Det er lidt tidligt på året at være bombastisk og råbe ÅRETS KONCERT, så en gardering: Når 2020 er gået, er jeg ret sikker på, at jeg og de fleste, der så Annisette med DR Big band i Musikhuset Århus eller skal opleve koncerten i DR Koncerthuset eller ODEON i Odense lørdag, vil, vil huske tilbage på koncerten som noget af det vildeste og mest fantastiske, vi har oplevet i 2020.
For at begynde med slutningen og så komme tilbage til begyndelsen: Fuldstændig magisk øjeblik, da Annisette som sidste ekstranummer synger Charlie Chaplins ”Smile” og efter at have sunget de næstsidste linjer:
“Smile what’s the use
of crying
You’ll find that life is still worthwhile
If you’ll just…”
lader publikum i det fyldte Musikhus lige så stille, hviskesynge “Smile…”. Den berømte knappenål kunne være faldet på gulvet med et ordentligt brag i øjeblikket efter, og før aftenens sidste bifald brød løs og fortsatte et par minutter.
Begyndelsen af koncerten, ligeså uforglemmelig: Stille klaverintro, Annisette på scenen på bare tæer i lang skinnende kjole:
“Det er koldt herude
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård…”
Steen Steensen Blichers midvinter sang, fulgt af et dybt, mørkt efterspil, mens Annisette går af scenen ud i kulissen for at skifte kjole.
Hvilken indramning af en blændende koncert, der efter Blicher fortsætter med Annisette og Bigbandet med datter, Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen på kor i noget dyb, råswingende gospel, ”Shine A Light” med aftenens første Annisette-skrig og groovende stemning som i en sort sydstatskirke hen på søndag eftermiddag.
Pudsigt nok kom jeg til Annisette/DRBB-koncerten i Århus, lige nede fra byens bedste biograf Øst for Paradis, hvor jeg havde set, Aretha Franklin ”Amazing Grace” koncertfilmen fra en kirke i Los Angeles. And I tell you brothers and sisters: Annisette og DR Big Band, når de var i gospelmood i Århus Musikhus, onsdag aften, og det var de en del gange, ja grin bare, indtil du evt. selv får chancen: Det var sgu da bedre, ihvertfald mindst lige så godt som the Lady of Soul i L.A.-kirken i 1972. Hvis man nu absolut skal sammenligne…
Århus Musikhus, onsdag aften, og det var de en del gange, ja grin bare, indtil du evt. selv får chancen: Det var sgu da bedre, ihvertfald mindst lige så godt som the Lady of Soul i L.A.-kirken i 1972. Hvis man nu absolut skal sammenligne…
Andre højdepunkter! Fra gospel/soulhylden: Savage Rose-numrene ”Homeless” og ”The Messenger Speaks” i 2. sæt.Fra Savage Rose-hylden: ”Byen Vågner” – uddraget fra ”Dødens Triumf”, mundende ud i Annisette, syngende, ”Dear Little Mother”, fra helt stille op i klimaks og så heelt ned igen. Hvilket fedt og forrygende DRBB-arrangement af Dødens Triumf-passagerne, det er lige før, at den danske public service-radios fineste orkester burde arrangere hele ”Dødens Triumf” og spille live med et balletkompagni til at danse Flemming Flindts ballet ligesom for næsten 50 år siden. Om det så er til at finde dansere, der vil hvirvle rundt i forestillingen, som Gud har skabt dem, i disse for vores land så kønsforskrækkede tider, det er så en anden sag.
Interessante covernumre i koncerten: Ja, hold da helt k.., James Brown’s ”It´s A Man´s Man´s Man´s World” og to Dylan-sange ”Masters Of War” i et arrangement med soulclap og marchtrommer og Annisette indædt syngende til den store Bukkebruse på den anden side af Sundet og verdens øvrige krigsherrer:
“And I hope that you die
And your death will come soon
I will follow your casket
By the pale afternoon
And I’ll watch while you’re lowered
Down to your deathbed
And I’ll stand over your grave
‘Til I’m sure that you’re dead”
Mere Dylan; ”I Shall Be Released”, igen i det gospel-prægede og med Naja Rosa/Amina-kor, der bragte mine tanker hen på The Staple Singers. Første ekstranummer, hov der var da meget mere gospel i den koncert – ”Right On Be Free”- som jeg måtte spørge korpige, Naja Rosa til og få opklaret, var hentet hos Voices of East Harlem.
Meget meget stor Annisette/DR Big Band-aften, hvor Annisette naturligvis også skinnede i Savage Rose-glansnummeret, evergreen´en, ”What Do You Do Now” med en sygt, sindssygt fed trombone-solo, spillet af Vincent Nillson.
Fornemt, sublimt, hvor er det godt, at borte og mediepolitikerne ikke har fået ram på DRs Bigband, hvor er det godt, at DRBB har en mand som Peter Jensen, der dirigerer og har skrevet de overdådige arrangementer til Annisette-koncerten, som gerne må blive en tilbageværende begivenhed i årene, der kommer, lige så længe, Annisette bliver ved at have stemme.
