BOB DYLAN – ”Rough and Rowdy Ways”

Fotograf: PRESSEFOTO

”ONKEL BOBS BLUES’N’BALLADS TIL SVÆRE STUNDER”

Lad mig bare indlede med at tage munden helt fuld: Bob Dylans 39. studiealbum ‘Rough and Rowdy Ways’ er en mesterlig og mindre åbenbaring i en opsplittet og COVID-19 ramt tid, som også for en stund tvang hans eget hjemland i knæ. Det virker derfor alt andet end tilfældigt, at dette 70 minutter lange statement pendlende mellem klassisk blues og afdæmpede inderlige ballader udkommer netop nu. 10 sange fordelt over to discs idet ‘Murder Most Foul’, den længste og mest ordrige komposition i karrieren, har fået sin egen.

‘Murder Most Foul’ dumpede uventet ned som single den 27. marts beregnet for streaming og download, mens verden våndede sig i krisekrampetrækninger. ‘Foul’ kan oversættes til ‘modbydelig’ og ganske dækkende for det usle og dødbringende attentat, der ramte præsident John F. Kennedy den 22. november 1963 i Dallas, Texas. Med denne skelsættende og fatale begivenhed i centrum reciterer Dylan sin egen udlægning af De forenede staters politiske og kulturelle historie, mens der spoles frem og tilbage i tidsperspektiv.

Såvel metaforiske som konkret tilføjet et hav af referencer er ‘Murder Most Foul’ en lyrisk bedrift af de store, og vi er på et niveau her, hvor Dylans poetisk deklamerende kraft sparsomt og nænsomt akkompagneret af violin, klaver og slagtøj fejer stort set al konkurrence af brættet. Jeg har gennemlyttet og læst dette magnum opus flere gange en kæmpe mundfuld, der kræver koncentration, men til gengæld giver dividende i righoldigt mål.

Udåden mod Kennedy beskrives med klinisk detaljerigdom, og konklusionen mellem linjerne lyder, at attentatet har splittet en stor og stolt nation til atomer, en splittelse der har trukket så dybe spor, at det er gået ned ad bakke lige siden og efterladt USAs demokratiske og liberale traditioner med ar på sjælen. I hvor udstrakt grad, ‘Murder Most Foul’ kan tolkes som en indirekte kommentar til COVID-19, Trump og Black Lives Matters, skal jeg ikke kloge mig på, men det ligner unægtelig en tanke.

‘Greetings to my fans and followers with gratitude for all your support and loyalty across the years. This is an unreleased song we recorded a while back that you might find interesting. Stay safe, stay observant and may God be with you’, lød Dylans hilsen til sine fans på hans YouTube kanal. En ganske bemærkelsesværdig tak fra en som oftest umeddelsom mand i offentligheden, der dog har meget at sige på ‘Rough and Rowdy Ways’. Ikke mindst i ‘Murder Most Foul’, der virker som en lang Spoken Word i en strøm af bevidsthed.

Med sikker elegance sættes nationens uskyld overfor uhyrlighed, og populærkultur kontrasteres med patologisk ondskab. The Beatles møder Woodstock, Altamont, The Who, Charlie Parker, Don Henley, bluesmusikkens gamle mestre, Lindsay Buckingham, Warren Zevon og mange andre. ‘Murder Most Foul’ burde alene kunne holde svorne Dylanologer beskæftiget i adskillige år.

Tre uger senere, den 17. april, fulgte endnu et singleforskræp til fri virtuel afbenyttelse, ‘I Contain Multitudes’, en ballade blidt fremført af Dylan, hvis stemme ikke har lydt bedre i umindelige tider. Upresset med en klædelig rund klang der vedstår sig alder og patina, mens det går mod tilværelsens vinterfase. Afklaret, usentimentalt og pointeret. Den 8. maj belønnede Dylan omverdenen med et nummer mere, ‘False Prophet’, en gyngende slow shuffleblues, hvor hans vokal tilføjes mere kant og konfrontation i udtrykket, hvilket gælder for albummets bluesnumre iøvrigt.

I flere internationale anmeldelser, der med få undtagelser alle er oppe at ringe af begejstring, drages der paralleller mellem ‘Rough and Rowdy Ways’ og ‘Time Out of Mind’ (1997) samt ‘Love and Theft’ (2001) begge præget af sange om døden tilsat et skvæt galgenhumor. Det kan jeg godt følge, da statusopgørelserne over livets tildragelser ligeledes er kørt i stilling på ‘Rough and Rowdy Ways, hvor de resterende skæringer er på niveau med de allerede nævnte. Især Dylans hyldest til en forlængst afdød og stilskabende bluesmusiker i ‘Goodbye Jimmy Reed’ er en shufflesvingende perle af Americana, der ydermere understreger hvor vigtig, Dylans faste stab af håndlangere er blevet i forhold til at lægge den helt rigtige bund i musikken.

Der adderes og subtraheres alle de rigtige steder for at skabe optimal dynamik i lydbilledet. ‘I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You’ er en svimlende smuk ode til kærligheden og hengivelsens inderste væsen fremført af en mand, der ikke længere behøver at bevise noget eller gøre sig unødigt til. Hymnen er nærmest hele sættet værd i sig selv. Men der er mere endnu: ‘Black Rider’, ‘Mother of Muses’, ‘Crossing of Rubicon’ og ‘Key West (Philosopher Pirate)’ føjer alle med sprogligt overskud og præcision nye facetter til Dylans snapshots af USA i historisk, kulturel, kaotisk og personlig forvandling set gennem hans livskloge teleobjektiv.

Mon andre digterspirer og sangskrivere pt kan toppe Dylans aktuelle udspil i al dets vid og vingefang? Måske, men let bliver det ikke i direkte kamp mod en 79-årig mester i topform. Tilbage er der blot at takke for, vi stadig kan dykke ned i albums af den kvalitet, som ‘Rough and Rowdy Ways’ så generøst tilbyder os, mens de mørke skyer forhåbentlig snart driver forbi.

Udgivelsesformat: 2LP (dog først 17.07), 2CD/digitalt
Udgivelsesdato: 19.06.20
Label: Columbia
Genre: Folk-blues

Leave a Replay

Fotograf: PRESSEFOTO

Udgivelsesformat: 2LP (dog først 17.07), 2CD/digitalt
Udgivelsesdato: 19.06.20
Label: Columbia
Genre: Folk-blues
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.