Der var næsten udsolgt da Hotel Cecil denne første søndag i december lagde scene og lokaler til releasekoncerten for albummet ”Uncover” fra Bjørn Fjæstad.
Denne aften flankeret af Palle Hjort, Lars Skjærbæk og Rene Damsbak – samme hold, der er med på pladen, dog der udvidet med Troels Skjærbæk på bas og Eddi Jarl bag trommerne.
Noget af et stjernehold. Men der er også tale om en udgivelse og en samling sange for feinschmeckere. I forvejen tilhører Bjørn Fjæstad jo kongerækken af danske vokalister. Det har han efterhånden gjort i mere end 25 år – blandt andet via 8 studie og 2 live album med gruppen Baal, et langtidsholdbart dansksproget soloalbum (2015), og en masse roller i film og på teater.
Han har kort sagt en af den slags stemmer, som meget få glemmer når den først har været gæst på øregangen. Han rummer både det storladne og det sagte, og har samtidig ikke mindst spændvidden og evnen til at skære sange helt ind til benet.
Eksklusiv lydoplevelse i samarbejde med DALI
Og netop sidstnævnte evne foldes ud på dette album, med 11 covernumre – dog ‘kun’ 9 i LP versionen – præsenteret som Fjæstad’s eget bud på et slags soundtrack til sit liv. Sange han har taget med sig igennem livet, og som nu mærkes, føles og fortolkes frit i en moden mands varetægt.
”Uncover” udgives i samarbejde med højttalerproducenten DALI og er indspillet, live, i Lundgaard Studierne i sommeren 2021. DALI er anerkendt for deres kvalitetsbevidsthed, og deres ønsker med vinyludgivelsen er udover at sætte spot på den store lytteoplevelse, at hylde det levende, det velspillede, og det holdbare. Albummet er indspillet, mixet og mastereret ud fra DALI’s lydfilosofi om dynamisk musikgengivelse og den er udgivet på vinyl – Special Edition (500 stk), på CD og som high resolution album download.
Coveralbum er dog ofte en svær størrelse af favntage, fordi modtagelsen som lytter også afhænger af ens kendskab og/eller kærlighed til originalsangene eller andre kendte versioner.
En pose blandet GUF
Fjæstad blander på “Uncover” kortene godt, og næppe mange vil være fortrolige med alle de 11 udvalgte numre. Jeg var i hvert fald ikke, og det var Fjæstad faktisk heller ikke.Han kunne afsløre, at Gene Clark’s ”Some Misunderstanding” for ham var ukendt, men var et godt tip, som han fik via en god ven. Godt at den kom med – og godt at han havde orgelkongen Palle Hjorth på LIVE til at give den en nærmest magisk outro. Også godt at ”If you Could Read My Lips” af Gordon Lightfoot blev en del af albummet. Et nummer som jeg ikke kendte, men som jeg da nu er faldet alvorligt for både i originalversion, og i denne nye nært forbundne fortolkning, der dog får sig et svævende og atmosfærisk løft. Ikke mindst LIVE takket være noget gudesmukt trompet underlægning fra Rene Damsbak.
Det mindre kendte Bob Dylan ”I Threw It All Away” fra ”Nashville Skyline” (1969) er albummets både korteste og kedeligste nummer. Minder mest om en godnatsang, der tabes blidt på sengekanten, og det forbliver derfor en parentes både live og på album.
At det er tilfældet skyldes så heldigvis, at flere andre versioner er både ekstraordinært smukke og vækkende. Det gælder ikke mindst nogle af de kommercielt mere kendte numre. Den måske efterhånden lidt forslidte rock-klassiker ”I wanna know what love is” fra Foreigner – bliver nærmest her genfødt med en genfundet følsomhed i et tæt på overjordisk lækkert arrangement. Bedre åbning af koncerten kunne man ikke bede om. Ærgerligt, at lige det nummer ikke har fundet vej til LP versionen af “Uncover”.
Her er det et andet velkendt 80’er hit ”Drive” af The Cars, der tages under kærlig behandling, og som åbner albummet – ja, næsten som en åbenbaring. ”Den tænder mit omsorgsgen”, var forklaringen fra hovedpersonen fra scenen, da den blev leveret, som det helt perfekte punktum på en af den slags koncerter, der i løbet af 70 minutter, gjorde tilstanden ”alt er godt” til en nærværende oplevelse.
Nedtonet tryllestøv
Generelt bliver der skrællet godt med lag af i lydbilledet i forhold til de fleste af originalerne, men til gengæld kommer der ekstra tryllestøv på undervejs. Ta’ f.eks. Bee Gees’ ”To Love Somebody”, der bliver tilsat krystalklar guitar vellyd i tæt samspil med det mest frydefulde keys og trompet soundscape, og selvfølgelig en maksimalt velafbalanceret frontsanger.
Fjæstad ved nemlig,at han ikke behøver bevise noget vokalmæssigt, så derfor er han aldrig for meget eller for lidt – men præcis der, hvor han skal være. Derfor kan han også uden rødmen erklære at han vil tage ”I Will Always love You” hjem fra Whitney Houston i en version, der iøvrigt også er mere i harmoni med sangens ophavskvinde Dolly Parton. Den udmærkede udgave her, bliver dog ikke til meget mere end et godt bud. Nummeret er det andet bonusnummer på CD udgaven, og vil næppe føles savnet på LP’en af ret mange.
En LP, der til gengæld lukker med to uovertrufne og originale fortolkninger. Først en meget dragende og alternativ version af Meat Loaf’s” Two Out of Three Ain’t Bad” og så The Korgis klassikeren “Everybody’s Got to Learm Sometime” (1980), som senere er fortolket ganske enestående af både Beck, Zucchero, Jimmy Jørgensen og C. V. Jørgensen. Versionen LIVE og på “Uncover” blegner ikke i det selskab, og det gør at man vel blot her kan konstatere, at det bare et nummer, der har den slags udefinerbare aura og en karisma, der passer så dejligt til sangere med stor sjæl og personlighed. En sådan er Bjørn Fjæstad. Faktum.
Et coveralbum kan tit være ’varm luft’. Det er det her sådan set også – men i positiv forstand. For i en tid, hvor vi mangler varme hænder, varme kinder og meget andet – er det skønt at få et nyt soundtrack til at ledsage nye varme minder, og varme øresneglen. Dette album er således definitionen på en lunende helhedsoplevelse, især hvis du sætter den i omdrejninger via LP formatet.
Lyden – og ikke mindst produktionen fra Lars Skjærbæk er til topkarakter. Der er en lige (gløde)tråd fra denne produktion, og til den han leverede til Signe Svendsens lille mesterværk “Hvem vil ikke elskes igen” – også fra i år. Den mand kan altså noget med stemningerne, ikke mindst når han er i så godt selskab af både gode sange og musikere.
Det er en smagssag om det ligesom i Johnny Cash’s “American recordings” serie skal være så straight og gennemført lydmæssigt. For som lytter ved man at de involverede kan folde sig mere ud end de gør her, men det også en kunst at lade være – ikke mindst når det mest af alt er i musikkens tjeneste og på musikkens vilkår.
Derfor 5 skiver herfra til et album, der i øvrigt også lyder rasende godt på et sæt spritnye System Audio højtalere. Play it loud …siger det bare!
