Music for Dreams hedder det danske pladeselskab, der i 2018 udgav debutalbummet ”Between a Smile and a Tear” med Be Svendsen. Pladeselskabets grundlægger er den legendariske DJ, producer og trendsætter Kenneth Bager – der i hele sin lange karriere har turde og evnet både det grænsesøgende og det eksperimenterende indenfor elektronisk musik, samtidig med at han har haft næse for at levere holdbart indhold til såvel festen og hitlisterne. Et udgangspunkt som Be Svendsen helt naturligt faldt for da han skulle vælge sit selskab.
Bag navnet Be Svendsen finder man den danske DJ og producer Lasse Bruhn Svendsen, der i de seneste år har opnået stor international opmærksomhed og kommerciel succes med sine genrenedbrydende elektronisk baserede kompositioner, enten i eget navn eller i diverse samarbejdskonstellationer.
Han formår på original vis at blande organiske og elektroniske virkemidler – så det rummer både det rytmiske og energiske samt det drømmende, stemningsskabende og filmiske udtryk. Så det ene øjeblik leverer han det der skaber basis for sved og ‘ud af kroppen oplevelser’ på et dansegulv, og det næste øjeblik hypnotiserer han dig musikalsk – mildt, vuggende og berusende.
Tarantino techno” er stilen blevet kaldt – og det tilslutter jeg mig gerne efter for første gang at have fordybet mig lidt i hans spændende katalog af et større antal singler og EP’er siden 2011 – og altså debutalbummet fra 2018. Med sin blanding af techno, house, electronic, ørken blues, mellemøstlige klange, og sågar kammermusik – formår han på en beundringsvis facon at farve og favne både festen, fællesskabet og dybsindigheden.
Internationalt har han allerede slået sit navn fast på store festivaler i det meste af verden – fra Belgien til Mexico, fra Tyskland til Australien, fra Tyrkiet til Sydafrika – og i de kommende dage spiller han yderligere tre koncerter i Tyskland og en i Holland.
Koncerten i Store Vega var udsolgt – og de fleste publikummer havde ventet i hele to år på begivenheden – fordi koncerten er udsat af flere omgange. Oprindeligt var den fastsat til Hotel Cecil – men blev siden opgraderet. Det kunne høres at der er mange udlændinge blandt et aldersmæssigt bredt publikum, og man fornemmede fra start, at folk i den grad var så klar til ’en lille fredag’.
Da Be Svendsen går på scenen, mærkes også et lettelsens sus og en dybfølt og ægte glædesrus både fra scene og sal. Be Svendsen er jo rent faktisk et større navn ude i verden end han er her på sin hjemmebane – og derfor er denne aften selvfølgelig mere end et øjebliksmoment, der skal bevise at han er klar til ’the next level”.
Han lægger ud – alene på scenen – i tranceagtig stil – nærmest i mørke – med en “Intro LIVE blok”, der ifølge sætlisten skulle vare 10 minutter, men ender med at folde sig ud i 16 minutter. Et første signal i en hele to timer og to minutter lang koncert på at Be Svendsen er her for at været i nuet – og for at tage sit publikum – som han tiltaler skiftevis på dansk og på engelsk – med på en rejse, der ikke skal være forudsigelig – men ligeså meget fremsynet. Derfor er der også helt nye numre på sætlisten.
I løbet af koncerten har han fire forskellige musikere med på scenen til at give et mere organisk udtryk – ikke mindst sangerinden Kamilla Kovacs, der virkelig ’shiner’ undervejs – særligt på den fortryllende flotte ”October Letters”. Men også en violinist som jeg ikke fik navnet på, samt Christopher Ohlsson på cello, og Kristian Hoffman på guitar får undervejs skabt deres bidrag til en løfterig helhed, der hørt oppe fra balkonen rummede lige præcis den variation – i et vedkommende og verdenmusikalsk udtryk – som man havde kunne drømme om. Følelsen af musik der rækker ud – for at blive lukket ind i krop og sind.
Det virkede dog lidt som om at hovedparten at publikum primært ville festen og den bevægelse – som mere up-tempo numre som ”The Sequel”, ”Man on the run” – og ikke mindst den anden halvdel af ”LIVE BLOK” midtvejs i sættet lage op til. Her miksede Be Svendsen i over en halv time fem numre – blandt andre “Man O To”, ”Scarecrow” og ”Voice of Toho” i en rytmisk rejse af næsten uhørte dimensioner, der i den grad fik både gulv og balkon i varm trancedannende bevægelse. Ganske fascinerende.
Til gengæld var det også lidt overraskende, og forstyrrende at opleve, så lidt lydhørhed , der var over de mere organiske eksperimenter fra Be Svendsen og hans ellers hamrende dygtige hold af musikere. Det er godt nok længe siden jeg har oplevet så meget snak til en koncert. Men der var selvfølgelig også noget at snakke om!. Ikke alle numre var lige minderige – men vi så klare aftegninger af en artist, der er på en længe ventet optur, som med garanti kun lige er begyndt. Dansk musik har så afgjort fået sig en eksportvare, som bedømt ud fra flere af aftenens nye numre nok skal blive ved med at give.
Og når man samtidig allerede har begået numre som den sfærisk flotte ”Flint” hvor Kristian Hoffman forkælede med velplacerede guitarguirlander, og iøvrigt kan slutte en lang koncert af med et sæt af 3 ekstra numre – startende med den vitalt rytmisk forførende ”Drop the Gun” – der fik alle i salen helt op på beatet, se er det vel bare at konstatere, at Be Svendsen næppe meget længere kan blive en forholdsvis velbevaret hemmelighed her i vort lille land.
Ja, selv i en meget mørkt anlagt scenebelysning – var det ikke svært at se lyset – for netop mørket og musikken skabte momenter af den slags magi, der er værd at drømme videre om.
