Islandske Apparat Organ Quartet markerer i år deres tyve års jubilæum for det internationalt berømmede debutalbum fra 2002. Det danske pladeselskab Crunchy Frog har i den anledning udsendt albummet for første gang på vinyl.
Koncerten var dog ikke en direkte album performance, selvom hovedparten af aftenens 70 minutter lange sæt tog sit udgangspunkt derfra. Apparat Organ Quartet har dog kun udgivet yderligere et album, samt et par singler, og et remix album.
Deres dybt originale set up med tre mand på diverse elektroniske tangentinstrumenter sat sammen af noget, der lignede hundredvis af ledninger, og så en trommeslager fungerer – og ikke bare som en anderledes gimmick.
De enkelte numre har hele vejen igennem en melodisk tæft, som udfordres af skiftevise udbrud af atmosfærisk lune og en cinematisk snilde, der rummer både dybde, drama og det drømmende.
Samtidig fungerer de enkle tekster – lidt ligesom hos f.eks. Laid Back – som fængende fangarme, der fastholder en i et forunderligt univers, der nok er elektronisk i sin grundform, men som via den dygtige, markante og energiske trommeslager Arnar Geir Ómarsson i den grad rummer rockens kraftfuldhed.
Hovedparten af de fremmødte på et pænt besøgt, men langt fra pakket RUST, kendte åbenlyst bandet godt på forhånd. Mange lød endda til at have Islandske aner, så fra starten af var der åbenlyst nærmest en lille hjemmebanefordel.
Starten af koncerten blev forsinket med lidt tekniske problemer, som en af de tre ’orgelkonger’ Úlfur Eldjárn med tilbagelænet ro fik snakket sig ud af. Siden da steg stemningen, alt imens numrene nærmest smeltede sammen – uden dog at mangle variation. Men opskriften var kort og klar – Apparat Organ Quartet lod musikken tale og folde sig ud, tilført masser af kærlighedshåndtegn.
Og kærligheden kunne mærkes blandt et tændt og begejstret publikum, der var vidne til et dybt original band, der nok kan være stolte af sammenligninger med Kraftwerk og Daft Punk, men som mest af alt bør være stolte over at have sat stikket i til sit helt eget musikalske udbrud, der både er über cool og ganske varmblodigt.
Dette er bestemt ikke et band, der kører på Cruise Control, selvom det var et af de tre afsluttende numre, som markerede sig som toppen af den vulkan, der mere end ulmede denne aften. Efterfulgt af Lydia og til sidst som ekstranummer Stereo rock & roll kunne man simpelthen ikke bede om mere fra et både sympatisk og vitalt velspillende band.
Bandets nestor Hörður Bragason levede sig så meget ind i et af numrene – mener det var i glansnummeret 123 Forever – at han pludselig faldt ned af stolen – men heldigvis uden af komme til skade, så ingen smil stivnede.
Dette var mit første møde med bandet, og jeg kan garantere, at jeg vil gøre meget for at det ikke bliver det sidste. De ville i den grad klæde en dansk festivalscene i 2023 – så er det sagt!
