Hun må snart være en af de amerikanere, der har optrådt flest gange i Danmark. Hun er her ofte. Ottende gang var det hun stod på scenen i Amager Bio. Kvaliteten af hendes besøg har været stærkt svingende. For stemmen er ikke nok. Personen og mennesket Beth Hart skal også være tilstede. Det var hun denne tirsdag aften sammen med blandt andre fotograf Henrik Hildebrandt og stemningsrapportør Belinda Hildebrandt.
Og det var ikke spillet længe før at man fik fornemmelsen af at det her var en af de gode dage. For sikke en stemme. Sikke en kvinde. Sikke et nærvær, og sikke en WAUU-følelse. Det virkede, som om Beth Hart kunne gå på vandet denne aften. Vi gik alle med.
Vi har da også med den tunge kaliber af kunstnere at gøre her. Ikke ligefrem et under at Beth Hart, som den eneste musiker udefra kunne havne som baggrunds vokalist på Deep Purple albummet ”Bananas” fra 2003 i sangen “Haunted” eller at en af verdens førende bluesguitarister i nyere tid – Joe Banamassa – har hende som en kær og tilbagevendende legekammerat.
Hendes fyldige stemme kom ud i hver en krog i det udsolgte Amager Bio, og som tilskuer blev man mildest talt blæst væk af alle de lyde og tonearter, der kom ud af hendes mund, lige fra hvisken til den hæse, varme og rå tone.
Hun har i år udsendt sit første album siden 2016 – albummet ”War in My Mind” – og den krig virker hun til at vinde. Det er ellers lidt af et under, at den efterhånden 47-årige Beth Hart står på en scene i dag, for livet har lige fra barnsben budt på flere end gennemsnitlige udfordringer, og mange år af hendes liv har været præget af alkohol og stofmisbrug.
Musikalsk havde hun en håndfuld sange med fra det nye album – blandt andet åbningsnummeret ”Sugar Shack” – og et par numre ”Spanish Lullabies” og ”Bad Woman Blues”, som hun har skrevet med danske Rune Westberg.
Derudover kom hun godt pænt omkring i hendes bagkatalog, samtidig med nogle velvalgte covernumre – blandt andet to fra en anden fremragende og original sangerinde – Melody Gardot.
Hun formåede at spænde mellem flere musikgenre – der var rock, blues, soul, og jazz – og det hele blev behandlet, som var hun en kok på en Michelin restaurant. Detaljerne og selve anretningen var det hele værd.
Smukt håndterede hun klaveret i bare tæer – og i det hele taget var stemningen i lokalet intim og hyggelig. Der var gulvtæppe på scenen og levende lys og lyst, og det lagde rammen om en mere åben og mere personlig performance end tidligere hørt fra Beth Hart.
Ind imellem sangene delte hun gribende hun ud af de personlige historier, som havde relationer til hendes tekster. Bluesdronningen er bag den stærke udstråling utrolig følsom og lod sig tydeligvis rive med i hendes tekster, som hun sang på en måde, så man fik hele følelses registeret at mærke gennem hendes fantastiske stemme. Hele hendes krop og sjæl var som et levende instrument lige fra top til tå.
Der anes lys forude for Beth Hart og hendes mange danske fans, og derfor kunne koncerten vel heller ikke slutte meget bedre end med hendes klassiske nummer “Leave the Light On” fra 2003.
Det var en ægte stjernestund i Amager Bio. En stjerne du vil have mere af. En stjerne du bør unde dig selv at opleve mindst en gang i dette liv.
