ALL MY EXES – ”The New Exes”

Fotograf: Albumcover

"Når All My Exes hæver sig over klichéerne, nærmer de sig noget unikt"

All My Exes’ femte album, The New Exes, beretter Steffen Christensen med sit hold af veloplagte spillemænd i ryggen om livet som midaldrende bonderøv i storbyen. Det er uspolerede vokalpræstationer, eminent guitararbejde og klippefaste trommer og basgange, der symbolsk nok alt sammen er foreviget på bånd i bandets kolonihavehus tæt ved motorvejen i Valby – på kanten af den storby, der er svær at komme ind på livet af som selvudråbt banjoblues-band.

Kvartetten lægger ud med et af pladens højdepunkter – den intime ”Let’s Fix It”, hvor frontmand Steffen Christensen synger en skøn duet med Roxy Jules. De to sangere er befriende løsslupne og starter og slutter deres fraser på forskellige tidspunkter, så det leder tankerne hen på nogle af Bob Dylans duetter med Emmylou HarrisDesire. Roxy Jules må have haft et øje på teksten og et øje på Christensens læber. Det er smagfuldt, afmålt, overlagt uperfekt. Man kan nærmest høre barstolene knage i baggrunden.

Hvor ”Let’s Fix It” drives frem af akustisk guitar, spiller det fulde band en mere bærende rolle på resten af pladen, og det kan jeg det meste af vejen også kaste ordet ”smagfuldt” efter. Tag ”Joe The Extra”, hvor trommerne er dybe og tålmodige, bassen tør og insisterende. Akkordprogressionen i omkvædet slående melodisk. Guitarerne udsøgte – en rytmeguitar i højre side og en med en friere rolle i venstre.

Ind og ud af klichéerne

Anderledes tvivlsomt bliver det dog til tider, navnlig når All My Exes læner sig for meget op ad nogle af blues- og countrymusikkens tyndslidte klichéer. Som på ”Dig A Hole”, hvor Christensen lidt for påtaget prøver at lyde vred og rocket, og melodien simpelthen bare er lidt for ligegyldig. Eller på ”Sunday Walk”, der bliver lidt for meget af en country-pastiche med hurtig vekselbas, irriterende melodi og fire i gulvet.

Det er, som om All My Exes indimellem forfalder til unødvendige trivialiteter, selvom de åbenlyst har evnerne til at hæve sig over dem. For eksempel synes mundharpen på ”Why People Don’t Like Me” malplaceret og reduceret til enerverende fyld, hvor den til sammenligning fungerer fremragende på ”While We’re Waiting” med en catchy og bærende rolle.

Mageløse guitarer og mystiske vers

Uden undtagelse sidder guitarerne til gengæld i skabet hele vejen igennem. Det kommer især til udtryk i det klare koncept – på hovedparten af albummets numre er der to guitarer, begge panoreret hårdt til hver deres side. Snup lige et par headphones, sæt ”While We’re Waiting” på og nyd, hvordan elguitaren til højre og den akustiske guitar til venstre spiller unisont og skaber en virkelig fed (i ordets bogstavelige forstand) guitarlyd. Eller hvad med ”Homeless, Restless, Speechless”, hvor der er en riffbaseret guitar i det ene øre og en mere fri og vild i det andet? Stilistisk minder det lidt om noget af Blake Mills’ blændende guitararbejde på Heigh Ho-albummet. Gigantisk guitarkompliment herfra.

Rent sangskrivningsmæssigt er der også store øjeblikke på The New Exes. ”My Love And You”, der ud af ingenting lyder som et Jonah Blacksmith-nummer i akkordprogression, melodi og den lyse vokal, er et højdepunkt. Tekstligt må man også spidse ører, når Christensen knap to minutter inde i sangen giver sig i kast med et mystisk og dragende vers på dansk:

Lyn slår ned/Alt, du ser/Det bliver sort/Som manden fra Tibet/Han lærte mig alt/Om at køre stærkt/Hvis du vil frem, så kast dig ud/Hvis du vil frem, så sæt dig ind”.

Hans vokal er generelt mixet ret lavt – men det ville også føles for poleret og poppet, hvis den var lige i smasken på en. Det giver den noget nerve, at den ligesom skal forsøge at overdøve guitarer og trommer.

Vi nærmer os nærværet

Mod slutningen af pladen nærmer vi os det nærvær, All My Exes på skønneste vis formåede at indfange i begyndelsen af albummet. På lukkeren, ”Tonight’s The Night”, kan man simpelthen høre kolonihavehuset i den måde, elguitaren er optaget på. Den lyder ægte, menneskeligt. Det er lige før, man kan dufte træet og ænse motorvejen i det fjerne.

Den allestedsnærværende skomagerbas fungerer også bedre her end noget andet sted på pladen. Langsomt vuggende og på en eller anden måde mere behæftet med følelse end ellers. Den mindre klichéfyldte sammenhæng, end når tempoet er højt, hjælper også på det.

Og netop når musikken ikke bliver for fyldt med klichéer, er All My Exes absolut bedst. Når det er smukt og råt på samme tid, og når det er lige ved at falde fra hinanden. Den hurtige metervare-country er helt sikkert en fest live, men på pladen bliver den lidt overfladisk. All My Exes nærmer sig i langt højere grad noget unikt på numre som ”Let’s Fix It” og ”Tonight’s The Night”, hvor det er, som om der bliver hvisket til dig i stedet for råbt. Og apropos lækker hvisken ville det da overhovedet heller ikke gøre noget, hvis der nu skulle være flere duetter med forrygende sangerinder som Roxy Jules på fremtidige udspil fra All My Exes.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 20.11.21
Label: Banjo Trash Records
Genre: Rock

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 20.11.21
Label: Banjo Trash Records
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.