BERNT & DE BEDSTE INTENTIONER – “do”

Da jeg modtog dette album sidste år ved udgivelse, der lige tæt på sommeren, blev jeg øjeblikkeligt begejstret over det fantastiske pladecover. Et helt unikt portrætfoto af sanger og sangskriver Bernt Hertz. Se bare farverne og blikket i de blå øjne. Det gjorde nysgerrig på at få albummet i omdrejninger. For hvad gemte der sig så bag coveret til debutudgivelsen med bandet med det ganske bemærkelsesværdige navn BERNT & DE BEDSTE INTENTIONER. Jeg havde de bedste intentioner om at finde svaret, men det lod vente på sig, fordi der hele tiden stillede sig et andet eller tredje eller fjerde album foran. Men det er så heldigvis et album med langtidsholdbar værdi. Det kan jeg nu konstatere med ret stor sikkerhed.      

Åbningsnummeret ”Noget på vej” giver straks aftegninger af at, ja – der er noget på vej. Enkel, rustik, skramlende rock af den slags man kender så ganske godt, hvis man har haft navne som Neil Young, Lou Reed, Alrune Rod, C.V. Jørgensen eller Magtens Korridorer på radaren.

Bernt Hertz afslører sig allerede her som en tekstforfatter, der ikke pakker ting unødigt ind i metaforer, med hellere gør sig i et direkte og usentimentalt hverdagsbilledsprog. Livet, døden, frustrationer og forhåbninger blandes på godt og ondt og på dansk. Skrevet med et kritisk blik, og en slagkraftig poetisk åre, der ved at der også kan være plads til ironi og humor mellem linjerne. Godt nok ser meget sort ud, men alt er trods alt ikke kun sort eller hvidt.  

Den beskidte Neil Young-ish guitarsound foldes efterfølgende ud på smukkeste vis, på et af albummets stærkeste indslag – ”Du dør”. Det er kontant, det er livsbekræftende. Både på dette nummer og det efterfølgende ”I morgen” minder Bernt & De bedste Intentioner på forunderlig vis som en vellykket blanding af det bedste af det bedste fra ligesindede eksistenser og kollegaer som Uffe Lorenzen, Henrik Strube, Ivan Sand og Sorte Fugle.

Den snavsede sound toner rene linjer, men finder også plads til en melodisk drivkraft. Man rives derfor let med. Dog ikke lige meget hele vejen. Numre som ”Fuldkommen fra hinanden” og ”Tatoveret i hjernehinden” blegner ovenpå den næsten urimeligt stærke og overvældende start på albummet, og ordet skabelonøvelse trænger sig pludselig på.

Referencerne til 70’ernes dansksprogede psykedeliske syrefolkrock scene er tydelige, men Bernt har bestemt intentioner til mere end tilbageblik. I det klassiske tromme, bas og guitar set-up, rammer han, når han er bedst, med træfsikker nutidig kraft og saft. Ikke mindst på i albummets fuldfede punktum ”Luft”. Med syv minutter pladens længste, og samtidig beviset på at man sagtens kan udvise aktiv aktuel handling, uden at skulle finde synderlig meget musikalsk forvandling. Nummeret er skabt på en gammel grobund, hvor der stadig findes bæredygtigt vækstlag.

Det viser nummeret ”Ingen & Nogen” også så glimrende. Et nummer, der udviser en fintfølt fornemmelse for Skousen & Ingeman. Herfra hvor jeg lytter, er det bestemt ikke en bytter.

Det er til gengæld ”Dumme svin” og ”Søsyg sømand”, der begge prøver at puste sig op på samme anarkistiske boldgade, som et band som Skullclub. Viljen og den punkede energi rykker dog aldrig for alvor, og frem for vrede velplacerede stød, mærkes de to omgange her mest som skyggeboksning.

Ikke mange artister tør at skrive om den galoperende klimakrise, og slet ikke så beundringsværdigt direkte som Bernt gør det på den særdeles bæredygtige ”Varmere nu”. Sidder de på P6 Beat og savner et ægte klimahit, så er dette et varmt og vedholdent tip. Det er råt, det er usødet, og det går direkte ind på lystavlen med sparepærerne blinkende.

Dette er i den grad et album, hvor det meste både syder og det gærer. Det er ikke for sjov. Det er grumt alvor – og derfor er det alvorligt talt ikke et album du må overhøre, hvis du er til upoleret dansk rock med kant, udtryk og et forsamlende indhold. Så lad os endelig skure op for flere gode intentioner, både fra Bernt og fra den verden, der omgiver ham, dig og mig.