Bruce Springsteen – Parken, Kbh – 11.07.23

Bruce Parken 2023 af Hildebrandt (2)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Bossen så døden i øjnene i en 3 timer lang koncert – der var noget så livsbekræftende”

Hvis denne tour bliver Bruce Springsteens svanesang som rockprædikant, så slutter han så afgjort på toppen af sin ydeevne. 

En mand, der på generøse vis i en alder af snart 74-år stadig giver 100% af sig selv og de sange, som på verdensplan har påvirket på tværs generationer i mere end 50 år. Historierige sange, der via en skarpskåret medmenneskelig indsigt og de store åbne spørgsmål har givet mange lyttere både næring til tro, håb, kærlighed og hjulpet midt i alt tvivlen og tomheden.    

Nok er stemmen efterhånden noget slidt, men den holder nu stadig, og fremstår som et smukt og autentisk modsvar på tidens trend af digitaliserede stemmeførere. Han formår rent faktisk at ramme de høje toner i f.eks. ”Mary’s Place” og når han afslutter glansnummeret ”The River” med en nærmest smertelig fint følt falset, så er det svært ikke at blive bevæget i selve nuet. 

Det NU som Springsteen og hans forrygende 17 m/k store E. Street Band, så medlevende formår at gøre både nærværende og relevant, også på et relativt ucharmerende fodboldstadion. Det evner de fordi de gør det med afsætning i nogle musikalske fællesskabene fortællinger fra en virkelighed, der både har ændret sig så ufattelig meget og på andre område på tankevækkende lidt på de 50 år.  

Stadig energi til 3 timer

Bossen har stadig en imponerende energi til hele 3 timers non-stop maraton koncert fyldt ud med 27 numre, der denne aften er hentet fra 9 forskellige album. Flest fra ”Born in the USA” (7 stk.) og fra ”Born to Run” (5 stk.) – men der var også hele 4 stærke numre fra 2020 albummet ”The Letter”. 

Det klædte koncerten at der var denne variation – også musikalsk – hvor vi aftenen igennem fik oplevet at en koncert med Bruce Springsteen og hans band kan byde på både rock, pop, soul, jazz og gospel.

Springsteen er stadig en drømmer, og parolen fra åbningsnummeret ”No Surrender” med linjen ”We learned more from a three-minute record, baby – Than we ever learned in school” er vedvarende den lektie og den røde tråd, som han bringer med sig videre i livet. 

Men som Springsteen står her i Parken, så er det ikke som en ældre herre, der drømmer om at være teenager for evigt. Han står ved sig selv og sin alder, og bruger mest af alt bakspejlet for at orientere sig videre frem, som en voksen stemme i sin samtid. Han vil ikke gå i stå, han vil bevæge, han vil bevæges, han vil lære hele livet. Af musikkens magi, af verden omkring ham, af fællesskabet og ikke mindst af de mennesker, som han betragter som sine nære og kære. 

Last man standing

Mange af de nære og kære er ikke længere omkring ham. For døden er den del af livet, som ingen kan ændre på eller drømme sig væk fra. Og han favntog på elegant vis døden i sange som ”Last man standing”, ”Backstreets” og i den smukke afsluttende ”I’ll se you in my dreams”, der indeholder den så rammende sætning ”For death is not the end”. 

Den 13. juli 2018 døde George Theiss – og derved var Bruce Springsteen pludselig den sidste tilbage fra hans første orkester The Castilies, som Bruce var en del af i årene 1965-1967.

Det fortalte Springsteen roligt og afbalanceret i oplægget til sangen ”Last man standing”, der kom godt midtvejs i sættet, og blev leveret i et flot og smagfuld udgave, krydret med næsten himmelske toner fra Barry Danielian på trompet. Theiss død havde givet Springsteen et udvidet syn på selve livet – noget som han i dag betragter, som en slags sidste gave til de levende fra den døende. Det gælder derfor ifølge Bruce om at gribe dagen, lære af f.eks. litteraturen, af musikken, og i det hele tage gøre sig umage for at sætte de spor, der gør at man gør en forskel for andre i selve livet, og derved sætter aftryk for evigt i hjerterne hos dem, der senere lever længere end en selv.

