Peter Butzback er en af disse artister, der både kan sin litteratur- og musikhistorie, og formår at konvertere den til nyt kunstnerisk kvalitetsstof i sin samtid.
Det har han foreløbig gjort på tre soloalbum under navnet BUTZBACK og på to album med bandet LANGSYN. Generelt album, som har høstet pæne ord og anerkendelse – ikke mindst for de poetiske og naturfarvede tekster – der nok i sin fremtoning blot har været for musikalsk afklædte og minimalistiske – til at finde frem til det mere brede publikum.
Det laves der om på nu. For Butzback har draget konsekvensen af at han reelt set betragter sig selv mere som forfatter og poet, end som musiker. Derfor har han lavet et album – hvor han med udgangspunkt i demoversioner af sine altid nøje forfængeligt og dogmatisk udførte tekster, har inddraget et særdeles kompetent orkester i selve skabelsesprocessen af hvordan de otte numre lydmæssigt skulle farves og foldes ud.
Et band bestående af Jeppe Skovbakke (bas), som han også havde med på sidste års ”Solo” album, og så Jacob Funch på guitar, Jeppe Gram på trommer og Anders Filipsen på tangenter. Alle musikere – på nær Jacob Funch (kendt fra blandt andet Hanne Boel, I Got You On Tape, Moi Caprice) har en bred musikalsk baggrund – men primært indenfor jazzen, og som alle er musikere han faktisk ikke kendte i forvejen.
Derfor er det ekstra imponerende at høre hvor helstøbt et album, der er blevet skabt på bare tre dage á 8 timer i studiet. Et sammenhængende og rejseklart resultat, hvor de otte numre – med en spilletid på omkring 33 minutter – folder sig så bredt og begavet ud, at du som lytter umuligt kan indplacere det i en enkelt støvet genre kasse.
Det er først og fremmest et album fyldt med feeling, fantasi og plads – til ordene, til vokalen, og til musikken, der er med til at løfte de til tider lettere højstemte og ofte meget åbne tekster til dansk beat-poesi fra absolut øverste hylde. For at nå frem til det resultat er der udover fantastisk dygtigt musikalsk håndværk – lån fra en værktøjskasse, der rummer både folk, beat, roots og rock – og måske vigtigst – en nysgerrig og legende tilgang.
Butzback har sparet på melankolien og lader kærligheden få plads i teksterne, der dufter blidt af de provinsielle omgivelser, som de er skrevet i. Der er højt til loftet – med plads til inderlighed og udlængsel – og den natur, der for evigt vil spire, og som altid fremstår smukkest forår og sommer.
Musikalsk kan der findes referencer til diverse koryfæer fra den danske musikscene, men alene som sanselige skygger af magi på et album, hvor Butzback med band har fundet nyt terræn, nye veje og nye skud på livets musikalske træ.
Pladen åbner med ”Sprukne silhuetter” – et veldrevet nummer – som musikalsk kunne være The Band, Niels Skousen m.fl., men som med malende linjer som:
Alt det solskin vi ska gå i
Med åbne hjerter, åbne sår
Sjældne sprukne silhuetter
Ser vi skyggerne er vores
I den grad griber sit eget jeg, og for første gang viser hvor gennemført, der er skruet op for både vokal og for det musikalske output hos Butzback.
Det mærkes også når tempoet sættes ned som i det efterfølgende ”Glemme det” – der nærmest fremstår som helt og aldeles uforglemmeligt drømme-beat. ”Magnoliatræet” er så smukt, som kun de stærkeste kærlighedssange kan være – og viser at dette album er på helt rette vej – alt imens ånden fra Povl Dissing sætter sig som en sulten svane lige midt i magnoliatræet.
Tempoet sættes op – og pilen peger mod rock med bankende beat i blodet – når ”Til Skyerne” og ”Lykkelige vaner” spiller sig ud. Helt derud hvor selv den mest døvt hørende radiokanal med en rest af puls må opfange af her har vi et par numre, der kalder på maksimal rotation.
”Lykkevaner vaner” – med linjer, som det bliver nærmest vanedannende at høre om igen og igen:
Jeg tror ik på tempo
Eller magt
Jeg tror kun på tiden
Vi får skabt for os
Vi mødes, vi skilles, vi finder vejen hjem
Et virvar af lykkelige vaner
Se skæbnen den rødmer
Når vi står på tæer og glaner
Det er lyden af en beat-poet i fuldt flor, der fortsætter i samme formfuldendte spor på pladens tre sidste sange, hvoraf de to ”Hvis vi går” og ”Den blå dør” dog igen tager afvæbnende og afdæmpende omveje, med blandt andet et mere end bare kønt kor ”the Cohen way” fra Martine Madsen og Marie Louise Von Bülow.
Hele vejen igennem med klavaturklange og guitarguirlander, der mere end bare pynter. De gør nytte, og har samme effekt som når solen farver molen – der i øvrigt også er titlen på et af albummets ubestridte højdepunkter. Et nummer med en hele tiden bevægende atmosfære, der et kort øjeblik får en til at tænke på hvordan Niels Skousen mon ville lyde med Love Shop som backingband – og så med en at de sætninger der bare tatoveres direkte ind i musikhjertet – ”Hold dig vågen til sæsonen er slut”.
Butzback er en ægte outsider og enspænder på beat- og folk scenen, og han har egentlig trives godt som en lidt hemmelig eksistens for de få.
Med ”Steder” har han dog åbnet op for at mange nye nysgerrige musikører bør opdage at vi har fået en beat-poet, der med belæst og belært rundelighed og respekt for inspirationskilderne har taget nogle af de tungeste stafetter nye steder hen.