Nøgent, råt, enkelt. Ikke så meget pis med en mand fra det nordMississippiske bakke og højland, en halv time, solo og akustisk, en hel time med band, d.v.s. med elektrisk guitar og trommeslager, så kører det. Det gjorde det i høj grad for amerikanske Cedric Burnside, barnebarn til navnkundige, R.L. Burnside på Nørrebro-spillestedet ALICE. Burnside den yngre tog ikke megen notits af, at der ikke var meget af den jukejoint-stemning med druk og dans i ALICE, som den enkle, rå North Mississippi-blues i hine tider blev undfanget som soundtrack til.
Eller gjorde han? Cedric Burnside ymtede ved overgangen fra akustisk til elektrisk, at nu måtte der godt danses. Hvad der ikke blev. Ja faktisk sad en håndfuld yngre tilhørere på gulvet oppe foran, som var de til hippiekoncert for 50 år siden. Men da Burnside havde spillet ekstranummer og skulle fra scenen og ned i den anden ende og sælge merchandise, brasede han ind i mig, trykkede mig varmt i hånden og sagde “Thanx man, I noticed you dancing, I appreciate that man”
Så han bemærkede, at vi var nogen, der ikke stod helt stille og lyttede. Selvom, jeg er bange for, at det Cedric Burnside havde noteret sig fra scenen, ihvertfald hvad mig angår, var en forveksling af dans og den måde, vi 60+årige står urolige på vores gamle ben, når vi står op mere end en halv time af gangen.
Nå, men det kørte rigtig fedt for Cedric Burnside uden løssluppen/drukken juke-joint-stemning på Nørrebro. Skønt at opleve hans rå, klare vokal og, at en guitar altså lyder som den lyder, når guitarhelten ikke har en mellemstor maskinpark af pedaler for sine fødder, der kan få guitaren til at lyde som meget andet end en guitar. Det eneste Cedric Burnside trådte på i aftes var, hedder det en omskifter?, da han skiftede fra én guitar til den anden.
Meget mere end den ene times tid (halvanden, hvis vi regner den akustiske start med), ville det nok blive lidt for ensformigt at befinde sig i nøjagtig det samme lydbillede, men undervejs nød jeg, og med stor interesse, Cedric Burnsides simple sæt-op, der er lige dele punk’ et og minder om ørkenblues fra Mali og andre Sahara-lande i Afrika. Men jeg mener at vide, tror ihvertfald, gætter på, at North Mississippi-blues´en var punk’ et. før der var noget, der hed punk. Mens det nok er mere regulært med afsmitningen fra afrikansk ørken-guitar-blues til afro-amerikansk langt-ude-på-landet-blues.
Er du (som mig) ikke helt opdateret på the North Mississippi Hill Blues, så er jeg faldet over et par film, der skulle være gode at få forstand af, Robert Mugge/Robert Palmer-doku´en, “Deep Blues: A Musical Pilgrimage to the Crossroads” eller “Black Snake Moan”, en spillefilm, hvor Cedric Burnside spiller med, som trommeslager for hovedrollen, den fiktive bluesmusiker, Lazaruss Redd, spillet af Samuel L. Jackson.
