Nitro Nemesis” , på pladens mest dragende og dulmende indslag ”Nocturnal Observer” og på ”Warped”, for ikke at tale om på den flyvende og skæve tur i cyberspace på ”Cybergenics”. Men han stjæler aldrig billedet, selvom man aldrig er i tvivl om at han kunne. Han er dog klædeligvis ikke så underspillet som f.eks. en Jakob Bro, men han forstår at afstemme sin signatur, så den bliver meget mere end en parentes på en genre-nedbrydende album.
Deres musik er nemlig mere eller mindre konceptuelt skabt som et slags soundtrack til en fantasi skabt jungle af lyd. Og som i virkelighedens jungler er der et virvar af forskelligartede og uventede oplevelser at hente på de 8 numre med en spilletid på 35 minutter.
Nummeret ”Wushu Dance” er nok det mest filmiske af alle – og har nærmest noget TV-serie tema over sig – så man flere gange når at tænke ”Er det ikke temaet fra ……. Men nej, det er det så ikke!”. Dansen går til gengæld lystigt og lækkert når titelnummeret folder sig ud. Det rummer vel nok et af de fedeste beat, der er hørt i år – og med kraftig Daft Punk remisens er det et nummer, der melder sig som førstehjælper til de af landets dansegulve, der virkelig har blodomløb og gode ben. En længerere remix version skal være mere end velkommen. Det er et af to numre, hvor der er fængende og velfungerende vocoder vokal med ind over ellers er resten instrumentalt. Det andet ”Magical” har ikke samme dansable swung, men lyder nærmere på opskriften på en sand drømmerejse i lyd på 3 minutter og 49 sekunder.
Generelt kan det konstateres, at Abekejser har skabt et album, med et levende og legelystent musikalsk univers, der rummer både en gennemgående forførende groovy rytmisk sans, en melodisk tæft, og en flair for de fede beats og ikke mindst de små skæve og sjove elektroniske omveje.
