Hvilken herlig tirsdag aften i Store Heddinge på Stevns. To timelange sæt på det lille hyggelige spillested med den store lyd. Karsten Vogel og Kim Menzer’s 52 år gamle brændende røde ridder Ivanhoe i en vittig, vital og vanvittig velspillende 2019-version.
“Alting var bedre i de gode gamle dage” hed ét af de tre Burnin-numre i Spilledåsen, der ikke var fra debut-dobbeltalbummet, (produceret af en ung avantgarde-saxofonist Franz Beckerlee) ”M144” fra 1969, eller det opfølgende enkelt-album fra året efter, der blot bar gruppens navn, men var det med ”Gong Gong The Elephant Song”. Hov, så var der også lige et nummer fra det lidt senere seks Elefantskovcikadeviser-album fra 1971, hvor Povl Dissing sang for, men det er en hel historie for sig, der handler om en manager, der ifølge Karsten Vogel havde den enestående egenskab for en manager, at han udover penge interesserede sig for…musik.
Men det der “Alting Var Bedre I De Gode Gamle Dage”, som det hedder i en meget nyere Burnin-sang, er jo sandt som, det blev sunget i går på Stevns. Da Burnin Red Ivanhoe først i 1970erne, udover Karsten Vogel og Kim Menzer, bestod af Ole Fick på guitar og sang og det hårdeste rytmehold, nærmest nogensinde i dansk rock og det, der ligner Jess Stæhr på bas og den desværre forlængst afdøde trommeslager, Bo Thrige Andersen, VAR alting bedre med Burnin end det nogensinde blev senere.
OK, lad nu Burnin’s idealopstilling fra et halvt århundrede siden ligge, det var dengang, i dag er Ole Fick, der var med langt ind i dette århundrede, erstattet af Jens Runge på guitar og sang, rytmeduoen hedder Klaus Menzer (ja, søn af…) og Assi Roar og boyband-dagene er ovre, da Lone Selmer, el-klaver og sang, kompletterer 2019-opstillingen.
Jeg kan huske for et par år siden, da jeg så Burnin´ sidst, at jeg savnede Ole Ficks sangstemme og guitar hårdt, at det slet ikke lød som Burnin i de gode gamle dage, da alting var meget bedre, og jeg gik i 2. Real. Men nu om dage er vokalerne delt ud på Ficks efterfølger, Jens Runge, der sgu da spiller den fede, fedeste guitar, Lone Selmer og Kim Menzer, når han ikke lige har en mundharpe, tværfløjte, trækbasun eller en didgeridoo, han skal bruge sin luft og sin mund til at få lyd ud af. Dét fungerer fint, Ole Fick er fortid i Burnin, hør Burnin-pladerne med Fick, luk r… og lad os forholde os til den nutid, der om føje år vil blive refereret til, som de gode gamle dage.
En Burnin-koncert nu om dage, er, som i de gode gamle.., en fornøjelig forestilling, krydret med adskillige anekdoter. I går fik vi ikke lige den om, da Karsten Vogel i 1967 på bestilling havde skrevet musik til åbningen af en udstilling af David Rubellos cop-art malerier i et københavnsk galleri og Peter Belli skulle have sunget Burnin-poeten, Niels Erik Wille. Belli dukkede aldrig op, og så gik Vogel i gang med at danne Burnin Red Ivanhoe. Der var tæt på en gennembrud i England, hvor den legendariske Radio One-DJ John Peel havde det danske jazz-rock-håb i tung rotation.
Den anekdote, Karsten Vogel fortalte i går om Englands-eventyret gik på, at Burnin spillede et job i den legendariske London-klub, Speak Easy, der dengang frekventeredes af Clapton, McCartney, Jagger, Hendrix, you name them, og Frank Zappa var blandt tilhørerne. Ifølge Karsten Vogel var Zappa så duperet af især ”Gong Gong The Elephant Song”, at han (Zappa) høfligt forespurgte, om komponisten (Vogel) var tilgængelig for en snak efter koncerten. Og så var det, at Karsten Vogel fandt ud af, at Frank Zappa, udover musik, havde en anden stor interesse, og her citerer jeg: “Fisse”. Dét, var således ikke musik, Zappa sad og snakkede med Karsten om, en hel lang London-nat.
