Man skal ikke høre mange toner af dette album før det står klart, at musikken leveres af håndværkere af absolut fineste karat. Hovedpersonen Anne Eltard – komponist, sanger, lydkunstner og musiker indenfor nordisk folk, etno, balkan og det let jazzede – har da også i mere end 40 år været en del af den danske musikscene, og har et rigt, alsidigt og imponerende bagkatalog i ryggen.
Et par soloalbum er det blevet til tidligere – blandt andet den fine ”Let antændelig – 10 sange af Cornelis” (2008), og ellers har hun samarbejdet med navne som Jytte Abildstrøm, Hugo Rasmussen, Niels Skousen, Annisette, Natasha, Bent Fabricius, Burnin Red Ivanhoe, Of the Wand And the Moon m.fl.
På ”Hjemkomst” er hun omgivet af sit faste kompetente hold af musikere Regin Fuhlendorf – guitarer og kor, Nicolai Land – kontrabas og kor, Anders Pedersen – cajón, perkussion og kor samt diverse gæster.
Albummet byder på syv af Anne Eltards egne kompositioner, der i takt og nynordisk tone leder tankerne i retning af andre gode folk som Jens Lysdal, Lasse & Mathilde, Bo Kaspers Orkester – og ja, Cornelis Vreeswijk.
Derudover er der tre fortolkninger af sange af Kai Normand Andersen, Poul Henningsen og Mogens Dam samt den charmerende bossa farvede vise Lad lyset Leve skrevet af hendes far Sven Aage Eltard og hans revymakker Holger Hersholt.
Erotiske sus og lykkerus
SIDE A er direkte mesterlig og rummer fem af hendes egne kompositioner, heraf fire med tekst. Det starter med erotiske sus og lykkerus i den varmblodige Hold mig tæt, og så slipper Anne Eltard ellers ikke favntaget af ens øregange før vi når til Sverige, som er albummets ottende nummer.
De syv foregående udgør så afgjort albummets absolut stærkeste side. Ikke bare er det voldsomt iørefaldende og rytmisk velfunderet, det er undervejs også direkte virtuost når Anne Eltard svinger violinen med og uden wah-wha pedal.
Tal til mig er top groovy, og insisterende, og foldes musikalsk ud på den måde, der gør drømme til virkelighed, og former Anne Eltard med band, til en henførende helhed. Musikken lever således både frit, fremmeligt og formfuldendt i et ellers ganske traditionelt univers.
Det instrumentale nummer Halvfem lyder simpelthen af en klassiker. Vi taler altså Svend Asmussen niveau i melodisk tæft her, og guitarist Regin Fuhlendorf får virkelig mulighed for at give svar på, hvorfor han er så efterspurgt en sideman.
Det følges op af den smukke og rørende Giv ikke op, der vel nok kunne være blevet et kæmpehit, om det var Anne Linnet, der havde udsendt den i 90’erne.
”Så træd varsomt, giv plads, men giv ikke op, det er for tidligt endnu at sige stop, det er OK at gi’ slip for en stund, bare ikke gi’ op”.
– fra Giv ikke op
Bagsiden af medaljen
SIDE B lægger godt fra land med den tidligere omtalte Lad lyset leve og følges op af den mest interessante af det tre fortolkning Itu, itu i tusinde stykker (Kai Normann Andersen – Poul Henningsen). Det har både en friskhed og en åbenbar væsentlighed i sig.
Teksterne på ”Hjemkomst” kredser om sanselighed, håb og mod og berører historiske begivenheder og politiske emner, som klima, konflikter og musikkens betydning for mennesker i en verden i krise. Derfor er det også helt naturligt at fortolke Den sidste turist i Europa. Målt op imod den ‘makeover’ som TV-2 gav lige det nummer sidste år blegner denne udgave dog, og fremstår ligesom Glemmer du, mest af alt som lidt hyggelige fremvisninger.
Det samme må siges om Anne Eltards sidste to egne instrumentale kompositioner, Sverige, Hirtshals og Taita Tulla. De hører fint hjemme i den samlede fortælling, men det er altså ikke dem man husker bagefter.
Har man sagt A må man også sige B. Men lad mig være ærlig, det bliver ikke hver gang jeg vender pladen, for det er i den grad SIDE A, der fortjener at blive holdt i omdrejninger igen og igen og.
Lad den side være beviset på at Anne Altard, som soloartist for alvor er kommet hjem. Jeg ser derfor allerede frem til næste album – og må jeg foreslå det bliver et ”Åbent hus”.
