Bremen Teater havde solgt over 500 billetter til fredagens koncert med Alfa Mist, der betragtes som et af de varmeste navne på Londons moderne jazzscene lige nu. Hans seneste album – ”Structuralism” – er blevet godt modtaget af både anmeldere og publikum, og han gav også her på Bremen selv udtryk for at være glad for albummet. Den variation og de varme nysgerrige snitflader – imellem jazz, rap, soul og electronic – kom dog aldrig rigtigt til udtryk i en 100 minutter lang koncert, der mest for jazz-heads med hang til de individuelle præstationer (en masse soloer).
Hans rap fortid nærmest undskyldte han i introduktionen af nummeret ”Glad I Lived” – der efter fire indledende helt instrumentale numre – alle på omkring 10 minutter – virkelig ramte en lyd, der var både fremadrettet og forløsende, i stedet for blot ferm og funktionel. Den glimrende bassist Kaya Thomas-Dyke lagde vokal på nummeret, og det svævende trompetspil fra Johnny Woodham fik skabt referencer til da Buckshot LeFonque (1994-1997) med Branford Marsalis var bedst.
Et absolut højdepunkt sammen med det efterfølgende “Jjajja’s Screen” – som fik en lang og personlig introduktion med på vejen – og som da de kom i gang fik ekstra lang tid til at folde lov sig ud i fuldt fluor. Igen imponerede de skarpe og tætsiddende bas linjer fra Kaya Thomas-Dyke – ligesom guitarist Jamie Leeming virkelig fik lov af udfolde sig. Det hele rytmisk bundet sammen af trommeslager Peter Adam Hill – og så naturligvis Alfa Mist, som den beskedne orkesterleder – helt ude til venstre af scenen, der dog med smagfuldt og farvende spil på sine keyboards – også fik vist hvorfor han regnes, som en mand på en jazz mission for en ny generation.
Generelt virkede det hele dog lidt for høfligt, afstemt og ens i forhold til at skulle være et frisk bud på the future sound of Jazz. Det var for meget skabelon – flot opbygning – en slags solo – en anden slags solo – mellemspil – en tredje slags solo osv.
Har man ikke hørt den slags så ofte kunne man sagtens blive ganske imponeret. For de fem musikere på scenen kunne deres metier og deres kram – og gav i bund og grund en glimrende jazzkoncert, som jo i traditionel forstand passede perfekt til en stor jazzfestival. Han skulle måske bare have vidst at den københavnske jazzfestival er noget så mangfoldig, anderledes og nysgerrig i sit musikalske udtryk. Denne skribent havde på baggrund af album produktionen nok blot forventet lidt mere, og især et mere eksperimenterende aftryk.
Opvarmningen inden var fra århusianske Athletic Progression – der ligesom Alfa Mist – havde fokus på det mest jazzede og traditionelle af deres ellers mangfoldige pakke. Tjek indholdet på deres ganske udmærkede debutalbum ”Dark Smoke” fra i år – og I forstår hvad der menes.
Bandet er en trio – og alt er håndspillet – keys – bas – og så dog elektriske trommer smeltet sammen med et almindelig trommesæt. Det giver grobund for et spændende lydbillede, der dog her på Bremen blev lige en kende for ensporet – og først i aftenens sidste nummer gik der virkelig legeplads i den, og i et dejligt langt øjeblik følte man som VIP gæst i lydkulissen i et gakket gamer univers.
Den legesyge skulle de have haft mere med af – fremfor de sikre atmosfæriske klangflader, som det meste af sættet var bygget om omkring – med en lille undtagelse cirka midtvejs, hvor det hele blev lidt mere aggressivt og befriende uhyggeligt i udtrykket. Så næste gang må de – ligesom Alfa Mist – også gerne have lidt mere snavs på jazz hænderne.
