ALFA MIST – Bremen Teater – CJF – 12.07.19

ALFA MIST BREMEN

Fotograf: Mads Kornum

”Varmt UK-navn spillede det han troede folk ville høre”

Bremen Teater havde solgt over 500 billetter til fredagens koncert med Alfa Mist, der betragtes som et af de varmeste navne på Londons moderne jazzscene lige nu. Hans seneste album – ”Structuralism” – er blevet godt modtaget af både anmeldere og publikum, og han gav også her på Bremen selv udtryk for at være glad for albummet. Den variation og de varme nysgerrige snitflader – imellem jazz, rap, soul og electronic – kom dog aldrig rigtigt til udtryk i en 100 minutter lang koncert, der mest for jazz-heads med hang til de individuelle præstationer (en masse soloer).

Hans rap fortid nærmest undskyldte han i introduktionen af nummeret ”Glad I Lived” – der efter fire indledende helt instrumentale numre – alle på omkring 10 minutter – virkelig ramte en lyd, der var både fremadrettet og forløsende, i stedet for blot ferm og funktionel. Den glimrende bassist Kaya Thomas-Dyke lagde vokal på nummeret, og det svævende trompetspil fra Johnny Woodham fik skabt referencer til da Buckshot LeFonque (1994-1997) med Branford Marsalis var bedst.

Et absolut højdepunkt sammen med det efterfølgende “Jjajja’s Screen” – som fik en lang og personlig introduktion med på vejen – og som da de kom i gang fik ekstra lang tid til at folde lov sig ud i fuldt fluor. Igen imponerede de skarpe og tætsiddende bas linjer fra Kaya Thomas-Dyke – ligesom guitarist Jamie Leeming virkelig fik lov af udfolde sig. Det hele rytmisk bundet sammen af trommeslager Peter Adam Hill – og så naturligvis Alfa Mist, som den beskedne orkesterleder – helt ude til venstre af scenen, der dog med smagfuldt og farvende spil på sine keyboards – også fik vist hvorfor han regnes, som en mand på en jazz mission for en ny generation.

Generelt virkede det hele dog lidt for høfligt, afstemt og ens i forhold til at skulle være et frisk bud på the future sound of Jazz. Det var for meget skabelon – flot opbygning – en slags solo – en anden slags solo – mellemspil – en tredje slags solo osv.

Har man ikke hørt den slags så ofte kunne man sagtens blive ganske imponeret. For de fem musikere på scenen kunne deres metier og deres kram – og gav i bund og grund en glimrende jazzkoncert, som jo i traditionel forstand passede perfekt til en stor jazzfestival. Han skulle måske bare have vidst at den københavnske jazzfestival er noget så mangfoldig, anderledes og nysgerrig i sit musikalske udtryk. Denne skribent havde på baggrund af album produktionen nok blot forventet lidt mere, og især et mere eksperimenterende aftryk.

Opvarmningen inden var fra århusianske Athletic Progression – der ligesom Alfa Mist – havde fokus på det mest jazzede og traditionelle af deres ellers mangfoldige pakke. Tjek indholdet på deres ganske udmærkede debutalbum ”Dark Smoke” fra i år – og I forstår hvad der menes.

Bandet er en trio – og alt er håndspillet – keys – bas – og så dog elektriske trommer smeltet sammen med et almindelig trommesæt. Det giver grobund for et spændende lydbillede, der dog her på Bremen blev lige en kende for ensporet – og først i aftenens sidste nummer gik der virkelig legeplads i den, og i et dejligt langt øjeblik følte man som VIP gæst i lydkulissen i et gakket gamer univers.

Den legesyge skulle de have haft mere med af – fremfor de sikre atmosfæriske klangflader, som det meste af sættet var bygget om omkring – med en lille undtagelse cirka midtvejs, hvor det hele blev lidt mere aggressivt og befriende uhyggeligt i udtrykket. Så næste gang må de – ligesom Alfa Mist – også gerne have lidt mere snavs på jazz hænderne.  

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.