Således blev døden pludselig en livsbekræftende ledetråd, især i disse tre sange, og med den i mente var det så ekstra befriende at gribe øjeblikket i nogle af de mange andre musikalske højdepunkter, som koncerten også bød på. 

Hilsen til jazzfestivalen

At de nyere numre ikke faldt igennem, var ”Ghost”, som det andet nummer i sættet et tidligt bevis på. Et nummer med masser af drive og energi, og så stadig tilført den klassiske E. Steet Band opskrift – solide Little Steven guitar riff, godt korarbejde og så en voluminøs og vital Jack Clemons på saxofon. 

Bruce fik selv flyttet fingrene på gribebrættet af guitaren i en ellers let rutinepræget udgave af ”Prove it all night”, inden endnu et nyere nummer ”Letter to You” – underligt nok ledsaget af dansk oversættelse af teksten på storskærmene? – understreger at vi er godt i gang med et de måske sidste kapitler til sandhedens time.

”KØBENHAVN” skråler Bruce efter sjette nummer, og aktiverer for første gang for alvor hele sit store orkester og publikum i nummeret ”Out in the Streets”.  Publikum virker dog noget mere energiforladte end hovedpersonen, ellers også kan de bare ikke multitaske, for der er jo stadig en mobiltelefon, der skal passes og noget drikkelse der skal hentes! 

Efter endnu et par mere jævne numre i form af ”Darlington Country” – dog tilsat et raffineret Rolling Stones klingende riff fra Little Steven  – og ”Working on the highway” – tog koncerten en velkommen drejning, således at man for en stund kunne føle, at Copenhagen Jazzfestival lige var gået over tid.   

”Kitty’s Back” – oprindeligt fra debutalbummet fra 1972 – udspillede sig i en festlig og fængende 12 minutters rytmisk og groft swingende version med fuld blæs og klaverboksning, og så afsluttet med en rå elektrisk solo fra bossen selv. Mesterligt. 

Det fuldfede soul felling tog over i ”Nightshift”, der er et af de mere vellykkede numre på hans seneste ellers noget ujævne opus – cover albummet ”Only the strong survive”. 

Men Springsteen er og vedbliver en overlever, og formåede som det mest naturlige med det nummer at sprede en varm og sjælfuld aftenstemning over Parken, skabt i form af godt arrangement, der var båret af en smagfuld perkussion indledning og senere et dejligt vokalt samspil mellem Bruce og Curtis King Jr., der var trådt frem fra sin position som korsanger.   

Publikum blev langsomt vækket

“IS THERE ANYBODY A LIVE OUT THERE” råbte Springsteen efterfølgende – spejdende ud over publikum – inden han konkluderer – “Yeah, that’s good”.

Det var nu ikke helt sandt, men det lykkedes da næsten at få stoppet snakken, da han gentagne gange som gimmick sagde ”Schyyy” til bandet, og kørte ”Mary’s Place” helt ned i gear” for blot at få ‘The Professor’ alias Roy Bittan på klaviaturet til at bygge nummeret op igen. 

Publikumskontakten til de forreste rækker var som vanligt både sublim og ægte, men her midtvejs i sættet var han endnu ikke nået ud til det siddende publikum, der stadig ’bare’ sad og nød festen uden at tage andel for alvor.  Mobiltelefonerne blev dog aktiveret i fællesskabets ånd, som lyskegler til ”My Hometown”, men fællessangen manglede noget af den vokalstyrke, som man normalt hører fra sektionerne når FCK spiller her i Parken.  

”Because the night” er altid med på sætlisterne, og måske mest af alt fordi det er der Nils Lofgren får sin chance for at vise sine umiskendelige og genkendelige evner som guitarist. Hans solo sikrede solskin på øregangen i et minuts tid i en ellers lidt træt udgave af en ellers elsket klassiker.   

Til gengæld peaker koncerten reelt efterfølgende med en ren ”high five” af sublimt leverede numre.  Først den charmerende, blåtonede og festklædte ”She’s the One” med en solid bund af Bo Diddley rytmik, fulgt op af storslåede versioner af to af Springsteens bedste sange i dette århundrede – ”Wrecking Ball” og ”Rising”. Det var dog stadig ikke helt nok til at få folket op fra stolene, men man kunne dog mærke, at det nærmede sig, da Bruce Springsteen & The E. Street Band, så lukkede det regulære sæt med to spændstige og velfungerende udgaver af først ”Badlands” og så ” Thunder Road”. 

