Nogle bruger mest tiden på at skabe sig. Andre på at skabe noget. Musik. Kunst. Liv. Noget der kan gøre en forskel for andre. Noget der ikke minder om så meget andet. Noget der skabe ro eller give mening i en verden med så rigeligt larm, støj, skidt og møg.
Asthmatic Harp et dejligt eksempel på en artist, der leverer et lille sansende soundtrack til et tiltrængt pusterum. Hun formår med sin musik at skabe både ro – og ikke mindst indre billeder – der bestemt er værd at bruge 20 minutter på – også selvom det også er en af den slags udgivelser, som du ikke nødvendigvis forelskes i ved første lyt.
Djævlen og den endelige dom sidder nemlig i detaljerne i de fem flot arrangerede numre – der nok på overfladen er ganske enkle – næsten lidt sagtmodige – men også er nogle der åbner sig mere og mere for hver gang du lytter – både hvad angår tekst og musik.
Bag navnet Asthmatic Harp gemmer sig danske Hannah Fredsgaard-Jones, som er bosat i Glasgow – og også bevæger sig hjemmevant omkring musikscenen i London, og som her på EP’en da også er gæstet af et internationalt hold af talentfulde musikere.
Jeg kendte absolut intet til Asthmatic Harp før jeg modtog en fin brun kuvert – påtrykt ”Please do not bend” – med en CD, en pressemeddelelse og en fin håndskrevet hilsen. Se det vidner jo om – ikke bare endnu en Do IT Yourself artist – men også om en der har noget særligt på hjerte – måske et musikalsk budskab, der bare må ud.
Lyden af Asthmatic Harp vil med overvejende sandsynlighed tiltale lyttere, der også til tider finder anledning til at bruge tid på artister som Joanna Newsom, Regina Spektor, Laura Marling, og Ane Brun.
Der er rent faktisk tale om en anden EP fra Asthmatic Harp – den første ”Lost astronaut” udkom tilbage i 2015 – og modtog dengang nok ros til tænde en tro på noget mere hos Hannah – og det satte skub i en spirende international karriere, der nu endelig følges op af den anden EP.
Klingende klokkeklar vokal, akustisk guitar, autoharpe, klaver og ikke mindst gæsteoptrædener fra Heather Ryall på klarinet er hovedingredienserne på et album, der stille og smukt lukker op, og viser åbenbare kvaliteter. Tag bare duetten ”Drones over Gatwich” med Laurence Morgan fra bandet Kid Jupiter. En af den slags duetter, der kan mærkes, og hænger ved – båret af de tætte harmonier, og en autoharpe, der virker næsten himmelsk. ’Drones over Gatwick’ er skrevet i kølvandet på drone-observationerne i Gatwick lufthavn i 2018, hvor den engelske lufthavn måtte lukke landingsbaner og omdirigere og aflyse 1.000 flyvninger. Sangen er samtidig en politisk ladet historie om fremmedgørelse , frygt, rodløshed og tilhørsforhold.
Hvert nummer har sin charme – og varme – trods et på overfladen køligt og tilbagelænet udgangspunkt. Særligt når Heather Ryall lader klarinetten tale eftertænksomt – og farver både ”Bird of Paradise” og ”Five Day Forecast” – eller drilsk melodisk på EP’en absolutte højdepunkt ”Limbo” – hvor klarinetten undervejs skaber et tema, som Erik Balling og Bent Fabricius Bjerre med garanti ville være blevet smask forelsket i, og gerne brugt som kendingsmelodi til nok et stykke danmarkshistorie . Det er simpelthen 5 minutter, der trods tvivl og tabt kærlighed på tekstsiden, rummer så meget håb og musikalsk lys, at betegnelsen ‘wellness-folk’ herved må opfindes.
”To the Boast” med gæstevokalt fra Sophie Kilburn er i mine ører måske lige introvert nok – men igen – investerer du lige lidt tid – og lidt volume på stereoanlægget, så er det nu også et nummer, der gemmer på mere end det man fanger i selve førstegangsindtrykket.
Så selvom budskabet var “Please do not bend” – så bøjer jeg mig – og erkender at jeg nu også må ‘leve med’ at jeg også er til neo-folk – ihvertfald når det er udsat for Asthmatic Harp.
