”Traneblæs” er et debutalbum fra den 26-årige alt-saxofonist Alberte Svenningsen – der er bosiddende i Århus, men opvokset i den lille by Fjerritslev i Jammerbugt Kommune. Det afspejler coveret til CD’en så ganske fint – det er et tryk af et broderi lavet af Alberte Svenningsen, og motivet er noget så lokalt som fra Svinklovene ude ved Svinkløv. Den danske tone – eller vel rettere den lyse nordiske jazz-tone kan tydeligt fornemmes på albummet, der generelt fremstår som både legende og lyttevenligt.
Inspirationen i kompositioner er kommet via gode lange gåture langs Vesterhavet og ved Limfjorden, og det er derfor næppe tilfældigt at albummet slutter med lyden af havets susen og brusen.
Har man gået på de kanter – eller ved andre berusende vandkanter – kan albummet med rette høres som et slags soundtrack til et tilbageblik. Man mærker nemlig i musikken naturens forskellige stemninger, vejrlig og vingesus – og det er særdeles fristende at kalde albummet for lyrisk-nature-jazz.
Det hele er fremført af Alberte Svenningsen og hendes unge kvartet med Jonathan Bruun Meyer, Anders Juel Bomholt og Lasse Jacobsen. De kendte ikke hinanden i forvejen da de blev koblet sammen, men har nu spillet sammen i lidt over et år – og de er bestemt en velfungerende enhed. De 10 numere er udelukkende indspillet med en-tone instrumenter (trombone, kontrabas og trommer) – og er i sin grundsubstans jammet frem via Svenningsens melodi forlæg. Det giver et anderledes og ofte legende lydbillede, der giver albummet nyt liv for hver eneste gennemlytning.
Åbningsnummeret ”Tre gule sommerfugle” er melodisk og glad og dufter af en dejlig sommerdag – mens man går i lidt tungere trav, og mod efteråret i den malende ”Alting visner jo alligevel”. Lige så nysgerrig og legesyg, som en løs hund i løbetid i langs stranden lyder ”Glem mig” – der i den grad sætter baren højt for denne unge kvartet. Og baren kommer de lige så stilsikkert over på de efterfølgende ”En sidste gang” og ”Balladen om solen”.
Herefter taber pladen niveau eller kommer lidt ud af sin vanlige rute – og det hele bliver lige lovlig tungsindig – nogle vil måske endda mene anstrengende at lytte på i ”En bedre slutning” og ”Dagene bliver længere”.
Men indimellem de to numre skinner Alberte Svenningsen og hendes band måske aller stærkest på det iørefaldende ”Farmor” – der på den ene side lyder hen af noget cirkus-jazz – men samtidig bærer et rørende melankolsk element i sig.
Og det er det hun kan – Alberte Svenningsen – tage dig med på en tur i al slags vejr – og vise at der altid er nuancer og nærvær at finde på vejen.