Og må jeg så tilføje, frit efter hukommelsen, dén hale havde Karsten Vogel ikke med i går, der skulle jo osse spilles, ikke bare snakkes:Årsagen til, at Burnin Red Ivanhoe aldrig blev store i England, udover i Londons Speak Easy, skulle være, at et booking-bureau begyndte at sprede rygter om, at én af dem fra Burnin var på stoffer og, arrangørerne ikke kunne regne med, at band’et dukkede op til de koncerter, de blev hyret til, og hvis de gjorde, så ville de ikke være i stand til at spille ordentligt på grund af narko. Det rygtespredende bureau skulle ifølge overleveringen have overtaget de Burnin-jobs, som arrangørerne havde fået kolde fødder med, og givet dem til ét af rygtebureau´ets egne, dengang unge og håbefulde bands ved navn, Uriah Heep.
“Vi har lovet at spille 2 gange en time, men vi har kun repertoire til 38 minutter” lød én af Karsten Vogels muntre bemærkninger på Stevns i går, så udover, at der skulle fortælles historier, var det med at få det begrænsede repertoire til at strække ved at spille lange, lange soloer. Spøg til side, alvoren i det med de lange Burnin-soli er, at bandet jo for F… aldrig har været et pop, eller pop-rock-orkester, men altid har haft et stærkt jazz, ja ligefrem avantgarde-jazz-element.
Sådan er det heldigvis endnu og heldigvis insisterer Burnin osse i dag på, ikke
at lægge sig efter tidsånden, men spille nogen ordentlig lange soli/soloer og
indimellem lyde, som Dirch Passer i How Jazz Was Born-monologen karakteriserer
en jam-session “som en lastbil fuld at tomme mælkejunger, der brager ind i
en lastbil, fyldt med levende grise”. Rigtig fedt at opleve i går, og som
der står et sted på Burnin´s hjemmeside: “Gammel syre forgår ikke så
let.”
Nå, og så var der det nummer på Burnin-sætlisten fra de seks Elefantskovcikadeviser, hvor Povl Dissing var featured sanger, “Wallifanten”, en dybtfølt ode til Dissing og Burnin’s manager, den legendariske Walther Klæbel, for F…, det var Klæbel, der tændte Povl Dissing på at synge på dansk, det var Klæbel, der var ved at break’e Burnin i England, det var Klæbel, der fik The Who ind i det kongelige teater og spille rockoperaen, ”Tommy”, det var Klæbel.
Da der blev lagt op til ”Wallifanten” i aftes, spurgte Karsten Vogel ud i forsamlingen om, der var nogen, der havde kendt Walther Klæbel, og så var der en lille ældre kvinde, der rakte fingeren i vejret og sagde ja. Dén kvinde hedder Lis, hun er Walther Klæbels enke. ”Wallifanten” døde for snart 13 år siden efter at have levet sine sidste år med Lis på Stevns. Jeg selv var en god bekendt af salig Walther, lavede en del radio med ham, interviewede ham flere gange, så og hørte ham spille vaskebræt med sit skiffleband mange gange, da han boede i Odsherred, Nordvestsjælland og havde sin gang i Pakhuset, Nykøbing Sjælland. En festlig fyr, hvis lige aldrig har været at finde i kongerigets musik-bizniz.
Jeg skulle have været med til at begrave eller bisætte Walther Klæbel på Stevns, men radioens “al unødvendig udkørsel forbydes eller frarådes” forhindrede mig. Jøsses, at det skulle have været “unødvendig udkørsel” at køre fra Næstved til Stevns for at bisætte Walther. Hvor dum kan man være…. Men jeg fik vekslet ord med enken efter Burnin-koncerten i aftes, Lis fortalte, at Walthers bisættelse havde været ligeså så festlig som Walthers liv havde været, og at han har en gravsten på Hellested kirkegård, lige midt i hjertet af Stevns. Dér må jeg forbi en dag.
Såvidt ”Wallifanten”, der brugte list og brugte fjant, som vi allesammen græd over, da han forsvandt. Må jeg bruge det sidste af min taletid til varmt at anbefale alle gamle hippier og andre musiclovers i Bjerringbro by night og omegn, at finde hen til Musikviften om en måned, den 22. november og opleve Burnin Red Ivanhoe i stærk, stærk opstilling spille deres næste koncert. Jeg lover, at ingen vil kede sig, så meget som et kvart sekund.
