Aske Jacoby er blevet en moden og eftertænksom mand midt i 50’erne. Han har efter fire årtier, som en af landets mest efterspurgte sidemen, nu valgt at fokusere på det han også kan – skrive og fremføre sangene selv. Det har han gjort før – men ikke helt så helhjertet – ikke så fuldvoksent som nu.
Det hele startede som en drøm, der blev til virkelighed. I 2014 udsendte han albummet ”Chant” indspillet året før sammen med selveste Jim Keltner og Tony Scherr i USA. To musikere – der ligesom Aske Jacoby i Danmark – igennem årtier har været nogle af de mest eftertragtede folk, at få med sig i et optage studie over there.
Denne gang var det altså bare ikke med Neil Young, Ry Cooder, John Lennon, Bob Dylan, Eric Clapton, Bonnie Raitt, J.J. Cale, Warren Zevon, Jackson Browne, Joe Cocker, Tom Petty, Norah Jones, Bill Frisell eller Rickie Lee Jones. Det var med Aske Jacoby fra Danmark. Kemien var god – resultatet smukt – til tider rørende – og det blev i 2016 fulgt op med albummet ”Luna Plena Super Me”. Også det var rimeligt vellykket – med et varieret – ofte tilbagelænet roots udtryk i lidt forskellige afskygninger – og så mesterligt langt fra tidens trends og tendenser. Det var mest af alt lyden af rodfyldt hjerteblod.
Det lyder til at have givet en tro og en ro omkring egne evner.
Aske Jacoby har med sin medvirken på flere hundrede album for længst bevist hvad han kan. Nu kan han kigge indad, og skære ind til benet i sine egne sange, som på ”A’s As Is” nærmest står i en slags meditativt skær, hvor lydbilledet alene er bygget op med en enkel brug af guitar, keys ,piano, og lidt cajon tromme.
Det er helt nøgent – og det kræver, at man som lytter, har rum,lyst og tid, til at tage med på den cirka 36 minutters musikalske rejse, der endda også indeholder to helt instrumentale numre.
På albummet spiller og synger han alt selv, med undtagelse af baggrundsvokalen på ”Already Dead”, som leveres på bedste vis af Kristoffer Sonne.
Et nummer, der ligesom ”My Heart Is An Empty House” skiller sig lidt ud blandt de øvrige otte numre på pladen, med en inderlig folk-feeling, som når David Crosby eller Graham Nash virkelig rammer dagen. Også nummeret ”Intensively Yours” har en tilbagelænet country-folk-rock feeling – og kunne i princippet godt været et outtake fra hans slidstærke debut album ”Not Only For the Royalties” (1991)– bortset fra at det er alt for fedt til at kunne være et aflagt nummer fra skuffen.
Aske Jacoby har en genkendelig vokal – og et behageligt toneleje – og han synger ikke tomme ord. Der er i teksterne flere interessante reflekterende referencer og tanker om natur, miljø, tro og magteliter.
Sidstnævnte f.eks. i det, der nok må betegnes som selve albummets hovednummer – det 8.18 minutter lange ”War” – der med skønsom reguleret støj guitar og stærke stemningsbilleder virkelig formår at transcendere en dybt ind i både musik og tekst.
Ligesom med resten af albummet efterlader det en så ganske varm og afslappet i krop og sjæl. Alene det er vel en anbefaling værd i disse tider – og måske det ligefrem kunne spare en lykkepille hist og her?
Til sidst skal det også lige med, at albummet jo alene med det meget kunstneriske dobbelte gatefold COVER i sig selv er det rene guf for VINYL folket. Årets hidtil fedeste cover – hvis nogle skulle spørge.
