Angående Mig er alt andet end endnu et statement fra tidens ’mig mig mig’ tandløse talerør, der vel aldrig rør ved noget meget mere essentielt end deres egen navlefnuller. Angående Mig er nemlig et velkomment knytnæveslag til både dig og mig. Et opkald, et opråb, et vidnesbyrd fra en ægte levende aktør et sted i starten af livet.
En sanger og sangskriver – der med kradsbørstig kreativitet og opvakt opfindsomhed evner at bruge sit eget sprog – til at sætte organiske ord på livet – for at sætte det på spil igen og igen – i håbet om at dele det med nogle. Og ”Kunsten at lade som om” fortjener i den grad at blive delt med mange. Bare fem numre på omkring 19 minutter – er en perfekt ramt HIGH FIVE – som begejstrer fra første lyt, og som æder sig dybere og dybere ind under huden for hver gennemlytning.
Jeg røres igen af den hudløse beskrivelse af kærligheden uden kildevand, af kærligheden som en cocktail-bar uden menukort – eller måske mest af alt som en tilstand af for mange spørgsmål uden sikre svar. Angående Mig lader ikke som, men sætter ord på kærligheden, som den boblende tilstand, hvor der så let kommer blodpletter i karet, der ikke kan swipes væk. Det er rent faktisk sjældent hørt så intenst, så billedrigt – mens frustrationer, følelser af fravær, bristede og bærende drømme og små glimt af håb – kæmper deres kampe i de sange, som mærkbart er skrevet med brystkassen flået. En tilstand som allerede beskrives i det dæmpede åbningsnummer – titelnummeret – der som flere af hendes andre numre, starter stille med akustisk guitar, for at bygges op med stemnings beskrivende elektroniske lydcollager. Her synger hun blandt andet linjer som–
”Jeg har brug for lidt larm, jeg har brug for at lade som om” – ”jeg skriver ikke mere, for jeg skriver bedst med brystkassen flået” – og ”jeg bløder vand, hvis jeg overhovedet bløder”.
WOW – hvis man var i tvivl om Angående mig alias Laura Lilholt Andersen, der er kvinden bag sangene og bandnavnet Angående Mig, sætter sig selv og sin samtid i spil uden for norm og vanlig form – så er det bare at lytte opmærksomt med her.
Man forstiller sig en kunstner der er blevet skabt af en ånd, der i glasset i forvejen havde nervebanerne fra Katinka – der havde fået et Hugorm bid af Simon Kvamm og var blevet nænsomt nurset af Marie Key – og så er hun lige blevet tildelt en for rå og indtrængende stemme, hvis lige altså ikke findes pt. på den danske musikscene.
Hun rapper – hun synger – hun reciterer – med en stemmeføring, der (ofte vocoder understøttet) fanger ind – og hun har et cool og fængende flow – som måske peaker i den tvetydige ”Jeg elsker alt hvad du hader ved mig”.
Angående Mig skaber noget nyt – noget moderne – i sin desperate jagt på at finde sig selv – og kuldsejler undertegnede med ”Menneske”, der efter en ellers helt tilforladelig stille akustisk start a la de gamle drenge fra Red Hot Chili Peppers – folder sig ud – så desperationen kan mærkes i hver en note – hver en tone – hver en decibel der træffer øregangen.
”Ridder lykke, som jeg ridder dig, jeg græder mens jeg gør det – alt jeg rør ved bliver til guld, og du har et smukt hjerte, jeg ved ikke om jeg tør rør det – jeg kunne bunde for en, jeg drikker altid ud – du ter dig som et menneske gør, du giver mig gåsehud” – Lyder indledningen i ”Menneske”– og hudfletter i fortsættelsen billedet af mennesket, som vi (måske) kender det- evt. mest hos naboen!
”Vrede kvinder” – der som singleforløber – var det første nummer jeg personligt hørte med Angående Mig starter på samme måde akustisk, og beskriver igen med denne raspende rå vokal (ud)spillet mellem mand og kvinde – i den evige jagt på tændingsnøglen til det, der forhåbentligt findes af værdi et sted i rummet mellem partybus og parcelhus.
EP’en slutter smukt med det over 5 minutter lange ”Storbyalibi” – hvis formål lyder til at udskyde voksenlivet lidt – og undgå den fortabte kærlighed, hvor man mest føler sig som kaffegrums og hvor man kun har rødvinsnostalgien i forholdet tilbage. Nummeret rummer samtidig den måske mest rummende og rammende linje for folk i alle aldre – ”Stilheden er det værste klokkeslæt” – og evner igen at tale i et fantastisk billedsprog – nap bare linjen ”Som en tegning af en falden krop, ligger jakkesættet på gulvet fra i går”.
Der er simpelthen så meget puls i disse fem sange – både hvad angår sproget og i musikken – og det rummer alle storbyens kroge og kanter – og de mange kølige kroppe, der er fyldte med uro, usikkerhed – men stadig rummer drømme og håbet om at se ind i de varmeste øjne. Men indtil da ved de da hvad det så drejer sig om …. Kunsten at lade som om!
Og angående mig – så er jeg også bare en menneske – der anmelder af virkelyst – og derfor også har svært ved at skjule min begejstring når den rammer så velplaceret som her – så SEKS stensikre skiver herfra!
