Catch the Breeze – ”Into the Wide”

Fotograf: Album Cover

“Smukt svævende lydtæppe til mørke tider”

Titlen antyder det man bliver bekræftet i efter gennemlytning af albummets 10 numre. Der er en større spændvidde her på bandets andet album, der udkommer 4 år efter debutalbummet ”Glow”.

Det er allerede godt dokumenteret via de tre singler, der har været udsendt; Echoes From the Underground, Rise og titelnummeret. Samtidig med albummet udkommer så også fjerde single med tilhørende video; Embrace, som vi her har en forpremiere på.

Reelt set er Catch the Breeze dog slet ikke et single band. Det massive mørktonede maleriske mix af shoegaze, dream pop, og art-rock er som skabt til albumformatet, til at skabe et helhedsindtryk.

Det er også det der lykkedes bedst for trioen på dette album. Bortset måske fra åbningsnummeret, den omtalte førstesingle Echoes From the Underground og den stærke og stemningsfulde Pleasure for the Ghost er det ikke numre, der for alvor lagrer sig selvstændigt på øregangen.

Men fra den første tone af en tyk tung mur af tusmørke og en storslået sonisk lyd på åbningsnummeret, så er man til gengæld indfanget i et univers, som man meget hurtigt fornemmer bandet mestre, og man automatisk får lyst til at udforske nærmere.  

Aage Kinch (vokal, guitar), Lars Madsen (bas), og Andreas Bundgaard (trommer) fremstår tydeligvis, som en sammenspillet og sammentømret enhed. De har da også spillet sammen i over 20 år. Først som Yellowish, og siden som Catch the Breeze, der udsendte deres første EP tilbage i 2014.

På fem af numrene på det nye album suppleres lydbilledet ved hjælp af Kasper Staub på keys, hvilket er med til at styrke det atmosfæriske aftryk.  

Der er en klædelig genkendelighed og modenhed over de sange, som Catch The Breeze skriver i en genre, der ikke ligefrem er en melodi festival. Til gengæld er det en genre, der viser mørkets mange forskellige afkroge, og de lysninger, der altid findes. Det musikalske univers trækker tråde tilbage til 90erne og 00erne – og til navne som The Cure og Joy Division – men mest af alt lyder Catch the Breeze, som et band, der vil sammensætte deres eget luftige lydtæppe til samtiden.

Det er balancerne, der afgør om det hele så ender i et slumre- eller kludetæppe, men det gør det ikke på ”Into the Wide” – og når man så effektfuldt kan folde numre som Gravitational Sounds og de allerede omtalte Echoes … og Pleasure … ud, ja, så er der grund til at kippe med flaget over at stædighed, skabertrang og samarbejde belønnes, også selv om et band har passeret den åbenbart ganske aldersbetingede grænse for hvornår man kan være en del af vækstlagsscenen!

At Aage Kinch så samtidig med sin messende og mørke stemme rammer et niveau, der bør kunne kaste internationalt cadeau af sig, skal man bestemt heller ikke kimse ad. En væsentlig detalje. Og dem kan man i øvrigt blive ved at finde på et album, der generelt mere end gennemsnitligt godt, indfanger både synergi og energi.  

Bandet afholder release koncert på Radar i Århus på udgivelsesdagen 26. august, og dagen efter spiller de på Café Von Hatten i Randers.

Pressefoto: Maria Louise Reichardt
Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 26.08.22
Label: Slowburn Music
Genre: Shoegaze/art-rock

Leave a Replay

Fotograf: Album Cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 26.08.22
Label: Slowburn Music
Genre: Shoegaze/art-rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.