Albummet indledes med et af årets hidtil bedste dansksprogede pop/rock numre ”De siger tanken den er fri (som man siger). Et nummer, der hvis det var leveret fra Love Shop med garanti var blevet lagt i fast rotation på P3 og P6 Beat. Nu må det nøjes med at være blevet spillet tre gange på P5 – naturligvis de to af gangende hos “Madsen”.
Det har ellers simpelthen alt hvad der skal til at gøre et nummer radiovenligt og vanedannende. Lyden af en grædende Love Shop-ish mundharmonika, et fedt rytmisk drive, behagelige keys flader og et vanedannende omkvæd – og så en tekst, der rent faktisk er både finurlig og indholdsrig.
Men hør – hov – det jer o alt for langt det nummer. Hele 4 minutter og 39 sekunder dur jo ikke i et radioformat, hvor det velsagtens ikke længere er musikken, der er i fokus!
Skal der sættes lidt nutidige musikalske referencer på Anders Riis – udover nævnte Love Shop, så popper Sonja Hald og Jens K såmænd også op på nethinden undervejs.
Det høje niveau fra åbningsnummeret fortsætter på ”Kommer jeg, kommer du”, der skruer op for effekterne og med en tung rytmisk bund virkelige river én med – ligesom man bliver det allerede af det indledende vers ”Har du en krog i livet – eller har livet en krog i dig – engang tog jeg for givet – at den der styrede, det var mig”. Kapow. Sikke en start.
Herefter tages en lille omvej med ”Mere jylland” – en charmerende rendyrket popsang – en småskæv hyldest til hjemlandet Jylland – med en fin indledende speak fra Jacob Haugaard, der viser at Anders Riis ingenlunde er ensporet i sin ”Opdrift”, og gerne flyver uden vejviser og sikkerhedsbælte.
Men det betyder så også at nogle numre ender blindt – og føles som omveje hen i mod det endelige mål – selvom alle numre på tekstsiden tydeligvis har noget på hjerte. Det bliver bare ikke hver gang sendt ud på en musikalsk rejse, som er helt spændende nok – hør f.eks. ”Ingen frelses hær”, ”Erindring 02” og ”Længere er den ikke”, der for denne skribent mest bare giver anledning til et par overspringshandlinger. Men det jo også en form for opdrift eller …..?
12 numre på 47 minutter viser sig altså at være en lidt for stor mundfuld. Var det holdt på otte-ni numre, så havde det været lidt af et brag af et album – nu må det nøjes med ”bare” at være et rigtigt godt, vedkommende og spændende album.
Anders Riis nye album er en opfordring til at hoppe af hamsterhjulet og sætte sig selv fri, og det blev antændt af apati og desillusion midt i en personlig nedtur, hvor stor rådvildhed rådede og tvivl om hvad der egentlig var det essentielle i hans liv og hvilken retning han skulle gå i. Snart skulle det hele dog blive transformeret til opdrift og klarhed. Klarsynet skete pudsig nok efter et angstanfald på en flyvetur til Paris, der endte i følelsen af et frit fald fra eget overjeg, hvilket igangsatte opdrifts processen.
Det resulterede altså i et album, der centrerer sig meget om at turde gøre status, evne at se tilbage, søge mod nye mål, stille nye spørgsmål, søge nye svar og nye vej fremad, der ikke nødvendig er båret på magelighed og middelmådighed. Musikalsk er Anders Riis på ingen måde magelig – der er masser af iderigdom og mangfoldighed at finde på de 12 skæringer, der er dygtigt opbygget op med popskabeloner, der gensplejses efter behov.
Generelt er Anders Riis – her på hans andet album på dansk – en tydelig og interessant moden historiefortæller, der gerne inviterer med på rejsen – og når det lykkedes bedst, som på de tre indledningsvis nævnte numre, banker han på til dansk pop/rocks superliga.
Ligesom han gør det med det 5 minutter og 31 sekunder lange ”Tilbage til søen”, der starter helt dæmpet og tilbagelænet med klangfulde keys – og så sættes der en spurt ind til sidst, for igen stille at fade ud. Og at han er stærk til disse stemningsfulde og varierede lydbilleder, det viser han også til fulde med et uroligt og insisterende punk beat på det herligt tempofyldte ”Jeg drømmer, at jeg falder”.
Det hele slutter med ”Når man alt for sent ser at tiden er gået”, som nok engang understreger, at dette er et kvalitetsmærket album, der i øvrigt er flot produceret af Benjamin Petersen, der også medvirker som guitarist. En perfekt afslutning med sådan en nænsom eftertænksom og nedtonet ballade, der sikrer en blød landing – med smuk vokalhjælp fra Lise Westzynthius – på et album, der med kun få forbehold, så rigeligt lever op til sin titel ”Opdrift”.