Både huller og håb hos Tønder Festival

20200804_173810

Fotograf: Mads Kornum

”Økonomien er presset, men festival stemningen er intakt – og du kan få del i den!”

Det er svært – for ikke at sige umuligt – at tjene penge når ens firma mest af alt har en vare folk ikke må bruge. Det er virkeligheden for landets mange festivaler, og en af landets ældste og mest respekterede – Tønder Festival – melder nu klart ud hvad det har af økonomiske konsekvenser.   

Det sikkerhedsnet som Tønder Festival Fond sammen med Tønder Festival Forening og festivalens sponsorer har bygget op over de sidste syv år er nu kraftigt beskadiget grundet Corona-krisen. Aflysningen af Tønder Festival 2020 har gjort, at Tønder Festival Fonds omsætning i 2020 ligger på et minimum, hvilket har meget store konsekvenser for det samlede fundament for Tønder Festival.

Gruppen bag Tønder Festival er opbygget således, at Tønder Festival Fond ejer brandet Tønder Festival og investerer i udvikling af festivalen. Men måske vigtigst af alt skal fonden udgøre det solide økonomiske sikkerhedsnet, som gør, at festivalen fortsat kan bestå, hvis der skulle opstå en force majeure situation.

Siden festivalen var i økonomisk krise i 2013, har Tønder Festival Fond sammen med Tønder Festival Forening og festivalens sponsorer arbejdet på at udvikle og konsolidere festivalen, og trods en forventning om røde tal på bundlinjen for regnskabet i 2020, skal den nok klare sig igennem 2020.

Men hvis fonden ikke havde haft dette økonomiske fundament i dag, så var selve festivalens eksistens alvorligt truet. Udfordringen er, at den egenkapital som Tønder Festival Fond har, er ved at blive ædt op som en konsekvens af Corona-krisen. Fondens omsætning udgøres normalt af sponsorindtægter, salg af musik og merchandise under festivalen og ved udlejning af infrastruktur til Tønder Festival Forening. Alt dette bortfalder stort set i 2020 grundet aflysningen af årets festival.

Og det faktum stiller Tønder Festival i en økonomisk skrøbelig situation, der gør at alt fokus nu er på at få igangsat en genopbygning af det sikkerhedsnet, der altså er selve festivalens fundament. I et forsøg på at rejse midler til Tønder Festival Fond har festivalen igangsat forskellige støtteinitiativer i form af t-shirts, armbånd, en festivalbutik i Tønder bycentrum (åben fredag og lørdag i august), forskellige festivalpakker osv. – og mange virksomheder, sponsorer, frivillige og publikummer har meldt sig på banen og tilbudt deres hjælp.

Tønder Festival POP-OP butik i Tønder Centrum
– desværre lukket, da chefredaktøren var forbi! – men er ÅBEN fredag og lørdag i august

Så der er bestemt håb, men for at sikre en stærk festival af høj kvalitet i fremtiden er Tønder Festival Fond dog samtidig nødt til at sætte deres lid til af endnu flere sponsorer og andre virksomheder, der har muligheden, melder sig på banen med en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Så er du en del af en kreds, der har de muligheder og interesser, så er det bare med at kontakte Fondens formand Henrik Juul på 22 65 51 55.

Men helt almindelige festival sultne musikelskere kan også gøre en forskel og endda få en snert Tønder Festival med i købet. Du har nemlig siden den 3. august kunne købe festivalpakker, der sikrer at du kan skabe din egen fest derhjemme i haven eller i sommerhuset med en ægte Tønder Festival-atmosfære. Initiativet kalder de “Tønder Festival Circle”. En påmindelse om det fællesskab og den atmosfære, Tønder Festival står for. Når publikum ikke må komme til festival, må festivalens ånd komme ud til publikum.

En festival-pakke er en pakke med drikkevarer – for eksempel seks flasker Tønder Festival-vin 2020 eller en flaske Tønder Festival-gin, Tønder festival-støttearmbånd samt et særligt festivalhæfte. I hæftet kan man finde opskrifter på alt fra Lille Fanøs solæg til Hanne Maries kyllingegryde.  Der er også hilsner fra musikerne og selvfølgelig teksten til “Will the Circle Be Unbroken”, så havefesten kan rundes af i bedste Tønder-ånd. Man kan også købe pakker med brunch, burgere, festivalplatte, livemusik med lokale musikere på Hagge’s Pub og grillaften i Skærbækcentret.

“Will the circle be unbroken” – Tønder Festival 2019 – FOTO: Brian Selander

Festivalpakkerne – der sælges i begrænset antal kan købes her: https://tf.dk/praktisk-2/toender-festival-circle – hvor du også kan læse mere. Sidst, men ikke mindst, kan du også købet et festival støttearmbånd til blot kr. 100, og derved være med til at støtte Tønder Festival Fond og på den måde bakke op om fremtidens Tønder Festival – se nærmere her : https://tonderfestival.shop.idegroup.dk/stotte-armband-2020-pto10088.

Undertegnede var på ferie i Tønder og omegn i sidste uge – og talte i den forbindelse med en værelsesudlejer, der kunne oplyse, at hun pludselig havde alt udsolgt igen i Tønder weekenden, og hun havde hørt det samme var gældende med flere af hendes kollegaer. Så bare et godt råd herfra  – vil du til Tønder i dagene, hvor festivalen skulle være afholdt og ikke mindst lørdag den 29. august, så skal du nok skynde dig at sikre en pakke med hvad dertil hører, og en overnatningsmulighed.

Selv prøvede jeg tilsvarende i Roskilde Festival weekenden, hvor der også var købt støttearmbånd, og lavet en minifestival i egen haven. Det var mildt sagt en festligt dag – for fuld musik – og med festivalånden, som en troværdig og herlig ledsager.

“Støt Roskilde Festival 2020 i Kornum’s Biergarten” – FOTO: Mads Kornum

Og ligesom med COVID-19 er det jo ekstra vigtigt i disse tider at passe på de gamle, så støt der hvor du kan og føler dit musikhjerte hører hjemme om det er Tønder Festival, SmukFest, Roskilde Festival, Jelling Festival eller nogle at de andre gamle og vigtige festivaler i vort lille land.

“Støt Roskilde Festival 2020 i Kornum’s Biergarten” – FOTO: Mads Kornum
“Støt Roskilde Festival 2020 i Kornum’s Biergarten” – FOTO: Anton Kornum
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.