ALEXANDER WOODS – Badestuen, Roskilde – 22.10.20

NO0A2226

Fotograf: Madeleine Glindorf

"Når talent og sjæl mødes, opstår sød musik og mere til"

Alexander Schou er en sjælfuld sanger og sangskriver i slut 20’erne, der under navnet Alexander Woods med egne ord giver sit personlig bud på ’a clash of modern and old soul’.

Siden 2016 har han udgivet en håndfuld singler – senest ”Older” fra i år – og en enkelt EP ”The Times We Share” i 2017. Samlet hørt sange – der har overbevist om at vi har at gøre med en ovenud talentfuld sanger – der indeholder både den mørke glød, falsetten og den raspende vibrator, der giver et vokalt spændingsfelt, som det er meget let at blive nysgerrig på.

Ikke alle sange er nødvendigvis lige minderige og langtidsholdbare, men de seneste par singler – omtalte ”Older” og sidste års ”Cause & Effect” viser i den grad en sanger og sangskriver, der er i en rivende udvikling, og via års arbejde og masser af høstet erfaring efterhånden sagtens kan høres i direkte forlængelse af ligesindede artister som f.eks. Alex Vargas og Søren Sko.


Netop disse to sange var også nogle at de mest groovy og musikalsk sexede denne torsdag i Roskilde på det lille spillested Badestuen, der er et initiativ og spillested under den socioøkonomiske forening INSP! Badestuen er drevet af frivillige unge i Roskilde, og også de beviste til topkarakter at LIVE musik altså stadig kan opleves og afvikles uden at der kan sættes en finger på sikkerhed eller sættes spørgsmålstegn til om gældende Corona restriktioner overholdes – også når alle billetter er udsolgt (aktuelt 45 siddepladser).   

Alexander Woods LIVE er udover Alexander Schou – Jens Villy Koch på keys, Rune Petersen på bas  og Mathias Sidor på trommer – og i løbet af koncertens fem kvarter træder de undervejs i fælles flok en tur ud af soul hjørnet – og flirter frit med funky rytmer, rockens rustik og sågar også med den mere polerede west-coast soft-rock lyd. Ikke mindst Jens Villy Kock viser undervejs at det ikke er uden grund at Alexander Schou på et tidspunkt bemærker, at han er forbløffet over hvor god Villy er! Hans finessefyldte og stemningsfulde spil på tangenterne er i hvert fald uden tvivl med til at løfte helhedstrykket, og skabe de øjeblikke man ikke bare sådan lige glemmer igen.  


Der blev kort sagt udfoldet et bredspektret tagselvbord, der egentligt hele vejen igennem var ganske smagfuldt. Dog må det siges, at de mere rockorienterede numre virkede lidt mere jævne og ordinære – mens karakteren Alexander Woods virkelig vokser når det er den dybfølte soul og den fængende funk, der sætter dagsordenen. Den lyder helt klart som den vej, at Alexander Woods bør gå – og så se at få lavet det moderne old soul debutalbum med funk fornemmelser, der kan tage Danmark med storm.

Det helt nye nummer ”Back on Track” tegnede mere end godt – især hvis de i studiet får styr på den i mine ører anmassende og irriterende tørre trommelyd, der skæmmede nummeret – og fik en til at tænke ”What the fuck is going on”, som Alexander Schou i øvrigt også selv sang på aftenens næstsidste nummer. Et af aftenens højdepunkter, hvor han også lige fik bevist at han ikke bare har funk i blodet, men så sandelig også har det i de fingerspidser, der tryllebandt med en af de slags guitarsoloer, der er med til at skabe en dejlig torsdag – lige som han gjorde tidligere i sættet i det helt nye nummer “I Know” – og hvor det føltes som om et ekko af Nile Rodgers lige passerede Badestuen. Rent øreguf af den gamle skole, hvortil man altid godt vil tage en eftersidning for holdet.

Ud fra den efterfølgende småsnak efter koncerten blandt publikum virkede det ikke til at der var nogle der gik skuffede hjem. De havde fået sig en dejlig torsdag – og set en ‘rising star’. Hørt en stemme, nogle sange, og et band, som vi forhåbentligt får meget mere at høre til i de kommende år.

Alexander Woods spiller næste gang på torsdag den 29. oktober på Walthers Musikcafe i Skanderborg og dagen efter på Cafe Von Hatten i Randers. Anbefales varmt hvis du på de kanter.


Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.