ASKE JACOBY & JEPPE KAAS – “Sommerdahl – musikken fra Tv-serien”

”Stop bare eftersøgningen – ’Sommerdahl’ har fundet sit helt rigtige lydspor”

”Sommerdahl” er en populær kriminalserie, hvis anden sæson har premiere den 28.02.21 på TV-2 Charlie. Selv har jeg ikke set første sæson, men efter sigende rummer den en god balance mellem de ofte konfliktfyldte kerneområder krimi og kærlighed, ligesom serien – der er løst baseret på Anna Grues bøger om reklamemanden og detektiven Dan Sommerdahl – meldes at være ganske velskrevet og i øvrigt besøgt af nogle af vort lands bedste skuespillere – Peter Mygind, André Babikian, Laura Drasbæk, Lotte Andersen, Peter Gantzler m.fl.

En sådan serie skal naturligvis have et ordentligt soundtrack – og det har duoen Aske Jacoby & Jeppe Kaas fået til opgave. Præsentation skulle nok være unødvendig, for Aske Jacoby har udover seks soloalbum medvirket på hundredvis af danske album som sideman, sangskriver, producer m.v. – fra C.V. Jørgensen til Paul Banks via Sanne Salomonsen – ligesom han har været en fast bestanddel af bands som Danseorkestret, News, og Burnin´ Red Ivanhoe. Han er senest også manden bag pladeselskabet Giant Birch Records – der blandt andet har et at tidens helt store musikalske danske stjerneskud i sin stald – Ginne Marker.

Privat foto venligst udlånt af Aske Jacoby

Jeppe Kaas har også været omkring en del forskellige danske band siden 90’erne – ikke mindst Ridin’ Thumb – men det er især som filmkomponist at han har slået sit navn fast via et utal af film og Tv-serier – blandt andet ”Blinkende lygter”, ”Adams Æbler”, ”Parterapi” og senest ”Badehotellet” – og han har hidtil modtaget hele fem ’Robert’ priser – senest i år i kategorien ”Årets Score” for filmen ”Retfærdighedens ryttere”.  

Og Jeppe Kaas scorer da helt sikkert også point for sit arbejde med dette album, hvor han står som komponist på 10 af de 21 numre. Numre, der naturligvis mest af alt er bestillingsarbejde og solidt håndværk, men som – hørt uden kendskab til billedsiden – på forbilledlig vis skaber noget behageligt og  vedkommende underlægningsmusik. Det fungerer, selvom jeg personligt godt kunne have undværet nogle af de dialogspor, der er medtaget på en håndfuld numre.

Man fornemmer at det i bund og grund er en hyggelig serie i et afmålt og kontrolleret tempo, og kun i numre som ”Pige på tag” og ”Marianne overfaldes” anes noget action og noget mere dramatisk. ”Tilståelsen” – der med en spilletid på 4 minutter og 17 sekunder er markant længere end de andre bidrag fra Jeppe Kaas – er til gengæld lige lidt ekstra flot og stemningsfuldt spændingsopbyggende – med nogle velplacerede ”industrial” noter i lydkulissen.

Et nummer man kunne håbe Jeppe Kaas arbejder videre med, er ”Banegården”, der i løbet af bare 1.43 giver lyst til meget mere med fuldfede beats og en uforløst spænding. Skulle der stilles spørgsmål om relevansen for en ’extended’ eller ’remix version’ af det nummer bliver det et stort ”Ja da” herfra.    

Resten af numrene står Aske Jacoby bag – tre af dem dog sammen med Johan Dalsgaard. Og hvor Jeppe Kaas tydeligvis har skulle sikre underlægningen – har Jacoby mere haft til opgave at kreere nogle temaer og nogle sange med imødekommende overskud.   

Man skal ikke være den store detektiv for at opdage at Aske Jacoby har mange facetter i sit virke, om det i hans spil, hans sang eller som komponist. Hans aktuelle samarbejde med Ginne Marker fornemmes af have en form for afsmittende effekt på de to små perler (begge under to minutter i spilletid) ”Gry fortæller” og ”Vibeke og bror”.

Hans fornemmelse for at skabe klassisk lydende tv-serie temaer tangerer det åbenbarlige på ”Lost af Sea 2”, ”The Cavalier”, ”Dark’n Stormy” og ikke mindst det ”Miami Vice” farvede ””Elsinore Vice”. Med spilletider på under et minut – er det kort og godt – mest af alt ’bare’ tillokkende teasere.        

”Badenymfer og standløver” er til gengæld noget af det mest cool og groovy instrumental musik jeg har hørt længe, og dufter af det man vel engang kaldte ’perfekt bil musik”. Med en spilletid på bare 1.29 kommer du dog ikke langt ud af Strandvejen her, og man kan ligesom med ”Banegården” – bare håbe at der kunne brygges lidt videre på det nummer.

Hvad er så det mest opløftende ved albummet? Svaret er helt klart ”Balloon”, der da også er udvalgt som singleudspil. Et nummer, der præsenteres i to versioner. Den ene udgave ”Hvassåder Helsingøøør/Balloon med Anton” med Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder) på vokal, Aske Jacoby på guitar og bas, og Kristoffer Sonne på trommer – og så singleudgaven uden Johan Olsen, men med Aske Jacoby selv på lead-vokal og Johan Dalsgaard på keys.

Et gedigent og grundfedt nummer, der i den lange (4.28) og mere garagerockende udgave med Johan Olsen – med ret stor sikkerhed matcher den enkelte scene i serien perfekt – men som – hørt med musikkritiske ører fungerer endnu bedre – grænsende til det perfekte – i den mere skarpskårne klassiske pop/rockede udgave med Aske Jacoby i front. Et af den slags numre som var hittet ’big time’ i 80’erne om det var udsendt af The Cars eller Rick Springfield eller i 00’erne med f.eks. Matchbox 20 eller Train som afsendere. Det er ”No Shit Sherlock” klassisk rock, af den slags der altid bliver ved at give, og burde give den klassiske rock endnu et hit – også selvom vi skriver 2021 i kalenderen. Singlen udkommer i dag den 26.02.21 – og fortjener i den grad at få udløst det store potentiale – som bør kunne skabe bred genklang og glæde – og ikke kun hos ”Madsen” på P5.

Aske Jacoby er primært berømmet for sin rolle som guitarist, men at han også er en glimrende sanger bør ikke længere være et ukendt faktum, hvilket den afsluttende smukke kærlighedsballade ”True Love Never Dies” er et flammende eksempel på. En af den slags hjertelige sange, der sagtens kan bide et andet Tv-serie hit “Right Next to the Right One” fra ”Nikolaj & Julie” kærligt i haserne.   

Sidst men ikke mindst viser Aske Jacoby også mangfoldigheden i hans udtryksform ved at lade skægget gro og ’lege’ ZZ TOP på den heftige og herlige ”Pretty Young Thang”, der med 1.31 dog simpelthen bare er alt for kort til at være så meget et alt for fedt nummer! Der må rettes krav om forlænget spilletid! Det må være en ommer.

En sætning man ellers ikke har følt behov for at inddrage i denne anmeldelse af et både driftssikkert, dueligt, delikat og dekorativt soundtrack.   Ja, Jeg tror sku’ jeg ser med fra på mandag – om ikke andet så bare for musikkens skyld.  

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 05.03.21
Label: Giant Birch
Genre: Soundtrack

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 05.03.21
Label: Giant Birch
Genre: Soundtrack
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.