Da den danske koncertturné med canadiske Alan Doyle og support Matt Andersen først blev offentliggjort, fandt jeg sammensætningen af de to en smule bemærkelsesværdig. Selvom vi for længst er ude over, at hovednavn og opvarmning nødvendigvis skal gå hånd i hånd genremæssigt, føltes folkeviser fra Newfoundland og sydstatsblues bare langt fra hinanden. Min tvivl skulle dog vise sig at blive bragt til skamme, og ved aftenens afslutning var det alligevel som om, at det hele gik op i en højere enhed.
MATT ANDERSEN
En stol, en guitar og en mand. Sådan indtog Matt Andersen i al sin enkelthed, scenen på Posten tirsdag aften. Hurtigt beviste han at mere behøves der ikke. Fra den første strofe forlod hans læber, herskede der ikke tvivl om, at manden først og fremmest er en formidabel sanger. Andersens souls-inspirerede vokal bevæger sig bredt på sangspektret, hvor han som det naturligste i verden formår at bevæge sig ned i det dybeste dybe, eller helt op i fuldregisteret, hvor de færreste lyder godt. Fra begyndelsen havde han publikum i sin hule hånd, hvilket ikke er en selvfølge, når man ene mand på scenen, blot er akkompagneret af sin akustiske Lakewood guitar. Andersen udstråler enorm energi, der ikke kun folder sig ud i hans musik, men også mellem numrene, hvor han charmerede publikum med humoristiske anekdoter. En humor der også var på spil i musikken, der til tider blev næsten legesyg.
Selvom Andersens musik hovedsageligt karakteriseres som blues, betyder det ikke at han altid følger opskriften. Han har en imponerende indledningsevne, der især kommer til udtryk i de mange solostykker, hvor han på sin guitar flere gange overrasker med uventede drejninger, der til tider også synes at komme bag på manden selv. Som publikum kan man blive i tvivl om, hvorvidt det er Andersen der fører musikken, eller musikken der fører ham, når han forvilder sig ud af stier så kringlede, at han bogstavelig talt damper, når han igen retter ind. At manden lader sig rive med på et plan, der gør at skønhedsfejl forekommer, tilgiver man ham hurtigt, for intensiteten er dragende og uforudsigeligheden interessant. Det er svært ikke at lade sig imponere.
Som singer-songwriter skriver Andersen fine tekster, der formår at bevæge sig udover de største bluesklicheer. Især er den originale ’The other side of Goodbye’, som han for øvrigt skrev sammen med sin nabo, ganske rørende. Også sangen ’Coal mining blues’ er et godt bevis på evnerne som fremragende storyteller. Andersen vælger at afslutte aftenens sæt med sin succesfulde fortolkning af altid populære ’Ain’t no sunshine’. En sang man kan mene efterhånden at have hørt nok gange, også i alverdens coverafskygninger. Men når nu det skal være, er denne version helt sikkert et fremragende bud, og nummeret blev naturligvis fremført til perfektion.
ALAN DOYLE
Lad os starte med at slå en ting fast. Det er svært at sidde stille, når først canadiske Alan Doyle og hans Beautiful Beautiful Band indtager scenen. Fra første violinanslag er folkefesten i gang – og hvilken fest. Sangene der emmer af irske traditioner, hvor whiskey bottles og sammenhold er gennemgående tematikker, er svære ikke at blive i godt humør af. Som frontmand besidder Doyle en karisma og energi, der smitter af på publikum, som han formår at inddrage i festlighederne – også selvom det bare er tirsdag!
Alan Doyle er først og fremmest kendt fra folkrock-bandet Great Big Sea, der primært blev berømt for sine energiske rockversioner af traditionelle folkesange fra Newfoundland. Da bandet i 2013 offentliggjorde deres selverklærede pension, sprang Doyle ud som solist, og har siden udgivet fire studiealbums. De senere år sammen med det fremragende backingband The Beautiful Beautiful Band, som det faste hold bag ham.
Der hersker ingen tvivl om, at dette band består af yderst professionelle musikere, der udover et eminent samspil, også har det sjovt sammen på scenen. Det er her umuligt, ikke at fremhæve violinist Kendel Carson, der koncerten igennem, fungerer som Doyles kvindelige pendant. Gang på gang stjæler Carson showet, når hun kaster sig ud i komplicerede og vellydende violinsolos, og imponerer med sine evner på strengeinstrumentet. Dette er tilsyneladende ikke eneste talent, og hun bakker sættet igennem, Doyle op med sine fine korharmonier. Keyboardspiller Todd Lumley var også bemærkelsesværdig. Ikke kun for sine evner på tangenterne, men også som harmonikaspiller, hvor han flere gange trådte frem på scenen, og fremførte genrens uundværlige tungeinstrument.
Den Newfoundlandske musiktradition, er hovedsageligt baseret på irsk, engelsk og keltisk arv, men har alligevel sin helt egen stil, hvor især områdets stærke sø-fortællinger kommer til udtryk i de sejlerviser, som også Great Big Sea var kendt for. Newfoundland er tydeligvis fortsat en rød tråd i Doyles dna, men musikken er også influeret af amerikansk folk-og country. Således var der blandt Great Big Sea klassikere som ’Captain Kidd’ og ’Old Back rum’, også plads til den rockede ’Testify’ fra Doyles solodebut, hvor rusten countryslide tog os med ’way down south’, og til den fine ballade ’When the Nightingales Sing’. I sidstnævnte fremhævede Doyle for øvrigt sit talent på det græske strengeinstrument Bouzouki, vis lyd bedst kan sammenlignes med mandolin. Af tydelige publikumsfavoritter kan yderligere nævnes ’Paddy Murphy’, ’When i’m up’ og fortolkningen af REM klassikeren ’It’s The End Of The World As We Know It’.
At Doyle er entertainer, med det overordnede mål at skabe en farverig fest, nærer man aldrig tvivl om. I sin interaktion med publikum, formår han at fremmane både fælles klap, tramp og sang fra salen, der til sidst ikke længere kunne holde sig i sæderne. Selv den stædigste koncertgænger måtte således op og stå i koncertens sidste del, hvor flere publikummer da heller ikke kunne afholde sig fra en lille swingom.
Selvom der overordnet var der tale om en fremragende koncert på Posten, må aftenens højdepunkt tilskrives ekstranummeret, der overraskende bragte Matt Andersen tilbage på scenen, i en fusion mellem ham, Doyle, Carson og guitarist Cory Tetford. Andersen fremførte her den smukke ’Quarter to the Ground’ akustisk, båret af egen vokal og guitar, mens han blev bakket op af de tre andres fine harmonier og flerstemmige kor. Et mindeværdigt moment, hvor man uden tvivl ville have hørt, hvis en knappenål faldt til jorden.
