Trine Jørck og Anders Bang Kiertzner er navnene bag det nye danske musikprojekt kaldet AESTHER, der nu er aktuel med EP’en ’Liminal Space’. En EP der trods sin dybde og på mange måder unikke lyd, har en tendens til det monotone. Heldigvis lægger den monotone lydside, der i dette tilfælde kan oversættes til både atmosfærisk og svævende, en god bund, hvorfra der arbejdes videre med små musikalske detaljer, der giver albummet de nuancer, der i sidste ende gør det til noget særligt. Den luftige lyd er primært domineret af harmonisk samklang mellem vokal, klaver, mellotron og knitrende synths.
Fejlfrit og ubesværet mødes de to stemmer i et unisont samspil, der malerisk farvelægges af diverse musikalske input. Dette giver en i en ganske unik fornemmelse af en duo, der ikke tager sig selv så højtidelig, og samtidig formår at skabe noget, der ikke ligner ret meget andet på den danske musikscene.
Dette slås fast allerede på det dragende åbningsnummer, der med den sigende titel ”Let Me In”, fra første sekund giver indtryk af EP’ens samlede lydunivers. Efter at være lukket ind, fører AESTHER lytteren direkte videre til albummets stærkeste nummer, ”Holy Machines”, der blandt meget andet byder på det tidligere nævnte unisone samspil, der på mange måder er duoens styrke. Fusionen mellem det unisone, det svævende og det atmosfæriske skaber en trancelignende tilstand, der flere steder smukt brydes via musikalske input.
Nummeret ”Protegé” understreger netop dette. Også her holder det overordnede lydbillede én fanget, mens man under overfladen præsenteres for de skønne musikalske detaljer, der gør det til en fornøjelse at blive indfanget.
Bandet selv kalder ”Liminal Space” en afsøgning af livets overgangsfaser, hvor usikkerheden er størst og hvor ærlighed er eneste middel mod den sikre uvished. Begrebet liminalitet stammer fra antropologien og beskriver fasen mellem det der var og det som kommer. Det er klart, at så store ord forpligter og kan ikke undgå, at skabe tilsvarende store forventninger.
Heldigvis formår AESTHER til fulde at leve om til egne ord. For ”Liminal Space” er nemlig lige præcis så tilpas udefinerbar, at lytteren tvinges til at lytte intenst, hvis den optimale effekt skal opnås. Sagt på en anden måde, man skal være til stede i det øjeblik musikken spilles, altså i nuet. Og nuet er vel netop den fase mellem det der var og det som kommer.
Alt i alt er her tale om en velfungerende EP, der trods sine seks numre og blot 22 minutter overbeviser om, at endnu et markant nyt navn er på vej ind på den danske musikscene. Kan AESTHER, med deres fremtidige materiale skabe noget lidt mere nuanceret end ’Liminal Space’ kan det ende med noget stort.
