Det danske indiepop-band Caper Clowns er klar med deres tredje album. Et fem mandsorkester, der er lidt af en familiesammenføring. En far og hans søn, to brødre og en tilløber. Fire af dem synger for, alle lægger kor, og så spiller de ellers lidt af hvert undervejs. Der mangler således ikke noget i lydbilledet.
“Abdicate The Throne” er et album, der ifølge bandet selv er både vildere og mere kunstnerisk udfordrende end noget, de tidligere har udsendt. Fire singler er udgivet forud for albummet, ”Space & Time”, ”The Club Of Humanity”, ”Bonsai Tree” og ”I’d Be Me”. Med de fire singler har bandet sat forventningerne helt i vejret, og de er da også albummets stærkeste skæringer, og giver en klar idé om, hvad der er at komme efter på de resterende numre.
”Abdicate The Throne” byder på masser af nuancer inden for en genre, vi i dag kalder indie-pop. Der trækkes klare tråde tilbage til den blødere rock lyd fra 90’erne, og man fornemmer, at Caper Clowns har hentet noget inspiration fra blandt andre navne som Counting Crows og The Goo Goo Dolls.
De fire forudgående singler er blevet taget godt imod af diverse anmeldere, hvilket er fuld fortjent. Det er nemlig en sand fornøjelse at lægge øre til det energiske band, der folder sig ud med sit optimistiske lydbillede, der på elegant vis fusionere naivitet og iørefaldende musik. Vigtigt er det at understrege at naivitet i dette tilfælde ikke skal forstås negativt. Tværtimod giver Caper Clowns, med deres nye album et fornyet håb om en lysere tid. Fælles for tre af de forudgående singler er nemlig deres optimisme. Det er svært ikke at lade sig forføre af bandets opløftende lyd, der byder på musikalske letheder og en charmerende lyrik.
Midt i optimismen dukker ”The Club Of Humanity” op. Et nummer, der viser en mere dyster og mørk side end Caper Clowns ellers er kendt for. Dette gælder både i lyrikken og musikken. Med en løftet pegefinger mindes vi om, at alt det positive vi er omgivet af, ikke skal tages for givet. Budskabet understreges med et lydbillede, der skiller sig ud fra resten af albummet, ved at være kompakt, intens, fremadstormende og en anelse vredt. Selvom det klæder Caper Clowns at vise denne side, er nummeret en anelse malplaceret på et album med et overordnet budskab om, at livet ikke skal tages alt for højtidelig.
Resten af albummet byder på mere af samme skuffe. Heriblandt er det værd at nævne ”Pinaple Songs”. Nummeret viser Caper Clowns som et band, der ved, hvad de vil med deres musik. Og det er beundringsværdigt. Uden at tage sig selv for højtideligt i en tid, hvor verden til tider viser sig fra sine mindre positive sider, er pinaple songs måske præcis, hvad vi har brug for, for at klare os igennem de forhåbentlig sidste måneder i en svær pandemi tid.
På trods af – eller måske på grund af – den smånaive tilgang til livet, skal der lyde en kæmpe anbefaling herfra. Vi går en lysere tid i møde, og sammen med vennerne og en kasse øl på en solskinsdag i en park passer ”Abdicate The Throne” helt perfekt.
