BRIMHEIM – “Can’t hate myself into a different shape”

”Lad Brimheim falde sammen for øjnene af dig”

Alt var, som det skulle være. Helena Heinesen Rebensdorff aka Brimheim havde fundet sig til rette med sin kone, fundet et sted at bo og var blevet signet hos pladeselskabet W.A.S, som udsendte Brimheims debut-EP ”Myself Misspelled” i slutningen af 2020. Det gennembrud, hun i mange år havde ventet på, var endelig en realitet – og så ramte depressionen. Men drømmen om at lave mere musik brast aldrig, og Rebensdorffs arbejde med fuldlængdedebuten ”føltes som at blive genoplivet”, som hun har udtrykt det i et interview med GAFFA. Og himlen være lovet, at Brimheim blev genoplivet og fik smidt sit debutalbum. Det er en saltvandsindsprøjtning af en lytteoplevelse.

Komponenterne i den er storslåede, uforglemmelige omkvæd, der tatoverer sig fast til bevidstheden. Mørke, dybfølte tekster, der spænder fra eksistentielle overvejelser til anekdotiske hverdagsfortællinger. Alt med en skarp poetisk pen. Det er en poppet, støjrocket, storslået og inderlig – og frem for alt hudløst ærlig – rejse gennem depressionen. På åbningsnummeret “Heaven help me i’ve gone crazy”, starter vi således ved begyndelsen:

”In an old handheld pocket mirror/I have noticed that I am see through” synger Brimheim, og vi forstår, at det her altså ikke er noget, der kan klares ved at lægge lidt makeup i lommespejlets skær.

Ordene svæver rundt i et lydunivers, der leder tankerne hen på Radioheads “In Rainbows” eller “A Moon Shaped Pool”. Altomsluttende synthesizere, majestætisk kor. Bittersød akkordprogression på akustisk guitar og støvet klaver. Den der flabede, snørklede, smukke melodi, man sagtens kunne forestille sig Thom Yorke synge.

Det hele fungerer som en vignet, der præsenterer de grundlæggende tematikker og sparker selve værket i gang. Vi får symbolsk nok titelnummeret ”Can’t hate myself into a different shape” efterfølgende, der lægger ud med trommemaskine a la Beach House, dyster nedstemt akustisk guitar og plekterbas, der pumper derudad. Og så kommer det her storladne, fængende, uimodståelige omkvæd, der gudskelov ikke er det sidste af sin slags på albummet. Melodien er hjerteskærende, naiv og skrøbelig i absolut skønneste forening. Og teksten, for fanden, teksten:

”If I could just shave off another piece of myself/Would you/Watch me fall apart/Right in front of your eyes” synger Rebendorff i starten af omkvædet.

Det er et fuldstændig uafrysteligt billede, der har poetisk ballast og står krystalklart på samme tid. Med udgangspunkt i sig selv formår Brimheim at skrive en helt universel tekst om den grundlæggende menneskelige angst, der er forbundet med at blotte sin sårbarhed over for et andet menneske. Jeg gad godt møde den, der ikke kan spejle sig i hendes tvivl. 

Tilfredsstillende og frygtindgydende

”Du kan ikke bare hade følelserne væk” har Rebensdorff sagt til Politiken i et interview om det nye album. Og den indsigt er temaet for hele “Can’t hate myself into a different shape” – se bare på den albumtitel. Rebensdorff erkender, at man ikke kan hade sig selv nok til at blive anderledes, men erkendelsen er ikke nødvendigvis nok til, at selvhadet ophører. Eller som mantraet fra ”Baleen feeder” lyder:

”I wish I didn’t care what you think of me”.

Linjen er på overfladen enkel, men den får en enorm dybde af at blive sagt højt – af at Brimheim synger den. Idet bliver den ikke blot en erkendelse af, at vi ikke bør bekymre os så meget om, hvad andre tænker om os – den bliver en også en erkendelse af, at selve erkendelsen ikke nødvendigvis får os til at stoppe med at bekymre os. Men den er i hvert fald et skridt på vejen.

Tilståelserne på ”Baleen feeder” svøbes i skøn shoegazet guitar, der i bedste My Bloody Valentine-stil bliver dejligt levende af, at vibratoarmen er taget med i anslagsmønsteret. Det synkoperede tema er et kærkomment modspil til den ellers lidt firkantede rytmik. De spændingsfyldte Slash-akkorder i omkvædet er udsøgte. Tekstens ambivalens er udtryk for, at der trods alt er solstråler af håb i Brimheims fortælling.

Der er til gengæld buldrende mørkt på den næste. Brimheim leder os ind i en af pladens mest mismodige afkroge på ”Poison fizzing on a tongue”, der fra anslaget ulmer ildevarslende. Pulserende synthesizerostinat med diskrete dissonanser. Vitale, langsomme guitarakkorder og lyrik så det løber en koldt ned ad ryggen.

