Allan Olsen – Roskilde Bypark – 26.07.22

20220726_231624

Fotograf: Mads Kornum

”Helt forrygende”  

”Jeg elsker udendørskoncerter, for der må man ryge”

”Jeg har spillet så mange gange på Gimle, at de snart må ændre navnet til Gamle”

Jo, tak – 66-årige Allan Olsen var vanlig skarp og veloplagt, da årets sidste gratis sommerkoncert blev afholdt i Roskilde Bypark’s smukke omgivelser med både Domkirke og havn i horisonterne.

Parken var ganske pænt besøgt af et lydhørt publikum, hvoraf hovedparten virkede ganske velbevandrede i Olsens store sangskat for rygere og andre syndefulde godtfolk.

Unge fra det lokale kulturcenter INSP styrede lys og lyd – og røg. Og det fik de at høre for. Skal der røg på scenen foretrækker Allan Olsen bestemt at lave den selv. Så den malplacerede røgmaskine blev slukket, og fokus kunne igen komme tilbage på historierne og sangene.

Og den var der mange af – i dagens anledning tematisk opdelt.  Til tider stjal forhistorien næsten opmærksomheden fra selve sangen, som det skete på bedste vis med ”Staklernes hus”, der fik mange blandt publikum til storsmilende at kigge på hinanden og spørge – ”hvor får han det fra”.

Svaret findes vel i hans indgroede evne til at iagttage den virkelighed, der er omkring os alle – og formidle og forme den via kreativ fantasi, konkret viden, og almindelig fornuft – via en glæde ved at gøre brug af alle sprækker og rækker i det danske sprog.  

I to sange – ”Besé, besæt, kassér” og ”Aston Martin” fik han da også lige flettet den lille Roskilde bydel Svogerslev ind i sangene – og jeg skal det lade været usagt om det virkelig er fordi, at  det er der at SIDE 33 har hovedkontor! Det ihvertfald udtryk for en særlig grad af indlevelse og tilstedeværelse. Respekt.

Det var dog to andre – og nyere sange – ”Ung mands blues” og ”Vildfarne engel” der virkelig var aftenens reelle højdepunkter, og forrygende beviser på at Allan Olsen også stadig er mand, der med ordet og musikken i sin magt kan udpege tidens svage og/eller bløde punkter, helt uden af skulle lyde som en gammel gnavpot ala en af hans åbenlyse inspirationskilder Van Morrison.

På en råkold sommeraften var det Allan Olsen, der leverede lun luft over Danmark. I tidens ånd, som ren naturkraft fra Nord, blot med lidt velfortjent rom på tanken.

 

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.