Bo Kaspers Orkester – DR Koncerthuset – 12.02.2020

405A9857

Fotograf: Maria Fremming

”Ren luksus – svenske veteraner forkælede med fiffig flair for alle formater”

Så stod de der igen på en dansk scene. Bo Kaspers Orkester. Det har det gjort utallige gange, siden de – ifølge Bo Sundström – spillede her til lands for første gang for over 20 år siden – dengang i Templet i Lyngby.

De har været elsket her lige siden – og med større og større styrke og volumen. To gange udsolgte koncerter her i DR Koncerthuset, kun få billetter tilbage til Musikhuset i Århus i aften, og udsolgt til de efterfølgende koncerter på Kulturværftet i Helsingør og i Portalen i Greve.

Denne skribent har set dem utallige gange i løbet af de sidste 20 år – og de har alle dage holdt et ekstremt højt niveau, ofte overlegen underspillet med masser af nærvær, sprød spilleglæde og ikke mindst holdbare sange.

I år er deres katalog af sange udvidet med 11 nye soul farvede nyheder via albummet “23.55”.  Et fremragende fuldblods album, der spiller sig ind blandt deres bedste. 5/6 hvis nogle skulle bede om en karakter. Og derfor er det glædeligt at alle elleve numre blev præsenteret her i et sæt på 1 time og 45 minutter. Som vanligt er omdrejningspunktet i tekstuniverset hos Bo Kaspers Orkester – kærlighed og/eller sprit – de er vel svenskere, som Bo Sundström med vanligt glimt i øjnene nævnte.

27 år er der gået siden første album udkom – men som band virker de fire venner , som startede bandet i sin tid – Bo Sundström, Fredrik Dahl, Mats Schubert, og Michael Malmgren – næsten mere friske og spillelystne end nogensinde. Først og fremmest har de et musikalsk fundament – de fire sammen – som er lige så stabilt og sammentømret som et svensk træhus fra Lønneberg. Dertil evner Bo Sundström med humor og masser af viden om Danmark, at kommunikere med sit publikum på en måde, der altid virker ægte og hjertelig.

De lagde ud med hele 10 personer på scenen – ligesom ved verdenspremiere for “23.55”på Hotel Cecil den 19.11.19 var der blæsersektion med trompetist og saxofonist, en perkussionist, en guitarist, og så her i luksus udgaven – udvidet med 2 korsangere – heraf den ene kvinde i kurven Ida Sandlund. En sangerinde der i øvrigt under sit artistnavn – Ida Sand – har udgivet et håndfuld meget anbefalelsesværdige vokal jazz-pop-folk udgivelser.

Det format fungerede og især kor og blæsere lagde nye nuancer til lydbilledet.  Det publikum, der måske ikke var så begejstret for alt det blæs og de musikalske lag, fik så godt en halv time inde i koncerten Bo Kaspers Orkester i andre formater, der flyttede koncerten et helt andet sted hen i en halv times tid. Først Bo Sundström og trommeslager Fredrik Dahl alene på scenen – som Bo Sundström selvironisk kaldte Sveriges svar på Simon & Garfunkel – der gav en rørende smuk udgaven af ”Brev” fra 2008 albummet ”8”.

Schubert og Malmgren kom igen på scenen – og et lille sæt med en håndfuld nedtonede perler fulgte – ikke mindst en groovy og swingende version af ”Mindre smaker mer” hentet fra 1994 albummet ”På Hotel”. Korsangerne kom på scenen igen – og halvvejs i ”Det smarteste jag gjort” – kom også blæserne tilbage, og koncerten blev herefter kørt hjem i det fulde luksusformat, der også inkluderede en masse herlig koreografi musikerne imellem i. Hvad skal det ikke ende med – en Bo Kaspers Orkester musical i Glassalen i Tivoli?

Også lyssætningen imponerede – ikke mindst i en fænomenal fit verson af ”Allt ljus på mig” – efterfulgt af aftenens funky højdepunkt ”Diskotek”. Hvordan Bo Sundström får luft til en helt koncert igennem at holde et energiniveau -som ville kunne gøre selv Ole Henriksen misundelig – er en gåde, som han måske burde skrive en bog om, hvis han har et svar.

Det nye album rummer det helt perfekte afslutningsnummer ”Nu skal jag gå” og det lukkede og slukkede koncerten på absolut smukkeste vis. Bo Sundstöm opfordrede publikum til at komme ned og møde dem efter koncerten – så vi rigtigt kunne rose hinanden. Mange tog imod tilbuddet – og roserne var næppe tom snak. Bo Kaspers Orkester havde sejret stort i alle formater.      

OBS: Side 33 havde ikke fotograf med i DR Koncerthuset, og øverste artikelfoto er derfor fra Hotel Cecil den 19.11.19

FOTO: Mads Kornum
FOTO: Mads Kornum

FOTO: Mads Kornum
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.