Anne Kalhave Brostrøm – ”ILDSTORM. STØJROCKDIGTE”

Fotograf: Albumcover

”Når støjrock, ikke er nok, kan digte sætte hjernen i omdrejninger, og tænde nye ildsjæle og flammehjerter”

Altså alene den måde som ”ILDSTORM. STØJROCKDIGTE” præsenterer sig på gør mig straks nysgerrig. Bogen leveres nemlig i et lækkert gatefoldcover fra Nordsø Records, og der medfølger et bogmærkevisitkort trykt som et vinyllabel. Simpelthen et gennemført og udtryksfuldt artwork, der samler kunst, kultur og musik i et. Selve digtsamlingen rundes af med teksten til en støjrocksang – men der ER INGEN VINYL MED. Musikken må du skabe selv under læsningen. Det falder mig ikke svært.  

For den måde Anne Kalhave Brostrøm både levende, direkte og dramatisk skriver sine digte på, gør at det hele spiller alligevel – og det er lige fra første ord. Der er masser af støj og skrat imellem linjerne i en både hjertevarm og kontant historie, som er helt umulig at skrue ned for når du først er i gang. Den serveres råt for usødet, med frihed til egen fortolkning – selvom det hele er ’based on a true story’. Bogen er skrevet med den virkelige tragedie på platformen Piper Alpha ud for Aberdeen i 1988 in mente.

”Min bog er fiktion. Det er de menneskelige reaktioner og følger af at have været i livsfare og under maksimalt pres, jeg har ønsket at fortolke.”  

– Anne Kalhave Brostrøm

Reaktioner som veteraner, der har været udsendt til krigszoner, og ikke mindst deres pårørende med garanti kan finde en del genkendelighed i. Ligesom det også er reaktioner, der nok helt generelt vil kunne genkendes hos (maskuline) mennesker, der pludseligt mister deres bærende fundament for tilværelsen og egen identitet.

”ILDSTORM. Støjrockdigte” er den anden bog i en planlagt serie på fire med elementerne jord, ild, luft og vand som inspiration. Bøgerne kan både læses uafhængigt af hinanden og som en sammenhængende fortælling om maskulin identitet og sårbarhed i forskellige livsfaser.  I den første bog i serien ”Jordskred. Maskuline digte”, der udkom sidste år, kunne man for første gang møde den mandlige jeg-fortæller Alba, der er halvt skotsk og halvt dansk, og som 50-årig langsomt er ved at genfinde fodfæstet og sin identitet som moderne mand efter at have været ude i et følelsesmæssigt jordskred.

Her i anden bog springer forfatteren, så 22 år tilbage i tiden for at præsentere en yngre og mere macho udgave af Alba. Denne gang ulmer testosteronet og aggressiviteten lige under overfladen. Albas tilværelse og selvopfattelse tager et gevaldigt dyk, da han gennemlever en voldsom offshore ulykke. Alba slipper med livet i behold, mens hans arbejdskammerat og bedste ven Robert omkommer sammen med mange andre. Pludselig befinder han sig i en ildstorm af eksistentiel tvivl. Alba kæmper efterfølgende med posttraumatisk stress, hvor hans identitet som mand, erhvervsdykker, far og partner kommer voldsomt under pres. Han føler, han har mistet sig selv og sit formål i tilværelsen. Resultatet er ikke kønt. Han ender med at forlade alt i Skotland for at begynde forfra i sin mors hjemland, Danmark.

 ”HAPPY END er ikke altid en mulighed. Til gengæld kan vi alle sammen række en hjælpende hånd ud efter mennesker i nød.

– Anne Kalhave Brostrøm

Egen skrivestil rummer musikalske virkemidler

Anne Kalhave Brostrøm skriver i sin helt egen stil. En karakteristisk kortfattet og koncis stil. Hun leger med både sproget, litterære genrer og kunstneriske udtryksformer for at overlade mest muligt til læserens egen fantasi og fortolkning. Hun er digter. Ikke musiker. Men det føles alligevel som om, at hun med sin skrivestil inddrager virkemidler, som er kendt i musikkens verdens. I stedet for at tilsætte det dragende beat – skriver hun f.eks. alt med STORT og undervejs med FED SKRIFT. Det fungerer. Det fænger. Og fastholder. I en historie, der allerede gør ondt, og gør yderligere nysgerrig, når den barske virkelighed allerede indledningsvist bliver slået fast: “JEG ER ALPHAHANNEN. JEG HAR MISTET MIG SELV.”

Er det en litterær eller musikalsk udgivelse eller noget helt tredje? Svarene blæser i en varmblodig ildstorm af menneskelige værdier, der her sættes i spil og i perspektiv, fordi det er det ord kan – både med og uden musik.

”DER ER KUN ÉN TING, DER KAN OVERDØVE ANGSTSKRIGENE FRA DE ILDESTEDTE PÅ DEN BRÆNDENDE PRODUKTIONSPLATFORM: ROBERTS ANARKISTISKE STØJROCKPLADER MED DEN FORVRÆGEDE GUITARLYD OG DEN SKÆRENDE FEEDBACK. NÅR JEG IKKE KAN SOVE OM NATTEN, SÆTTER JEG EN SKRIVE PÅ OG FALDER IN DRØMMELØS DØD UNDER DYNEN AF STØJ OG STILHED”  

– fra “ILDSTORM. STØJROCKDIGTE”
Udgivelsesformat: Bog
Udgivelsesdato: 25.01.2022
Label: AKB / Nordsø Records
Genre: Støjrockdigte

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: Bog
Udgivelsesdato: 25.01.2022
Label: AKB / Nordsø Records
Genre: Støjrockdigte
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.