B-Siden består af fire unge spillemænd fra Roskilde egnen. De fungerer hørbart, som en helhed, og deres sange bølger af gode vibrationer og venligtsindede toner – og deres positive energier har simpelthen en dejlig smittende effekt på tilhørerne. Humøret stiger bare helt automatisk i deres selskab.
Det akustiske set-up er skåret helt ind til benet – en bas guitar, to akustiske guitarer og sjælfuld vokal – og så lidt mundharmonika, og lidt spansk guitar hist og pist. Det fungerer. Ikke mindst LIVE, hvor man virkelig mærker spilleglæden og entusiasmen. Spørgsmålet er så om det er lykkedes at få overført alle disse kvaliteter til deres debutalbum?
Deres første EP fra 2017 hed ”Eventyret begynder” – og afslørede en charmerende – men stadig lidt ufærdig flair – for at skrive forfriskende akustiske folk-pop sange for hele familien og andet godtfolk. Nu fortsætter eventyret med et album, der uomtvisteligt løfter dem op på et niveau, hvor de fortjener at blive taget seriøst. Fra første lyd af galoperende heste på titelnummeret mærker man, at de altså vil det her, og deres engagement brænder tydeligt igennem.
De kommer næppe til at stå på Orange Scene med det her materiale – men det er nok heller ikke målet. Til gengæld vil de altid kunne skabe en fest af dimensioner på festivalens campingområde, eller på enhver mindre festival. De er nemlig både folkelige, festlige, finurlige og underfundige i både musik og tekst, der er både reflekterende, drømmende, og fremadskuende.
Det er dog nok ikke helt skævt at konkludere, at kongens hemmelighed i bund og grund er at man skal se og lytte mere på hinanden – og gerne i øjenhøjde, med et positivt sind, og i øvrigt erkende at ikke alt er perfekt. Det er det her album heller ikke. ”Dybere end som så” – er hørt på en livescene holdbar, men fremstår her som en banalitet, som måske alligevel ikke skulle være hjemtaget fra efterskolens glemmekasse.
Også den ellers musikalsk legesyge moderne skillingsvise ”Skallen er Tom” fungerer bedre LIVE, og bliver her i studieversion lidt som en tom og overflødig kalorie – akkurat som albummets korte sidste nummer ”Min egen vej”, der dog et eller andet sted har sin berettigelse alene på grund af titlen.
For B-siden er på egen – og rette vej. Denne skribent har før sammenlignet dem med folk som Rasmus Nøhr og Thomas Buttenschøn, og til dels også den tidlige udgave af Folkeklubben. Ligesom Folkeklubben virker B-Siden åbenlyst til at have viljen og fællesskabet – og ikke mindst kærligheden og evnerne til at producere original danskfarvet folk-pop – dybt begravet i deres bankende og ærlige musikhjerter. Måske derfor nærmer resten af albummet sig det perfekte, altså på den der uperfekte måde, der er B-Sidens charmerende særkende.
Albummet åbner som nævnt med titelnummeret – der ligesom det efterfølgende ”Millionær” på bedste vis blander humor, alvor og selvironi – ser på tingende oppe fra og ned – og sætter det hele i sammenhæng i et enkelt og iørefaldende musikalsk univers. De to numre er sammen med den lille genialitet ”Over land og by” – der inddrager de mest kendte linjer fra salmen ”I østen stiger solen op” – de tre numre, der oser af det, der i gamle dage var nok til at komme i heftig rotation på en landsdækkende radiokanal. I dag skal man så også lige passe i radioernes dataanalyserede breddekvælende kassetænkning for flokdyr.
Det gør B-Siden nok ikke. Og det kan os, der alligevel opdager bandet så være glad for. For man kan bare ikke bevare pessimismen i deres selskab – der rækker ud og på tværs af generationer – konkret illustreret i den næsten rørende ”Historier” – med linjen ”der er ingen genvej, til et langt og lykkeligt liv”. Også den evigt svære kærlighed håndterer de interessant fra nye vinkler i ”Festen time” og den inderlige ”Fugle på træk”.
Men der hvor de virkelig træder i karakter – som sig selv – og som et regulært håb for fremtidens folk-pop scene – er på ”Du skal ikke være bange” – med linjerne: ”Du skal ikke være bange – for at smile til mig, det kan være at jeg smiler tilbage til dig – hvem ved – hvad der kan ske – så længe vi føler – så længe vi føler – ved vi at vi lever!”
Og når vi lever – så lever vi også med, at B-siden her helt bevidst viser en sårbarhed og skrøbelig, ved alle fire at synge for i sangen – og derved helt tydeligt åbenbarer, hvorfor det er Simon Karlshøj, der normalt tager sig af den opgave i bandet. En sang af en karat og med en karakter, der burde gøre den til en helt naturlig del af pensum i musiktimerne i folkeskolen.
”Kongens hemmelig” er et væsentligt og modent skridt på vejen for B-Siden, der forhåbentlig med tiden også vil lægge på og til i selve det musikalske udtryk – ligesom det er sket for Folkeklubben.
