Jamen så sad deres udsendte der i et udsolgt Hotel Cecil – uden fotograf (for hun var til Cher i Royal Arena – og de andre ville åbenbart ikke holde deres ferie på dette Hotel) – men til gengæld sammen med 75% af det modsatte køn i alle aldre, og ventede spændt på premieren af Annika Aakjærs efterårstour. En tour med 13 koncerter – i duoformat med multiinstrumentalisten Kasper Rasmusen – og en tour som allerede inden turnestart kan melde “ALT UDSOLGT”!
Imponerende, og dog. For kvalitet og originalitet går heldigvis sjældent af mode, og de fleste ved jo efterhånden at Annika Aakjær er toppen af poppen – med masser af drilske drys af det udefinerbare, det weirdo og vanskelige ved selve det vi alle kalder livet. Nu står hun der igen. Og TAK for det. Som en 37-årig forholdsvis nyslået single kvinde, som med humlefryd kan berettet, at ikke engang Johnny Madsen kan drikke hende under bordet, og som uden tøven deler folk op i om de er til Taylor Swift eller Ryan Adams versionen af ”1989”. Og sådan er det – indtil hun tager et nyt standpunkt, og skriver en skæppeskøn sang om emnet.
Sangen ”Alene længe” var en af fire sange nyere sange, som ikke har været officielt udgivet, og den understregede, at de stærkeste sange bare altid skrives bedst på følelsernes marv og tabte tarv. Blot akkompagneret med bas fremstod den både groovy, gribende og grineren, at det bør sættes som et folkekrav at den snarest muligt udkommer som single. Og gerne som en dobbelt-single, hvor hun placerer den rørende ”break-up” sang “Det meste”. For WAUU den rammer og rører ved noget essentielt hos os alle – og med et par linjer, der vel næsten matcher Thomas Helmig i hans storhedstid way back when. De lød nogenlunde sådan her – ” Jeg kan nok vænne mig til at være alene, når jeg kunne vænne mig til at være din”. Et sanseligt og stærkt punktum på en 81 minutter lang koncert – med 12 numre, der generelt nok var i den mere mørktonede ende af skalaen.
Men Annika Aakjær giver også meget af sig selv – og derved også lige præcis derfra, hvor hun er i livet lige nu. Trods hendes uddannelse er det ikke skuespil, omend hun bestemt mestrer virkemidlerne omkring tempo og timing. I modsætning til hos Cher – er der intet kunstigt over Annika Aakjær. Hun er sig selv. Lige en my mere mærkelig end naboen – men på den der befriende og betagende måde, som heldigvis ikke kan placeres i forudbestemte kasser.
Hendes historier mellem sangene er – ja, en historie for sig selv – og det uanset om det gjaldt fortællingen om hendes far på dødslejet – fortalt usentimentalt, grænseoverskridende og alligevel med kærlighed – ellers hendes beskrivelser af de manglende evner til at opfatte eller vise interessere i en bejler. Publikum fik også deres små slag – som de modtog med glæde, smil og københavner cool cocktail stil.
Musikalsk kan der stadig lægges nogle lag på – og det sker måske når duoen kommer længere ind på turen. Der blev løbende joket med hvilke instrumenter, der skulle bruges hvornår – kommer der f.eks. clarinet med eller ej – skal der trommer til dette nummer o.s.v, og det fungerede. Men Annika Aakjær skal måske også passe på at hun i en alder af 37 år ikke for ofte falder i fælden for ”far-humor”, som en sikkerhedsplanke. Selvom denne skribent selv er stor fan af genren, så rummer hun mere end det! Musikeren og sangskriveren AA skal gerne fremstå ligeså kraftfuld som klovnen og komikeren.
Hendes humor og selvironi og samfundssatire er uden tvivl guld værd – og det er hendes bedste sange også. Men sættet afslørede også at afstanden mellem de bedste sange, som f.eks. “Skulder ved skulder” og ”Dagens tekst” – og det næstbedste godt må blive kortere. Det andre to nyere sange “Med det samme” og ”Så sød” ramte ikke ligefrem skævt, men heller ikke i solar plexus – selvom sidstnævnte med garanti i de rette klæder kan foldes mere ud – ikke mindst pga. omkvædet ”Du er så sød og smuk og klog og dejlig”, der da nok skal kunne løfte nogle tage, dyner og øjenbryn rundt omkring.
Kærligheden til Annika Aakjærs univers blev ikke mindre denne aften, men heller ikke rigtigt større. Men man forlod stedet med tro på, at der venter mere fra og til hende – og derved til os – for enden af lykkens gang. Måske hun skal spejde efter cowboyder typen derude! Også selvom en country version af ”Lykkens gang” ikke helt kom i de rette lykkelige omstændigheder. Der kunne hun godt have lært lidt af Ryan Adams og gået All In!
Et par sange fra Toppen af Poppen vennerne Claus Hempler og Silas Bjerregaard blev der også plads til, og her var det især undersættelsen af Hemplers ”Stardust Nostalgia – her som ”Stjernestøv og nostalgi”, der sendte stjernestøv fra scenen.
Stjernestøv var der også at hente fra support navnet Rikke Thomsen – der i år har udsendt debut EP’en ”Omve’n hjemve” med seks velklingende sange på Sønderjysk. Vurderet på modtagelsen var hun ikke kommet ind med 4-toget, men mere med det triumftog, der allerede har sikret hende en ærefuld modersmålpris, og optræden i Go’ morgen P3. Det med en fortryllende sønderjysk version af Medina’s ”Os to” – og den gav hun her til sidst til udelt begejstring fra et publikum, der nu allerede havde tildelt Rikke Thomsen respekt og anerkendelse ovenpå at have fået serveret fire velvalgte numre fra debut EP’en, hvoraf ikke mindst ”Mojn når vi komme (Mojn når vi gæ) skulle hilse og sige , at det rummer meget mere end kulthit potentiale. Københavner publikummet sang ikke med – men klappede taktfast. Mere kan man nok ikke bede om!
Oveni købet viste Rikke Thomsen sig som en underholdende humoristisk historiefortæller mellem numrene – og her kunne folk også forstå hvad hun sagde! – og derved fungerede hun i ordets bedste forstand som den helt perfekte publikummopvarmer. Der var dobbelt-up happy hours – og alle dem, der har sikret billet sig til denne tour kan med sindsro godt glæde sig noget så godt og grundigt.