2 timer og 20 minutter havde de spillet. Hvad var der tilbage? Masser, skulle det vise sig.

Alle så lyset

Svaret kom da nemlig alt lyset i Parken blev tændt. Publikum rejste sig op – hver og en – og erklærede sig med på præmissen om at vi alle er ”Born to Run”, det første af hele fem ekstra numre, hvor der også blev plads til lidt gak og gøgl med kameraerne i samspillet mellem Little Steven og Bruce på ”Glory Days”, og hvor Bruce’s bønner endelig blev hørt da han med ekstra kraft sang ”I need a love reaction” i en ellers ikke særlig mindeværdig uptempo udgave af ”Dancing In the Dark”.

Det store band blev behørigt præsenteret – og endnu et par højdepunkter var tilbage med en gennemsvedt og efterhånden tydelig træt Boss, der dog stadig var i fuld vigør.  

”The most importent moment” erklærede han da tonerne til ”Tenth Avenue Freeze-Out” slog an, og billeder på storskærmene af de afdøde E-Street medlemmer Clarence Clemonce og Danny Federici tonede frem. Et flot og på mange måder symptomatisk punktum for en aften, hvor hjertet hele tiden var på rette sted.

Herefter forlod bandet en efter en scene, ledsaget med personlig tak til hver enkelt fra Bossen på vej ud, og det hele sluttede så med ham alene på scenen og den tidligere omtalte ”I’ll see You In My Dreams”.  

Og det var vel hvad vi alle tænkte her i Parken. Det havde virkelig været en drøm af en koncert. For drømme er sjældent perfekte, og de bliver ikke altid til virkelighed, men de er bare så svære at leve foruden.  

Så jeg tænker at vi var godt 50.000, der ikke ville have været denne oplevelse foruden og iøvrigt her dagen derpå sætter pris på at Bruce Springsteen stadig er en del af både vores drømme og vores virkelighed. 

De spiller igen torsdag samme sted – og med garanti ikke samme sæt. De spiller nemlig aldrig det samme sæt to koncerter i streg. Så der er igen noget dejlig uforudsigeligt og alligevel velkendt i spil. Der er noget at glæde sig til. God fornøjelse til dem der har sikret sig billet.

The E Street Band

Bruce Springsteen – lead vocals, lead guitar, rhythm guitar, acoustic guitar, harmonica

Roy Bittan – piano, synthesizer, accordion

Nils Lofgren – rhythm guitar, lead guitar, pedal steel guitar, acoustic guitar, background vocals

Garry Tallent – bass guitar, background vocals

Steven Van Zandt – rhythm guitar, lead guitar, background vocals

Max Weinberg – drums

+

Jake Clemons – saxophone, percussion, background vocals

Soozie Tyrell – violin, acoustic guitar, percussion, background vocals

Charles Giordano – organ, accordion, electronic glockenspiel

&

Ed Manion – tenor saxophone, baritone saxophone, percussion

Ozzie Melendez – trombone, percussion

Curt Ramm – trumpet, percussion

Barry Danielian – trumpet, percussion

Anthony Almonte – percussion, congas, bongos, backing vocals

Curtis King Jr. – backing vocals, percussion

Lisa Lowell – backing vocals, percussion

Michelle Moore – backing vocals, percussion

Ada Dyer – backing vocals, percussion

Sætliste

No Surrender

Ghosts

Prove It All Night

Letter to You

The Promised Land

Out in the Street

Darlington County

Working on the Highway

Kitty’s Back

Nightshift (Commodores cover)

Mary’s Place

My Hometown

The River

Last Man Standing

Because the Night (Patti Smith Group cover)

She’s the One

Wrecking Ball

The Rising

Badlands

Thunder Road

Ekstra:

Born to Run

Bobby Jean

Glory Days

Dancing in the Dark

Tenth Avenue Freeze-Out

Ekstra Ekstra:

I’ll See You in My Dreams

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.