Djiiiizus f…cking Christ, eller Jøsses Kaneser, som Klaus Kludders kone Lovise ville have sagt. Sikken en eksplosion, sikken en energiudladning, sikke da et sygt fedt band, man var så hamrende heldig at være i stue med, et par timer på nordsiden af Ij-floden i Amsterdam i aftes.
Black Pumas hedder de, og det er frontfiguren, Eric Burton (BurTon med T, ikke D), der styrer festen for fedt og for vildt. I sættets første nummer begynder band´et hen mod slutningen at skifte toneart, spille underligt skævt og ender i et kakafonisk kaos, hvor Eric Burton lige pludselig smider sig ned på scenegulvet, snurrer sindssygt hurtigt rundt og ligeså pludseligt igen springer i vejret, som skudt ud af en kanon og lander sikkert på benene.
Jeg har ikke set noget lignende, siden Prince var i live, og jeg tror, at hvis Eric Burton laver det nummer til de næste olympiske lege i disciplinen, øvelser på gulv, det fri program, så må dommerne sprænge karakterskalaen og enstemmigt give Burton karakteren 11-12 stykker ud af 10. Men helt sådan fortsatte det ikke bare.
Eric Burton laver det nummer til de næste olympiske lege i disciplinen, øvelser på gulv, det fri program, så må dommerne sprænge karakterskalaen og enstemmigt give Burton karakteren 11-12 stykker ud af 10. Men helt sådan fortsatte det ikke bare.
Efter den eksplosive start forekom relativt rolige passager før det til sidst stak fuldstændig af. Det mindede en del om, da AGF i søndags bankede et hold fra syd for Kongeåen: I første halvleg blev de gæstende modstanderne blæst af banen, for så at komme tilbage i en kort periode, hvorefter værterne satte dem eftertrykkeligt på plads og gik fra banen i triumf. Således også med Black Pumas, hvor forsanger Burton i sidste ekstranummer væltede ud blandt publikum og lod sig hylde, før han adræt sprang tilbage på scenen og lukkede ballet med et brag.
Og da ballet, koncerten var helt slut, gik der 5 minutter, så spankulerede Mr Burton ind i salen, trykkede på næver, krammede alle, der gad kramme, blev selfi´et med de fleste af dem, der ikke var gået endnu og tog sig tid til at snakke med alle, der havde dette eller hint at vende med ham efter koncerten. Jeg selv, nøjedes med at give den spinkle, sorte mand et bjørnekram; “I´m so happy you were here, man” sagde han, “I’m so happy, I made it all the way from Denmark, my man”, svarede jeg og håbede han forstod en fin antydning.
Jeg blev lidt og var tæt på, at gå hen og falde i snak med Eric Burton, men endte med at lade være.
For Pokker, jeg var bare begyndt at interviewe ham, så var han ikke sluppet fra mig det første kvarter, og det kunne være, de søde hollandske publikummere var blevet utålmodige og småsure over ikke at kunne komme til.
Da jeg forlod Paradiso Noord, tre kvarter efter koncerten var slut, snakkede Eric Burton med folk endnu, Gud ved om Burton ikke endte sin torsdag aften til et party på en Amstedamsk husbåd eller i en hyggelig tilrøget Coffee-shop.
Det, Eric Burton og Black Pumas spiller er soul, rå retro´et soul med hints til noget Prince og noget psych´et.”Psychedelic soul based in Austin, TX” står der på Black Pumas´ FB-side. Men vi er ikke ovre i George Clintonsk funkadelica, de psychede elementer er mere krydderier på den dybe soul. Helt udspacéret i længere stræk bliver det aldrig, hvis der er noget, der hedder “souladelic”, så er Black Pumas souladelic i den lettere ende.
Lyt til Black Pumas‘ foreløbig eneste og fremragende debut-album, så kan du selv vælge prædikaterne… og sande, at der er instant og tidløse hits på. Det mest hit`ede, ”Colors”, er det, du ka se den officielle video til. Et nummer hvor keyboardspilleren live gav den en ordentlig orgelhørmer, som vores egen Palle Hjorth ville have sagt om den vilde slutning.
Jeg havde en vild og uforglemmelig aften i det nordlige Amsterdam i aftes. Sådan én, man sgu bliver så glad i låget og kadaveret af, og hvad siger man så? Så siger man, tak!
