Når man modtager en pressemeddelelse fra pladeselskabet Target Records med ordene – ”Uden at tøve tør vi godt kalde det hendes mest helstøbte og modne album til dato – med plads til en tidligere uset skrøbelighed” – ja, så stiger forventninger naturligvis henset til Alberte Winding‘s imponerende bagkatalog – skabt igennem en flot karriere, der efterhånden har strakt sig over 35 år.
Hvis et modent album er lig med et uhørt tilbagelænet og utroligt pænt orkestreret lydbillede, så er det da ganske korrekt, at Alberte nok aldrig har lydt mere moden end her. Til gengæld giver det så et ret så skrøbeligt resultat fordi mange af sangene ikke rigtigt virker til at flytte sig ud af det hus, hvori de blev skabt i historiefortællingens skær.
Omkring tilblivelsen og det musikalske univers fortæller Alberte i pressematerialet:
“Marthas Vineyard er en slags musikalsk erindring. Vi tog afsted for at indspille demogrundbånd, hos gamle venner, på Marthas Vineyard, som er en ø i Massachusetts, USA. Men i modsætning til en bog med erindringer, tager musikken mig i uventede retninger; jeg kan ikke kontrollere hvilke historier der dukker op, fordi ordene skal danse med melodien. Jeg syntes det gør den her plade dybere og mørkere, enklere og foruroligende. Jeg danser med Andreas lyd og den er smuk og fuld af lykkelig melankoli. Sådan blev mit liv også, dybere, mørkere, enklere, foruroligende, melankolsk og overraskende fyldt af kærlighed.”
De uventede retninger er bare lidt vanskelige at få øre på – på et album, hvor det bestemt ikke er mørket og dybden, der får ret megen plads i det nydelige og pæne lydbillede, hvor der ikke findes megen støv eller skrammel.
Det er ligesom at hyggebarometeret har stået på max på turen til Marthas Vineyard – og de involverede derfor er blevet lidt blevet for påvirket af den gode stemning til virkelig at turde at satse det som titler som ”Der er så meget jeg ikke fortæller”, ”Square Rigger”, ”Californisk lys” eller ”Vild” vel ellers ligger op til.
Vildt bliver det ihvertfald aldrig – og det californiske lys føles mest af alt som en dæmpet belysning. På den anden side er alt jo godt – pænt godt – og det er så bare samlet hørt ikke godt nok, når forventninger nu er skruet op.
Blandt de 10 numre – på bare en halv time – er der to numre som tangerer noget af det bedste Alberte Winding har leveret i karrieren. ”Med vinden i håret” og ”Hot Tin Roof” lyder af numre, der vil og tør noget mere – og bider sig fast – og så følger de ganske stemningsfulde og flot producerede numre som ”Carol og George” og ”Blackberry Brandy” lige efter.
Sidstnævnte produceret til topkarakter af Andreas Fuglebæk, der foruden producerrollen også har skrevet alle sange på albummet sammen med Alberte Winding – ligesom han håndterer en håndfuld forskellige instrumenter. Det er er dog især violin spillet fra Rune Tonsgaard Sørensen, der på ”Blackberry Brandy” virkelig gør en forskel i lydbilledet, ligesom det gør flere andre steder på albummet. Der er bestemt snert af Danicana De Luxe undervejs.
Alberte synger som altid blidt, inderligt og såre troværdigt – og er en sand fornøjelse at lytte på. Men hendes gode historie har bare fået sig et soundtrack, der ikke fænger nok. Historierne glimrer – mens musikken lyder for meget af glansbilleder, der ikke passer i rammen. Næste gang må der gerne være noget mere vind i håret – og lidt flere ridser i lakken. Der er for meget musikken ikke fortæller på “Marthas Vineyard”.
Så jeg kan desværre ikke være enig i udsagnet fra pladeselskabet. Dette er ikke et af karrierens højdepunkter. Det er en lidt kort og behagelig hyggestund, men sådan en er da også altid en fornøjelse når det er i godt selskab med Alberte.
