Camilla Munck – ”AEON”

Fotograf: album cover

”Camilla Munck skider på det lettilgængelige og lukker dig ind i sit indre mørke på fremragende debut”

Camilla Munck, tidligere drivkraft i konstellationerne Wynona og Munck//Johnson, er sprunget ud som soloartist. I oktober 2021 udsendte hun sit debutalbum, AEON, digitalt. Nu følger en vinyludgivelse af det mørke, indiepoppede album efter – og det med rette. Det er i den grad en plade, der fortjener en forevigelse i fysisk format.

Her er nemlig tale om et album. Sådan et rigtigt et, der ikke bare er en samling af sange, men et helstøbt værk. Sådan et, hvor det ville være fuldstændig meningsløst at shuffle eller springe over numre, fordi man så ville gå glip af den sammenhængende rejse – på AEON slynger Munck os rundt i et mangefacetteret følelsesinferno, hvor forskellige stemninger både komplimenterer hinanden og giver hinanden det rette modspil på de rette tidspunkter. Som Munck selv beskriver det, rummer AEON både opgivelse og tilgivelse.

Projektet forløser hun med en enorm spændevidde i sin vokal, et gådefuldt og dragende tekstunivers og et fuldstændig fremragende hold af musikere omkring sig. Det skriger jo på en vinylplade.

Bælgravende mørkt

AEON bygger instrumentalt og møjsommeligt op med åbneren ”Slow Me Down”. Freejazzet klaver, ildevarslende baggrundsambiance og triphoppede trommer og basgange koger op i knap fire minutters skøn forening, inden nummeret brat vælter over i en smuk coda. Det er, som om man pludselig snubler og falder i vandet. Man omsluttes af mørke og langsomme, ja, undervandsagtige pianoakkorder, der kunne være Radioheads Kid A værdig. Muncks lyse og sårbare vokal svæver ind:

This isn’t what you wanted/This isn’t her,” synger hun resignerende.

Straks mere kraftfuldt og direkte lægger Munck ud på det følgende nummer, ”Dear Is Both Too Loving And Informal”. Hendes vokal lyder i versene helt magisk af både David Bowie og PJ Harvey. Det er ekstremt intenst – og understøttes glimrende af Bjørn Heebølls frembrusende, men rolige brushes-trommer og det melankolske, men vitale klaverostinat. Det er lige dele insisterende og tålmodigt.

Netop tålmodigheden er gennemgående på albummet – fire ud af de otte numre varer over seks minutter. AEON er både søgende og spørgende, og det giver plads til en fantastisk masse uforudsigelighed. Tag fuzzguitaren midt på ”Fight”, det overraskende tredje vers i ”Dear Is Both Too Loving And Informal” eller det overvældende skift fra ”Slow Me Down” til netop ”Dear Is Both Too Loving And Informal”. Det er små uventede drejninger, der gør AEON værd at gå om bord i igen og igen.

Det udforskende kommer også til udtryk i de mange langsomme opbygninger, der er virkelig stemningsskabende. For eksempel på ”Alice Springs”, der lægger ud med en næsten to minutter lang klaverintro. Så trommerne, der sniger sig ind, næsten uden man opdager det. Muncks vokal, der bliver gradvist mere og mere desperat. Det gigantiske tranceostinat efter knap fire minutter. Hvis introen er et tiltagende mørke, så er der bælgravende mørkt ved klimakset, og det er både nervepirrende og enormt tilfredsstillende at lade sig omslutte af.

Det modsatte af baggrundsmusik

Bedst som du begynder at bliver bange for, at det hele bliver så mørkt og tungt, at du bliver helt mættet, før pladen er slut, giver AEON dig det lille solstrejf ”Destruction”. Helt tilbagelænet rock 1 i trommerne, rolige rhodes-akkorder og lindrende synthesizere i baggrunden. Der er stadig melankoli på spil, men det er af en mere nostalgisk art end ellers på pladen. Det er et kærkomment modspil, og det er det helt rigtige tidspunkt, det optræder på. Vi er blevet kastet rundt indtil nu, og det er, som det hele lige får lov til at gå i solnedgangsslowmotion i fantastiske to minutter og 43 sekunder.

Så går den til gengæld heller ikke længere. Solen er væk, og vi indhylles igen i mørket på albummets sidste tredjedel, hvor højdepunktet er lukkeren, ”The Ocean”. Her er produktionen af Muncks vokal helt latterligt god. Den diabolske harmonisering og den uendelige rumklang giver i kombination med Muncks (igen) helt vidunderlige vokalpræstation – dé der knæk i slutningen af enkelte fraser, dén der vibrato på ”water” – en virkelig, virkelig udsøgt klang, der er fantastisk smuk og fuldstændig sønderrivende på samme tid. Munck er både engel og dæmon. Teksten er tillige både tragisk og rørende:

The color of the water/The red hair of my daugther/No darkness to absorb her/No mother to distort her,” synger Munck, og man skal da være lavet af sten, hvis ikke hårene rejser sig en smule her.

Munck understøttes i øvrigt nok en gang ganske fremragende af musikerne omkring sig. Tørre guitarer og dystre, altomsluttende pianomelodier. Stortrommen, der nærmest forsøger at bryde ud af højtalerne. Det er forrygende. Og mens AEON klinger ud (helt langsomt, selvfølgelig), stryger Camilla Munck ind i toppen over danske kunstnere, jeg bare må høre live så snart som muligt. For AEON er virkelig en oplevelse. Det er ikke musik, der er oplagt til at sætte på i baggrunden mens du går og gør lidt rent eller sidder og scroller gennem dit Instagram-feed. Camilla Munck kræver din opmærksomhed, men er du gal, hvor giver hun meget igen, hvis du giver hende den.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 08.10.21 / 21.01.22 (LP)
Label: Moondrop Records
Genre: Eksperimental Indie-pop

Leave a Replay

Fotograf: album cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 08.10.21 / 21.01.22 (LP)
Label: Moondrop Records
Genre: Eksperimental Indie-pop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.