Vi når et af albummets vildeste klimakser mod slutningen. Rytmikken bliver bastant, vokalen diabolsk:

”I’m never gonna give him he wants he wants” synger Brimheim messende, til vi ender i lige dele tilfredsstillende og frygtindgydende trance.

Læg også lige mærke til, hvordan hun på få sekunder skifter fra det mest ekvilibristiske, vi vokalmæssigt hører fra hende på can’t hate myself into a different shape, til det allerfineste, allermest skrøbelige. Det er overlegent uden at prøve på at være det.

Det her kunne godt stikke helt af

Den uptempo ”Hey Amanda” er noget af et gearskift. Der er – på en vildt forfriskende måde – noget Avril Lavigne (eller Phoebe Bridgers for en mere moderne sammenligning) over det umiddelbare, 00’er-pop-punkede i musikken og den nostalgiske tekst:

”When you started playing the guitar/Oh man, I was so impressed/And I still am after everything everything that you have been through/In my heart were still kids messing around just like we used to”.

Brimheim er hele vejen igennem “Can’t hate myself into a different shape” helt eminent til at trække poesi ud af de små hverdagsfortællinger. Det peaker i andet vers på ”This weeks laundry”, hvor Rebensdorff som en anden Knausgård får nogle af de mest enkle, grå hverdagsgøremål til at sige alt:

”I put on foundation for my trip across the street/I am getting a new bag of frozen beans/Cause that’s a good way to sneak some greens into a meal/Although fresh would be ideal/I’ve lost 10 pounds counting calories/Skipping lunch in secrecy/So that later I could have another beer with you”.

Omkvædet er igen et af de helt store, hvor melodien bare giver og giver. I samspil med den desperate tekst er det helt fremragende. Og i øvrigt helt storladent med støjende guitarer, fjerne trommer og lyst ottendedeleklaver. Brimheim er vildt god til det at forene det storslåede og det dybfølte, og det er ellers en øvelse, der for mange bliver kikset.

Som glimrende kontrast til det meget biografiske tekstarbejde formår Rebensdorff også at vende blikket udad og gå mere reflekterende til værks. Hun forløser det i simple, uprætentiøse linjer, der overhovedet ikke bliver banale, men tværtimod står stærkt og lysende klart:

”If I could only tell her/The girl I used to be/The world it has the harshest need/To change you and your dreams (…) You were made to feel and cry/And sing and be alive” synger hun på ”Straight into traffic”.

Lukkeren ”Hurting me for fun” lader ved første ørekast til at være af den helt underspillede og introverte art. Brimheims lyse vokal svæver skrøbeligt rundt over en luftig bund af trommemaskine og fjerne synthesizere og akustiske guitarer. På nær de skønne vredesudbrud på linjen ”hurting me for fun” er det helt afdæmpet. Men godt halvvejs inde i nummeret fornemmer man, at det her godt kunne gå hen at stikke helt af.

En længselsfuld synthesizermelodi sniger sig ind. En stortromme kommer ind fra højre og hamrer fire i gulvet. Der bliver skruet godt op for rumklangen på vokalen, synthen bliver mere massiv.

Mere og mere voldsomt, mere og mere dramatisk. Nærmest klubbet, men på en vildt smadret måde. Vokalen er for længst druknet. Højtalerne synes at være på nippet til at stå af i forsøget på at håndtere den heftige komprimering, der til sidst kortslutter og bliver enden på can’t hate myself into a different shape.

Stemmen, teksterne, de fremragende melodier, bliver ædt op af produktionen, der indtil videre kun har været til for vokalen. Det er, som alt med et bliver vendt på hovedet. Og der er ikke andet for end at tage hatten af for Brimheim og gå på opdagelse i hendes værk på ny for at finde ud af, hvad fanden der skete. Min kæbe ligger i hvert fald stadig og rasler derinde et sted. I teksterne, jeg kan spejle mig skræmmende meget i. Eller i melodierne, jeg hele tiden går og nynner. Måske den episke slutning.

“Can’t hate myself into a different shape” blev udgivet d. 28. januar, men jeg vil æde min gamle Avril Lavigne-CD på, at vi allerede har fået en af årets bedste danske rockplader.

Udgivelsesformat: Digitalt (kommer senere på LP – dato ukendt)
Udgivelsesdato: 28.01.22
Label: W.A.S. Entertainment
Genre: Indie-Rock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: Digitalt (kommer senere på LP – dato ukendt)
Udgivelsesdato: 28.01.22
Label: W.A.S. Entertainment
Genre: Indie-Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.