Koncerten i Gimle var flyttet fra den store sal og til kælderscenen, fordi der kun var solgt lidt over 40 billetter i forsalg.
De koncerten gik i gang lidt over otte var der dog vel omkring 70-75 mennesker i lokalet, der skulle vise sig at være den perfekte kulisse for et band, der rummer både stort og småt, fest og fordybelse, frisind og folkefortællinger. AySay åbnede med det smukke ”Ninni” hentet fra det nye album ”Köy”.
”Jeg ligger i de mørke timer, din stemme lyder fjernt” lød de indledende linjer i et nummer, der mærkedes som en behagelig og betagende form for vækkelse. En vækkelse til en virkelighed, der i den grad har behov for bands som AySay, der via tekst og musik formår af give os alle en næstekærlig optur og opsang.
Deres sange er nemlig bygget på erfaringer med et levet liv og rejser mellem forskellige kulturer, og de tager os med på en GPS fri køretur, hvor det mest af alt bliver tydeligt, at det er så vigtigt, at have den historie, som man ser bakspejlet, med i bagagen, også selvom man hele tiden flytter sig.
Spoler man tiden tilbage til i sommers, så stod forsanger Luna Bülow Ersahin på en noget større scene i Roskilde, nemlig på Orange Scene – som en del af Tobias Rahims store band, og som duetpartner på ”Kurder i København”.
Jeg så ikke den koncert, men jeg tænker ikke at Luna kan have haft meget mere glød og glæde i øjnene end det hun udstrålede i disse noget mere beskedne omgivelser, hvor vi i øvrigt også sidst i koncerten fik en meget fin nedtonet udgave af netop ”Kurder i København”.
Den blev fulgt op af en helt forrygende version af den psykedelisk farvede ”Asiti”, hvor Luna Bülow Ersahin endnu engang fik understreget hvilken imponerende stemmekraft og stemmestyring hun besidder, samtidig med at guitarist Carl West Hosbond ganske generøst havde gemt aftenens bedste solo til dette nummer.
Sikke en fest, og den skal der være plads til, hvilket Luna også i en improviseret tale efterfølgende gjorde klart, selvom vi alle kan blive ramt af mange modsætningsfyldte følelser når vi f.eks. lige nu oplever, at et helt folk i Gaza mere eller mindre er blevet hjemløse. Derfor havde sangen ”Nerelisin”, der for hende hele tiden har været en meget personlig sang – tænkt som et svar til alle dem der hele tiden spørger hende ”hvor kommer du fra ” – også ændret betydning til noget større, noget mere universalt.
Budskabet var enkelt og klart, lad os støtte med det vi kan. Vi kan alle gøre noget andet end at vende den anden kind til. Der er ingen lette løsninger, men der er faktuelt mange, der har behov for hjælp – både i Gaza, og mange andre steder i verden. Derfor havde hun også valgt at overskuddet fra dagens merchandise salg skulle gå til velgørenhed. Hun havde ikke lige nået at få besyv fra resten af bandet, men det fik hun så direkte fra scenen.
Politisk. Ja. Farvet. Nej. For meget. Overhovedet ikke! Dette var relevante og ærlige ord direkte fra hjertet fra et stærkt og stort menneske, der ’bare’ ville inspirere og motivere til konkret handling, hvis vi virkelig ønsker forvandling. Og mon ikke alle vi ønsker det? Der var i hvert fald ekstraordinært godt salg fra merchboden bagefter.
Forvandling omkring det musikalske set-up behøvedes dog ikke , for det fungerede tæt på perfekt. Den nye bassist – svenske Albin Andersson – var sammen med Aske Døssing Bendixen på trommer og diverse slagtøj bandets vigtige puls, der undervejs skabte et sandt rytmisk sansebombardement. På ”Song/Bre” gik AySay endda bogstaveligt talt rytmisk ’amok’, da nummeret blev udført med alle fire på diverse slagtøj.
Der var ikke noget at sige til at mange at de helt unge tilhørere – blandt andet fra en lokal musikklasse – stod med store øjne, åben mund, og en krop i næsten konstant bevægelse.
For AySay bevæger en på alle planer, både når de driver drilsk dansable numre som ”Ben Beklemem”, ”Su Akar” og” Ez Kevokim” og ”Istanbul” frem til varmblodige klimaks, og når de store følelser stille udspilles i numre som ”Dam üstüne” og ”Yüksek.
Allerede fra andet nummer havde Luna og resten af AySay publikum i sin hule hånd, og der blev med stor naturlighed og glæde sunget med – og givet prøver på at de fleste alligevel havde det herlige mellemøstlige lydtryk ”Tililililili” i sig. “ROSKILDE I HAR DET” lød det anerkendende fra Luna, der om nogen nu også selv har DÉT. .
Efter 75 intense minutter var det svært at bede om ret meget mere. Man kunne drage hjem med et stort smil på læben. Over en dejlig livsbekræftende koncert, og over at vores lille land, har fostret et band med så stort musikalsk og menneskeligt potentiale.
Så siger man Tak, og sender en varm anbefaling afsted om at fange dem på deres videre tur, der fortsætter november ud, inden de har fire koncerter i Tyskland.
