af Torben Holleufer
Andy Watts er en for undertegnede ukendt kornetist fra New Zealand. Han lancerer nu, hvad der ser ud til at være det første soloudspil i eget navn, nemlig en skive indspillet i isolation under pandemien, som i høj grad lyder som et soloarbejde hjemme i studiet.
Nu er trompet eller kornet sovset ind i ekko ikke just nogen revolution. Nogle har mestret det – her tænker jeg specielt på Miles Davis, Jon Hassell, Graham Haynes og på den nordiske front vores egen Palle Mikkelborg, norske Nils Petter Molvær og svenske Goran Kajfeš.
Man fornemmer, at selv om forbilleder som Terry Riley og John Cage nævnes i presseteksten, er der intet i musikken, der giver hints i den retning, for det er hverken nyskabende eller lugter det fjerneste af avantgarde. Det er tværtimod en musik, der synes at svæve om sig selv i sit eget lukkede rum. Og hvor en livlig blæsersektion kunne have givet noget kant, som på nummeret Exit Strategy, bliver det for meget med de mange lag af kornet i ekko, der er ledsaget af en rocktromme, som lyder betænkeligt meget som en oldschool rytmeboks og en ditto bas.
Der er intet nyt under solen på dette album.
