Seks år inde i bandets levetid udkommer debutalbummet ”Bøjet i neon” fra de sympatiske gutter i Blå Nætter. I 2015 udkom EP’en i ”Hvorom alting er” – og siden har de turneret løseligt – både i akustiske set-ups og med fuldt band – og ellers har de taget sig god tid til at finde frem til det udtryk, de altså endelig præsenterer her i 2019.
De lagde dengang ud med en mere klar folk-pop approach end den man hører på ”Bøjet i neon”. Det skift er et helt bevidst valg fra bandet, der i fællesskab signerer sangskrivningen, og det fungerer rent faktisk glimrende hele vejen igennem, som en ret tydelig og blå tråd igennem alle 12 numre. Der er en god variation – endda et enkelt instrumental nummer – og generelt lever indholdet på albummet fint op til Arne Jakobsen’s stilrene design, som danner baggrund for albummets stemningsfulde cover forside.
Alle er det numre, der sagtens skulle kunne fange opmærksomheden hos lyttere, der normalt nyder lyden af navne som Juncker, Ulige Numre og The Minds of 99. Forsanger Simon Olsen har ovenikøbet en vis lighed i sin vokal med Niels Brandt fra The Minds of 99 – og numre som ”Bøjet i neon” og ikke mindst ”En flænge i himlen” ville med garanti have skabt fællessang foran Orange Scene på Roskilde festival, hvis de blev lanceret af The Minds of 99 – og ikke af de mere beskedne og tilbageholdende personager i Blå Nætter.
”En flænge i luften” er måske et af årets foreløbig bedste stadion-rock-pop numre med et fængende drevent beat a la The War on Drugs – og rummer samtidig den energi og kraft, som netop The Minds of 99 så målrettet mestre.
Blå Nætter gemmer sig lidt for meget bag tredje personer – også i teksterne – hvor ”jeg’et” kun sporadisk har hovedrollen – og reelt alene i et af pladsens stærkeste numre – det akustiske og tilbagelænede ”De største helte” med de smukke og eftertænksomme linjer ”Og nu står jeg på egne fødder – men falder tit alligevel – du aner ikke hvad det betyder – at blive rejst op igen”.
Det er nok overvejende sandsynligt at Blå Nætter ikke tager det helt store gennembrud med dette album – alle kvaliteter til trods. Men som den sammentømrede enhed de er, står det da bøjet i neon at de fortsat skal tro på talentet, og rejse sig ved samme træ som de falder – og så måske lige give lidt mere af sig selv – sætte sig selv – og ikke alle disse skæbneramte og tvivlende tredjepersoner på spil – også i teksterne – og henvende sig mere direkte og kontant til lytterne.
Når det er sagt er der stadig masser at glædes og i ørefaldes over her – ikke mindst i numre som ”Langfredag” og ”Plads til tårer” – der med sin stemning af efterår i den grad spiller ud med albummets nok stærkeste tekst. Er man kommet bare lidt ud over ungdommens uovervindelige medvindstilstand så dyrk lige verset her :
”Der er kun chancer at tage
Der er kun livet tilbage
Rejs dig op og gå din vej
Der er kun ting af nå
De er kun minder at få
Hold hoved højt og sæt dit sejl”
Albummet slutter på majestætisk vis med det ældre nummer ”Elektrisk Blå”, der endelig har fundet sin rette plads, og får hele berigende 6 minutter og 31 sekunder at folde sig ud i. Nummeret har en puls, som kunne være målt på Kliche’s legendariske debutalbum i 1980 – og som sikrer at grundformen er i orden til at holde hele vejen igennem på et nummer, der hele tiden vokser, og endda får lov at eksplodere med en velvalgt guitar solo til sidst. ”Elektrisk blå” har så megen orange feeling – at det nærmest skulle stadfæstes ved musiklov, at de i bandet skal sætte det som et erklæret mål at have været på plakaten på Roskilde Festival inden for de næste tre år.
